10. december 2018
Vestegnens Politi var i forvejen massivt til stede i Ishøj og var hurtigt talstærkt fremme ved skyderiet lørdag aften. Foto: www.brand-ishøj.dk
gallery icon

Se billedserie

Vestegnens Politi var i forvejen massivt til stede i Ishøj og var hurtigt talstærkt fremme ved skyderiet lørdag aften. Foto: www.brand-ishøj.dk
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Politiet ikke på bar bund: - Vi skal nok få det løst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politiet ikke på bar bund: - Vi skal nok få det løst
Vestegnen - 23. september 2018 kl. 14:35
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Da der lørdag aften blev affyret skud ved en tankstation i Ishøj, var der ikke som sådan tale om lokale involverede. Det er søndag vurderingen hos Vestegnens Politi.

arrow Læs også: Politiet søger vidner efter skyderi

- Det er vores opfattelse, at der er en konflikt mellem to bandegrupperinger fra henholdsvis København og Greve/Hundige. I den forbindelse fungerer Vestegnen som transitvej. Der er ikke umiddelbart nogen indikation på, at det er »vores egne« lokale kriminelle, som har været en del af skyderierne i blandt andet Ishøj, fortæller politidirektør Kim Christiansen fra Vestegnens Politi.

- Uanset det, så er det naturligvis stærkt uacceptabelt med skyderier i det offentlige rum, og vi sætter massivt ind for at opklare disse skyderier, og for at skabe tryghed, tilføjer Kim Christiansen.

Politiet har spor

Skyderiet lørdag aften den 22. september fandt sted ved benzintanken på hjørnet af Ishøj Stationsvej, Landlyst Vænge og Vildtbanevej i Ishøj, Cirka kl. 21.45 lørdag aften rykkede Vestegnens Politi talstærkt ud.

Den foreløbige efterforskning tyder på, at der fra en lys - muligt champagnefarvet - Mercedes A180 blev skudt mod en gruppe personer, hvorved tre skud ramte biler. Mercedesen kørte efterfølgende væk i retning mod motorvejen.

Det er politiets opfattelse, at der blev skudt mod personer, som stod omkring bilerne. Ingen personer blev ramt, men der var skudmærker på flere biler.

Vestegnens Politi var i forvejen massivt til stede i Ishøj og var meget hurtigt fremme. Det lykkedes dog ikke i første omgang at få anholdt gerningsmændene, og også de personer, som der blev skudt imod, var forsvundet.

- Vi er ikke på bar bund, og jeg er sikker på, at vi nok skal få stoppet disse skyderier og få løst sagerne, siger politidirektør Kim Christiansen.

- Vi tager alle efterforskningsmæssige værktøjer i brug. Det gælder blandt andet de tekniske spor, det gælder overvågning og meget andet. Det er dog ting, der kan tage lidt tid - men vi skal nok komme til bunds i det, tilføjer Kim Christiansen.

Vestegnen afgiver politifolk

Søndag kom det frem, at Københavns Politi har bedt Rigspolitiet om forstærkninger i forbindelse med bandekonflikten, med politifolk fra andre politikredse. Det omfatter også Vestegnen, som søndag morgen har afgivet et antal politifolk.

- Det er ikke noget, som ændrer vores massive indsats. Lige nu har vi ikke ressourceproblemer, og foruden en massiv efterforskning, så er vi også talstærkt til stede i blandt andet Ishøj med patruljebiler, lokalpoliti, mobil politistation mv, oplyser politidirektør Kim Christiansen.

- Afhængig af, hvordan situationen udvikler sig, vil jeg da ikke udelukke, at vi på Vestegnen på et tidspunkt kan få brug for ekstra ressourcer, men lige nu er det en fornuftig beslutning, at der tilføres ressourcer til København. Rigspolitiet vurderer hver eneste dag, hvor det overordnet giver bedst mening at tilføre ressourcer, og lige nu er der behov for en meget massiv indsats i København. Man skal også huske på, at der her er tale om en første fase, hvor det er naturligt at Vestegnen hjælper København, fordi vi grænser op til hinanden. I løbet af nogle dage vil der også komme forstærkninger fra det jyske, understreger politidirektøren for Vestegnens Politi.

- Desuden er der i forvejen et tæt samarbejde mellem Midt- og Vestsjællands Politi, der jo dækker Greve/Hundige-området, Københavns Politi, Vestegnens Politi og Rigspolitiet, tilføjer Kim Christiansen.

Borgerne skal være årvågne

Skyderiet lørdag aften fik Vestegnens Politi til at indføre visitationszone i en del af Ishøj.

- En visitationszone er et godt værktøj til at gøre det svært for bandefolk at bedrive deres kriminalitet, siger politidirektør Kim Christiansen, Vestegnens Politi.

Han mener ikke, at almindelige borgere i Ishøj har grund til at være utrygge - selv om han medgiver, at skyderierne naturligvis er utryghedsskabende.

- Jeg mener ikke, at borgerne skal gå rundt og føle sig utrygge, og det er også derfor vi sætter så massivt ind. Jeg opfordrer borgerne til at være årvågne. Hvis borgerne oplever noget, der afviger fra det normale - det kan være køretøjer, personer eller andet - så skal de ringe til os, siger politidirektør Kim Christiansen.

Også i forbindelse med lørdagens skyderi efter Vestegnens Politi vidner, som har set eller hørt noget mistænkeligt før, under eller efter skyderiet. Man kan henvende sig døgnet rundt til Vestegnens Politi på telefon 43861448 eller via 114.

arrow Efter nyt skyderi: Politiet indfører visitationszone
23. september 2018 kl. 00:11 Opdateret: kl. 00:11
arrow Opdateret: Melding om skud: Politiet massivt til stede
22. september 2018 kl. 22:22 Opdateret: kl. 22:22

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk