19. september 2020
Et nyt studie på Hvidovre Hospital undersøger senfølgerne hos patienter, der har været smittet med coronavirus.
Et nyt studie på Hvidovre Hospital undersøger senfølgerne hos patienter, der har været smittet med coronavirus.
Foto: AHH Kommunikation
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ramt af Covid-19: Bliver forpustet af en tur med hunden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ramt af Covid-19: Bliver forpustet af en tur med hunden
Vestegnen - 14. september 2020 kl. 10:06
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Et nyt studie på Hvidovre Hospital undersøger senfølgerne hos patienter, der har været smittet med coronavirus, og hvordan man kan afhjælpe dem. Studiet er det største af sin art i landet.

- Jeg havde en patient for nylig, som uden problemer kunne løbe 10 km flere gange om ugen, før han blev ramt af coronavirus. Nu bliver han forpustet af at gå tur med hunden, fortæller Ejvind Frausing, der er overlæge i lungemedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital. Manden er en af de patienter, som Ejvind Frausing følger i et nyt studie.

- Vi følger systematisk op på alle, der har været indlagt med Covid-19 og som har haft forandringer i lungerne eller har haft behov for ilt - og det gælder de fleste, fortæller Ejvind Frausing.

Grundig opfølgning

Studiet er det største af sin art, fordi Hvidovre Hospital er det hospital i landet, der har haft flest patienter med Covid-19 indlagt. I studiet bliver tidligere Covid-19-patienter fulgt 3, 6 og 12 måneder efter de er blevet udskrevet fra hospitalet.

Patienterne får taget blodprøver og lavet CT-scanning, en stor lungefunktionsmåling med måling af lungernes ilttransportevne, en 6 minutters gangtest og spørgeskemaer som skal afdække patienternes funktionstab og symptomer.

Formålet med studiet er ifølge Ejvind Frausing at få et bedre billede af følgerne af at have haft Covid-19.

- Vi har indtryk af, at mange af patienterne har senfølger af sygdommen. Det kommer fx til udtryk ved stor træthed, åndenød, tør hoste, smerter ved vejrtrækning og koncentrationsbesvær. Så vi skal blandt andet bruge studiet til at få mere viden om sygdommen og dens følger, og hvad vi kan forvente, når patienterne er meldt raske. Vi regner med at følgerne for nogle patienter kan vare op til et år, så måske er de i virkeligheden stadig syge, siger Ejvind Frausing.

Godt at presse sig selv lidt fysisk

Ejvind Frausing håber, at især fysisk træning vil vise sig at være gavnlig for tidligere Covid-19-patienter, der døjer med senfølger.

- Vi tror ikke, at det vil gavne med medicin, men vi opfordrer patienterne til at være fysisk aktive, da det er sundt for både deres lunger og kroppen generelt, at de presser sig selv lidt.

- Måske kan vi også blive i stand til at forudse, hvem der har størst risiko for at få senfølger, men vi forventer at dem der har været mest syge og fx været i respirator eller har haft meget stort iltbehov, har de sværeste senfølger, tilføjer Ejvind Frausing.

Bredt samarbejde om studiet

Studiet har indtil videre inkluderet 160 tidligere Covid-19-patienter, og de første resultater forventes klar i slutningen af året.

Ejvind Frausing udfører studiet sammen med kollegerne overlæge Klaus Nielsen og professor Charlotte Ulrik samt hoveduddannelseslægerne Marie Vejen og Bakir Nabil, alle fra den lungemedicinske afdeling på Hvidovre Hospital, samt sygeplejersker og fysioterapeuter.

Der er endvidere et samarbejde med andre hospitaler i regionen og med infektionsmedicinere og kardiologer.

Er du klar til at bære mundbind, når du skal handle ind?