19. august 2019
I lokalet hos Next i Rødovre træner Mikkel Victor Larsen frem mod WorldSkills i Rusland. Foto: Kim Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

I lokalet hos Next i Rødovre træner Mikkel Victor Larsen frem mod WorldSkills i Rusland. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Præcision og benhård træning før VM

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Præcision og benhård træning før VM
Vestegnen - 14. august 2019 kl. 07:18
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Han har fået sit eget lille tømrerværksted hos erhvervsskolen Next i Rødovre, hvor han kan save, skrue og banke - og det gør han mellem 7 og 13 timer hver eneste dag. Både hurtighed og præcision skal nemlig være på toppen, inden han i midten af august flyver til Kazan i Rusland for at deltage i WorldSkills 2019.

Den 20-årige Mikkel Victor Larsen fra Albertslund er allerede kåret som landets bedste tømrer, og nu går han efter verdensmesterskabet. Her skal han dyste med 14 andre tømrere fra hele verden.

Deltagerne har på forhånd fået udleveret en opgave, så de kan træne løs. Det er en pavillonbygning med en lille terrasse - og den skal kunne opføres på 24 timer.

Det er dog ikke den helt samme opgave, som deltagerne skal bygge i Rusland. Cirka 30 procent af tegningen ændres, og tiden skæres ned til 22 timer.

- Vi ved ikke helt, hvordan opgaven kommer til at se ud, og derfor træner jeg også med nogle improviserede opgaver, fortæller Mikkel Victor Larsen.

Han er ansat i firmaet MT Højgaard, og bliver udlært som tømrer til marts. Firmaet har givet ham fri i en periode op til WorldSkills, så hans forberedelser kan blive optimale.

Derfor kan Mikkel bruge mellem 7 og 13 timer dagligt, også i weekends, på at træne, ligesom han også har deltaget i en talentcamp. Netop den intensive træning har også hjulpet ham i tidligere konkurrencer, blandt andet da han tilbage i april vandt DM i Skills.

Når man ser nærmere på pavillonen, så er der rigtig mange detaljer, som skal sidde lige i skabet. Der skal saves i de helt rigtige vinkler og mål, så alle samlinger er pæne og nøjagtige. Og det gælder også om at blive helt færdig inden for tidsrammen på 22 timer, fordelt over fire dage.

Hvis noget ikke er fuldstændig, som det skal være, trækker dommerne points fra. Eller hvis en deltager kvajer sig mere seriøst og fx får brug for et nyt stykke træ. Deltagerne får udleveret nøjagtig den mængde materialer, som skal bruges til at bygge opgaven, så hvis man laver en bommert og der skal skæres om i et nyt stykke træ, så koster det points. Kort sagt; tingene skal helst sidde i skabet første gang, af hensyn til både tid og points.

Mikkel kan godt mærke, at der allerede er pres på. WorldSkills er en stor begivenhed, og det bliver sindssygt at stå midt i det, som han udtrykker det. Selv om han har rutine fra flere mesterskaber, så er han ikke i tvivl om, at der også vil være lidt nerver på.

- Det kan nok ikke undgås, vurderer han.

Det værste, der kan ske, er at han bliver for usikker.

- Jeg ved godt, at jeg er både hurtig og god til det meste, og at jeg kan udføre tingene. Så jeg skal ikke lade mig gå på, hvis der er lidt modgang undervejs. Jeg skal lade være med at tvivle på mig selv under konkurrencen, understreger Mikkel.

- Det pres, jeg mærker, er nok mest mit eget, fordi jeg ved jeg kan, og også gerne vil leve op til, tilføjer han.

At udføre opgaven handler både om godt håndværk - med stor nøjagtighed - og om at vælge det rigtige værktøj. Det er en blanding af både elektrisk -og håndværktøj.

- Når man vælger værktøjet til en bestemt ting, så er det hele tiden en afvejning af, hvor lang tid man har, og at det stadig skal være pænt, forklarer Mikkel.

De seneste to år, hvor Mikkel Victor Larsen har deltaget i mesterskaber, har været rigtig travle.

- Jeg har brugt tusindvis af fritimer til træning og forberedelse. Det har virkelig været intensivt, siger Mikkel, som slapper af hjemme med blandt andet at sætte en film på.

Når han til marts er udlært som tømrer, vil han bruge nogle år på at tjene nogle penge og få nogle erfaringer. Derefter er det hans plan, at han vil læse videre til bygningsingeniør - en uddannelse, der tager fire og et halvt år.

At han i sin tid søgte ind på tømreruddannelsen var en smule tilfældigt. Han havde leget med tanken om at blive mekaniker, og senere flymekaniker. Det endte dog med, at han et par dage inden han skulle sende ansøgningsskemaet, valgte tømreruddannelsen. Han har nemlig altid kunne lide at bygge ting og at være kreativ. Og han har ikke fortrudt sit valg.

Til gengæld tror han ikke på, at han vil være tømrer resten af livet, og det er også derfor, at han planlægger en videregående uddannelse.

- Det er fedt at arbejde som tømrer, men det er også et hårdt job. Jeg er ikke sikker på, at kroppen klarer det resten af livet, forklarer Mikkel, som håber at kunne blive i MT Højgaard.

WorldSkills er en udfordrende konkurrence for både hænder og hoved. Mikkel Victor Larsen har en klar startegi for, hvordan han vil gribe det an mentalt.

- For mig gælder det om at være koncentreret om mit eget arbejde hele tiden, i stedet for at kigge efter, hvad de andre deltagere gør. Så det handler om at lukke sig inde, så jeg ikke bliver distraheret eller stresset, siger Mikkel.

Konkurrencen i Kazan i Rusland finder sted i dagene fra 22.-27. august. Flyet med det danske Skills-landshold letter 16. august. Landsholdet tæller 14 deltagere i hver sit fag.