21. oktober 2019
Flere og flere borgere på 70 år og opefter går til fysioterapeut. Foto: Yuri Arcurs
Flere og flere borgere på 70 år og opefter går til fysioterapeut. Foto: Yuri Arcurs
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Run på fysioterapeuterne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Run på fysioterapeuterne
Vestegnen - 07. juli 2019 kl. 15:54
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Der er sket en stor stigning i de +70-åriges brug af fysioterapi. Ishøj ligger højest.

I Ishøj er der i perioden fra 2013 til 2018 sket en stigning på 142 procent i antallet af +70-årige, som går til fysioterapi. Også andre kommuner på Vestegnen ligger meget højt.

Det viser en opgørelse fra fag- og interesseforeningen Danske Fysioterapeuter, baseret på tal Danmarks Statistik.

I Region Hovedstaden har stigningen fra 2013 til 2018 i gennemsnit været på 47 procent. Kun tre kommuner i Vestegnens område ligger under dette tal.

Generelt er der gang i butikken hos fysioterapeuterne, og ifølge Danske Fysioterapeuter skyldes det især de gråhårede patienter på 70 år og opefter.

Ifølge Tine Nielsen, der er regionsformand for Danske Fysioterapeuter, skyldes det især, at de ældre har større forventninger til, hvad de skal kunne.

- Vi har fået en generation af pensionister, der gerne vil være aktive, selvom de er godt oppe i årene, og samtidig er der blevet flere af dem. De to ting til sammen kan virkelig mærkes hos vores medlemmer, siger hun.

En tredje årsag til de flere patienter hos fysioterapeuterne skal findes hos de praktiserende læger. For at få tilskud til behandlingen hos en praktiserende fysioterapeut, skal man have en henvisning fra sin læge. Og netop de praktiserende læger har også en del af æren for, at flere kommer til fysioterapeut.

- I takt med, at der bliver mere og mere evidens for træning som behandling af en lang række sygdomme, så henviser lægerne også flere og flere. Min klare forventning er, at det vil blive endnu flere fremover. Der bliver forsket meget mere i effekten af fysioterapi end der gjorde tidligere. For mange patienter er træning en vigtig del af behandlingen - og så har det ikke de bivirkninger, som medicinsk eller kirurgisk behandling har, siger Tine Nielsen.

Et godt eksempel er patienter med artrose - tidligere kaldet slidgigt - i knæet. Mange af disse patienter blev tidligere opereret, men videnskabelige studier har vist, at målrettet træning er langt den bedste behandling for de fleste af disse patienter - både når man ser på smerter og funktionsevne.

Selvom der er solid evidens for, at træning er førstevalget ved knæartrose, så halter systemet dog bagefter.

- Det er et problem, at operation stadig er gratis for patienterne, mens de skal betale størstedelen af regningen selv, hvis de går til fysioterapeut. Operationer er ovenikøbet væsentligt dyrere end træningsforløb. Det betyder, at vi som samfund kommer til at betale mere for en behandling, der er dårligere, siger Tine Nielsen.

Hun opfordrer derfor kommunerne til at tale med regionen om at tilbyde den form for træning gratis.

Fysioterapi på Vestegnen
  • Tallene viser kommune for kommune, hvor mange borgere på 70 år og opefter, der gik til fysioterapi i 2013 / og 2018 / og udviklingen. Tallene omfatter såkaldt »almindelig fysioterapi«.
  • Albertslund: 300 / 472 / 57 %
  • Brøndby: 413 / 571 / 38 %
  • Glostrup: 296 / 377 / 27 %
  • Greve: 745 / 1210 / 62 %
  • Hvidovre: 545 / 782 / 43 %
  • Ishøj: 155 / 375 / 142 %
  • Rødovre: 485 / 758 / 56 %
  • Vallensbæk: 164 / 316 / 93 %