26. maj 2019
Stationsleder hos Falck i Taastrup, Søren Hopff kunne sige godt nytår til Greves borgmester Pernille Beckmann og Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler. Foto: Kim Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Stationsleder hos Falck i Taastrup, Søren Hopff kunne sige godt nytår til Greves borgmester Pernille Beckmann og Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nyt beredskab med fælles brandstation

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nyt beredskab med fælles brandstation
Vestegnen - 31. december 2018 kl. 12:09
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

»Det skal nok blive godt«.
Det var ordene fra Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler, da han på årets sidste dag deltog i nytårssamlingen på Falck-stationen i Taastrup. Tilhørerne var blandt andre de hårdt prøvede brandfolk.

arrow Læs også: Opjusterer ikke antal brandfolk

Tryghed: - Alt tyder på, at vi nu danner et nyt beredskab bestående af de fire kommuner: Greve, Vallensbæk, Ishøj og Høje-Taastrup. Det er kommuner, som ser meget ens på opgaven. Og for jer tror jeg, at det vil være en tilbagevenden til noget, der ligner det »gode gamle beredskab«.

Sådan lød det fra Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler, da han talte til brandfolkene ved nytårssamlingen på Falck-stationen i Taastrup.

Både han og borgmester Pernille Beckmann fra Greve deltog i nytårssamlingen, og Michael Ziegler talte på vegne af de to borgmestre og de øvrige kommuner i beredskabet.

- Det skal nok blive godt. Det er et beredskab med otte fuldtids brandfolk og otte deltidsfolk på tilkald. Og forhåbentlig kan vi samle beredskabet i én ny brandstation i midten af det område, som de fire kommuner udgør, tilføjede Michael Ziegler.

En svær cocktail
Som bekendt er Østsjællands Beredskab gået i opløsning. Det var et statsligt krav, at der skulle dannes større beredskaber, blandt andet af økonomiske årsager. Tidligere havde Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk deres »eget« beredskab, og de gik i 2015 sammen med Greve, Solrød, Køge, Roskilde og Stevns i Østsjællands Beredskab, mens de fem Vestegns-kommuner i det daværende Vestegnens Brandvæsen - Brøndby, Hvidovre, Rødovre, Glostrup og Albertslund - gik ind i Hovedstadens Beredskab.

At Østsjællands Beredskab ikke kom til at fungere, forklarede borgmester Michael Ziegler på denne måde:

- Det har vist sig at være en vanskeligere øvelse end forventet. Beredskaberne er præget af stærke kulturer, hvilket er utrolig positivt. For stærke kulturer vidner om et meget stort ejerskab. Men kulturerne har også vist sig at være meget forskellige hos de otte kommuner, som gik sammen og dannede Østsjællands Beredskab. Og kombinationen af meget stærke og meget forskellige kulturer er en svær cocktail.

Hård kost for brandfolkene
Michael Ziegler er helt på det rene med, at usikkerheden omkring Østsjællands Beredskab har slidt hårdt på brandfolkene.

- Meget kunne nok være grebet bedre an fra start. Flere knaster kunne være høvlet af tidligere. Men det ændrer jo ikke ved, at hvis synet på, hvordan man driver beredskab er for forskelligt, så er det nok klogest at gå hver til sit. Og derfor blev det konklusionen her på målstregen i 2018, sagde Michael Ziegler ved nytårssamlingen.

- Jeg er helt med på, at hvis nogen har skrevet en bog, der hedder »Skab et godt arbejdsmiljø - for dummies«, så står der nok ikke på side 1, at man skal skabe et nyt selskab, holde rammerne for medarbejdernes virke uafklarede i tre år, for derefter at bryde selskabet op og stifte et nyt.

- Det er helt ærligt hård kost, som vi byder jer, tilføjede Michael Ziegler.

Tryghed for borgerne
Han takkede brandfolkene for indsatsen i 2018.

- Som sædvanlig har I løst de beredskabsmæssige opgaver professionelt og effektivt. Vores borgere kan sove trygt om natten, vel vidende, at I er der til at passe på os alle sammen 24-7.

Antallet af udrykninger fra brandstationen i Taastrup var i 2018 på 845 - frem til 31. december. Fra brandstationen i Greve var der 338 udrykninger. Tallet dækker over blandt andet brande og trafikuheld, og antallet er på niveau med tidligere år.

Borgmester Michael Ziegler betegnede 2018 som et relativ stille år. To hændelser skilte sig dog ud. Det var den påsatte brand i januar 2018 i børneinstitutionen Taastruphøj - som nedbrændte - og hændelsen i maj, hvor en bil blev kørt ind i City 2 for at torpedere slikbutikken og derefter gik i brand.

Hædret med medalje
Ved nytårssamlingen fik Kenneth Jensen overrakt Den kongelige Belønningsmedalje i Sølv, efter over 40 års tro tjeneste i Falck.

Kenneth Jensen, der stoppede i marts 2018, har i hele sin Falck-tid på 43 år kun været ansat ved stationen i Taastrup.

- Han er en god, loyal og afholdt kollega, lød det i indstillingen.