22. juli 2019
Den nye skatteminister, Morten Bødskov besøgte torsdag Skattestyrelsens afdeling i Høje Taastrup. Foto: Peter Andersen
gallery icon

Se billedserie

Den nye skatteminister, Morten Bødskov besøgte torsdag Skattestyrelsens afdeling i Høje Taastrup. Foto: Peter Andersen
Foto: Peter Andersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ny minister: - Tillid til skattestyrelsen er vigtig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny minister: - Tillid til skattestyrelsen er vigtig
Vestegnen - 10. juli 2019 kl. 06:55
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Når store sager om økonomisk kriminalitet rydder forsiden, kan de meget vel være afdækket i Høje Taastrup. Her sidder der nemlig særlige kontrol-enheder med fokus på blandt andet bandekriminalitet, skattesvig og social dumping - og Vestegnen har sin andel af denne type sager.

Så et af de første besøg, som den nye skatteminister Morten Bødskov (S) tog på i ministerbilen, gik til Vestegnen - mere præcist Høje Taastrup.

Her besøgte han skattestyrelsens afdeling på Helgeshøjs Alle. Med cirka 425 medarbejdere er det ikke alene en stor arbejdsplads på Vestegnen, det er også en afdeling, der rummer en række særlige funktioner.

En lang række sager om økonomisk kriminalitet bliver afdækket i Høje Taastrup af den særlige kontrolenhed. Her bekæmper man forskellige former for svig - fx kædesvig og momskarruseller samt international skatteunddragelse og skattely. Man er også med til at støtte politiets arbejde i forbindelse med bandekriminalitet, ved at afdække økonomiske forhold hos enkeltpersoner og grupperinger. Den særlige kontrolenhed har et tæt samarbejde med politi og anklagemyndighed, og samarbejder også med udenlandske myndigheder på tværs af landegrænser.

Eksempelvis var det også medarbejderne i skattestyrelsens afdeling for særlig kontrol, der for nylig var med til at lande et forlig til 1,6 milliarder kroner i udbyttesagen.

Under besøget fik Morten Bødskov en orientering om arbejdet i afdelingen i Høje Taastrup. Og han var ikke i tvivl om, at der her udføres et meget vigtigt stykke arbejde.

Skatteministeriet omfatter en lang række områder og er en kæmpe stor »butik«. Det er også et område, der skal genrejses, hvilket der er politisk enighed om.

- Skat har været ramt af blandt andet nedskæringer og manglende udvikling af it-systemer, og tilsammen har det været en giftig cocktail, siger den nye skatteminister.

Som ny skatteminister har Morten Bødskov en mission om at få genskabt danskernes tillid til skattemyndighederne. Første skridt er ifølge ham selv at komme helt ind i maskinrummet, hvor han med egne øjne og ører kan se og høre, hvordan det går.

- Vi skal have genskabt tilliden til skattemyndighederne. Det er afgørende for den samfundsmodel, vi har i Danmark, at vi kan stole på, at enhver betaler den skat, vi skal. Første skridt på den rejse er at blive klogere på, hvordan det hele hænger sammen - og der lytter jeg til de mange gode medarbejdere ude i vores syv styrelser, siger skatteminister Morten Bødskov.

- Det var en stor fornøjelse at hilse på de mange medarbejdere, der hver dag møder på arbejde her i Taastrup. Samtidigt er jeg glad for at høre mere om blandt andet skattestyrelsens særlige kontrolenhed, som blandt andet arbejder med at kæmpe mod rockere og banders hårde kriminalitet i Danmark, og international skattekriminalitet som bekæmpelse af hvidvask og skattely, tilføjer skatteminister Morten Bødskov.

Mens skatteområdet har en stor, landsdækkende interesse, og ikke specifikt rummer elementer for Vestegnen, så har Morten Bødskov i forbindelse med regeringsdannelsen fået poster, som kan give Vestegnen en stemme fra øverste hylde.

Morten Bødskov, der er valgt på Vestegnen og bor i Rødovre, er blevet medlem af regeringens økonomiudvalg. Det er blandt andet her, at der sker en prioritering af regeringens arbejde. Udvalget behandler forslag til finanslov, de økonomiske relationer til kommuner og regioner og andre initiativer og sager med væsentlige konsekvenser for økonomi og budget.

- Vi skal langt tilbage for at finde et medlem fra Vestegnen i regeringens økonomiudvalg, der er en slags motor i regeringens arbejde. Det er klart, at det giver indflydelse og en stemme at være med her, siger Morten Bødskov.