25. november 2020
Merethe og Hans Erik Rasmussen har været gift i 60 år og håber på mange flere år sammen. Foto: Jeppe Hee Rømer
gallery icon

Se billedserie

Merethe og Hans Erik Rasmussen har været gift i 60 år og håber på mange flere år sammen. Foto: Jeppe Hee Rømer
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Morgenbad og vandreture har holdt dem sammen i 60 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Morgenbad og vandreture har holdt dem sammen i 60 år
Vestegnen - 05. november 2020 kl. 06:01
Af Jeppe Hee Rømer

På Kalø Højskole blev Merethe og Hans Erik Rasmussen forelsket i hinanden. Hans Erik Rasmussen sad bag på Merethe Rasmussens Lambretta-knallert, når de tog ud for at spise, og året efter højskoleopholdet blev de gift. Efter at have boet på Merethes otte kvadratmeter store værelse i et år, fik de en lejlighed i Brøndby, og siden har de boet i kommunen.

I dag, den 5. november, fejrer de diamantbryllup, og ifølge Hans Erik Rasmussen er der en god forklaring på, hvorfor de har kunnet holde sammen så længe.

- Vi har lavet næsten alt sammen. Det at vi nu har været sammen i 60 år har meget at gøre med, at vi har haft noget at være fælles om. Ellers kører man i hver sin retning, forklarer han.

Blandt andet har 82-årige Merethe og 83-årige Hans Erik Rasmussen været morgenbadere i Vestbadet indtil, de var godt oppe i 70'erne. I alt blev det til fyrre år, hvor de hver morgen stod op klokken 05.55 for at møde til morgenbadning klokken 06.30.

- Jeg vågner stadig ofte af mig selv og kigger på uret, der viser 05.55, griner Hans Erik Rasmussen.

Ud over engagementet i Vestbadet, hvor begge har haft æren af at blive udnævnt til årets morgenbader, har rejser og vandreture også været nogle af bryllupsparrets fælles interesser. De har været i alt fra Schweiz til Kina og Nepal, hvor de blandt andet har gået ture omkring Mont Blanc og Mount Everest.

I 2014 fik Merethe Rasmussen en blodprop, som medførte gangbesvær, og hun har næsten mistet evnen til at tale. Det var en prøve for parret, for de fælles interesser som morgenbadning og vandreture måtte af gode grunde droppes, for Hans Erik Rasmussen kunne jo ikke gøre det alene. Der er dog ikke noget afsavn, for de to er ligeså glade for hinanden i dag, som de var for 60 år siden.

- Det at vi har haft så mange fælles oplevelser gør, at det er lettere at trives sammen, fortæller Hans Erik Rasmussen og forklarer også, at de to har deres eget sprog efter så mange år.

Diamantbrylluppet bliver fejret på restaurant med parrets tre børn og to af deres partnere. Den oprindelige plan var at have børnebørnene med, men forsamlingsforbuddet gjorde, at forsamlingen måtte mindskes.

Til spørgsmålet om, hvad Hans Erik Rasmussen så godt kan lide ved sin kone og deres ægteskab, falder svaret prompte.

- Vi har det bare godt sammen. Vi trives og har altid været glade for hinanden. Vores ægteskab har været med til at give hver eneste dag indhold, siger han.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?