{nocache:1ac2bb32a5b6abe1667c3e6ff037f935#0}
20. april 2018
Svend-Erik (Svende) Hansen til venstre og Ulrik Berg til højre. Foto: Mathias Nyborg Andreassen
Svend-Erik (Svende) Hansen til venstre og Ulrik Berg til højre. Foto: Mathias Nyborg Andreassen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Naturens helte: Skovhjælperne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Naturens helte: Skovhjælperne
Vestegnen - 14. april 2018 kl. 09:21
Af Mathias Nyborg Andreassen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Naturcenter Herstedhøje er denne råkolde marts morgen indhyllet i minusgrader og tunge iskrystaller. Inde i træhuset, består varmen og Skovhjælperne dog. Et sammentømret hold af udviklingshæmmede, og mennesker med funktionsnedsættelse. Disse arbejdsmænd er naturens vogtere.

En skikkelse iført den velkendte mørkegrønne uniform, drejer nænsomt det lille metalhjul rundt på en rødlig gennemsigtig Skandi lighter. En gnist giver sig til kende. Butangas bliver frigivet. Gassen antændes, og symbiosen er total, da en lille flamme bliver født. En rolig hånd bliver lagt bag et fyrfadslys som værn mod gennemtræk. Rundt på bordene danser flere flammer nu lunende i stilhed. Deres fredsommelige os stiger til vejrs.

Omkring dem er varme fåreskind kastet over stolerygge. De eneste på overarbejde er kaffepumperne, der hvileløst trækker vejret ind og ud, når de bliver trykket på.

Folk ligger planer, mens Gud ler

En tung trædør brager til side, ud bener en meget bestemt naturvejleder, Inge H. Christensen.

»Hvorfor er der pludselig ikke noget vand i hytten!«

Nogle af flammerne beslutter sig at standse dansen, og slukker brat. Skovhjælper Ulrik Berg sukker sagte. Støv fra Inges sikkerhedssko blandes med osen fra de døde flammer, og i løbet af et øjeblik, er Naturcenter Herstedhøje, forvandlet til et kaos. Skydedørene til stedet viger til side, da en forpustet driftsleder, Christian Schwartzbach, kommer galoperende ind.

»Der er ikke én eneste dårlig ting at sige om Christian. Han er en god mand,« fortæller Ulrik Berg sin skovmakker Svend-Erik Hansen. Eller Svende, som han bliver kaldt blandt Skovhjælperne.

De to er gået i gang med at fylde fire lange fodertrugsrør op med korn, til stedets over hundrede bastante Spælsau får. Lars Jensen, som er sidste Skovhjælper i den grønuniformerede trekløver, har været i laden med stedets store Ravendo trillebør, for at hente foder. Med sin knaldgule Brøndby IF hue trukket ned om ørerne, en smøg hængende nonchalant i mundvigen, forsvinder Lars væk i morgendisen til andre gøremål.

Samarbejde under serviceloven

Grundlaget, til at ansætte udviklingshæmmede på Herstedhøje Naturcenter, blev smedet sammen tilbage i 2005. Målet med Skovhjælperne er, at give dem mulighed for at varetage almindelige arbejdsopgaver, og møde besøgende i sikre rammer, med højt til loftet.

Det er et samarbejde med kommunen inden for servicelovens rammer for Beskyttet Beskæftigelse og Aktivitets- og Samværstilbud. Et tilbud som Ulrik og Svende er utroligt glade for.

»Det er dejligt, at have noget at stå op til. Det bedste er kollegerne. Svende hjælper mig hvis opgaverne bliver for svære. Det skal du have ros for Svende,« siger Ulrik, og modtager et let nik fra den arbejdsomme Svend-Erik, der hurtigt får standset Ulrik i at løfte fodertruget med ryggen.

»Vi passer på hinanden. Vi er jo som en stor familie,« svarer Svend-Erik, imens de to spadserer tilbage til Herstedhøje over den frosne jord i deres sikkerhedssko.

Med mad og drikke, går det noget lettere

Tilbage på Naturcenteret er vandets fravær stadig et mysterium. Men på udearealerne holder teamleder, Anne Linnea Lindberg, sammen med et hold Skovhjælpere, hovedet koldt, og hænderne varme.

»Tom har fødselsdag på fredag, og hver onsdag spiser vi alle, sammen. I denne uge har fødselaren valgt 'spaghetti-kødsovs, med kant', over bål.«

En liflig, og kærkommen varm duft af mad, kolliderer med den usædvanligt kolde forårsluft, og snuses sammen op i næsen.

Bålhusene på pladsen er ved at fyldes op af dagens gæster. 45.000 besøger årligt stedet, og Skovhjælperne er i høj grad med til at hjælpe når nye gæster ankommer. På denne dag er arbejdsopgaverne bl.a. udlevering af materialekasser, naturformidling, træafhentning, båltænding samt fodring af stedets adskillige dyr som høns og får.

Pludselig kommer Christian Schwartzbach til syne på pladsen.

»Den nye opvaskemaskine er blevet sat til. Der er vand i hytten igen.«

Reportagen om Skovhjælperne ved Naturcenter Herstedhøje er skrevet og fotograferet af Mathias Nyborg Andreassen, der er studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og bor i Albertslund.

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk