31. maj 2020
Børnepanelet vil gerne have flere unge ind i det hyggelige fællesskab, som hjælper andre teenagere med små og store problemer. Foto: Kenn Thomsen
Børnepanelet vil gerne have flere unge ind i det hyggelige fællesskab, som hjælper andre teenagere med små og store problemer. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Plads i hyggeligt fællesskab: Gi'r teenagerne svar

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Plads i hyggeligt fællesskab: Gi'r teenagerne svar
Vestegnen - 02. februar 2020 kl. 18:14
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I årtier har Børnepanelet på Vestegnen givet teenagerne svar på små og store spørgsmål. Nu er der plads til flere, som gerne vil være med.

Jeg får for lidt i lommepenge - hvad skal jeg gøre? Min far og mor skælder hele tiden ud på mig - har I et godt råd? Min stedfar er dum og min mor siger ikke noget - hvad skal jeg gøre? Jeg bliver mobbet i skolen - hvordan får jeg det til at forsvinde?

Teenagere har ofte mange spørgsmål til livet. Små og store. Og så er det rigtig godt, at der sidder en gruppe jævnaldrende klar til at give svar og gode råd.

Børnepanelet har med jævne mellemrum deres egen side i avisen Vestegnen, hvor de besvarer de breve, som kommer ind. I mange år har skiftende børn og unge brugt tid på at give andre teenagere kloge svar og råd.

Det stærke ved Børnepanelet er, at det er jævnaldrende, der forholder sig til de mange spørgsmål, der kommer ind i mailboksen.

Lige nu er der plads til flere teenagere, der gerne vil være med i Børnepanelet. Der er seks aktive i Børnepanelet, og man vil gerne være flere - og drengene må meget gerne komme på banen.

- Vi er her naturligvis først og fremmest for at skrive svar til dem, som skriver ind. Men ud over det, så er Børnepanelet også et meget hyggeligt fællesskab, hvor vi snakker om alt muligt, tager på ture og i det hele taget har det sjovt sammen, siger 15-årige Amalie, der er det nyeste medlem af Børnepanelet.

Hun blev inviteret til Børnepanelet af veninden Emma.

- Det gode er, at vi kan relatere til mange af de problemer, som vi får breve om. Og det er en god følelse at kunne give tilbage til de teenagere, der har et problem. At kunne fortælle dem, at de ikke er alene om at have et problem, og at det altså ikke er alle, der har et perfekt liv. Og her har det værdi, at vi er helt almindelige unge, der svarer og giver råd, siger Emma, mens de øvrige nikker samstemmende.

Foruden at besvare spørgsmål, så arbejder Børnepanelet også med forskellige temaer, blogs mm. - og det hele lægges ud på hjemmesiden www.børnepanelet.dk

Børnepanelet består i øjeblikket af Emma, Amalie, Asta, Marie, Freja og Olivia - så drenge er efterspurgte. Børnepanelet mødes en gang om ugen på Albertslund Bibliotek, hvor der er småkager og drikke på bordet.

Snakken går livligt. Også om de spørgsmål, der er sendt ind.

"Jeg kan lide en pige i klassen, men hun er meget populær og flot, og det er jeg ikke. Jeg synes ikke selv jeg er flot. Hvad skal jeg gøre?" er et af spørgsmålene. Alle rundt om bordet kommer med input, og det ender med, at Freja og Emma formulerer et svar.

Senere bliver der skrevet på bloggen om nytårsfortsætter.

Ingen tvivl om, at Børnepanelet er et hyggeligt fællesskab, og det kan man altså blive en del af.

Hvis man er mellem 12 og 19 år, så kan man skrive til Børnepanelets tovholder Jon Auring Grimm på email: jag@albertslundbib.dk - og han kan også svare på spørgsmål. Der er ingen særlige krav for at være med - det er alene interessen, det drejer sig om. Fx kan man sagtens være med, selv om man er ordblind.

Man kan læse meget mere på www.børnepanelet.dk

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?