16. februar 2019
Buslinje 500S får en opgradering.
Buslinje 500S får en opgradering.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Millioner til buslinje 500S

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Millioner til buslinje 500S
Opdateret 14. januar 2019 kl. 16:27
Vestegnen - 14. januar 2019 kl. 16:08
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hvidovre og Brøndby arbejder sammen om forbedringer af buslinje 500S mellem Glostrup og Avedøre Holme. Det kan blive en forløber for næste etape af letbanen - særligt efter der er blevet præsenteret en plan for en gigantisk udvidelse af Avedøre Holme.

Kortere rejsetid og bedre stoppestedsforhold.

Det er nogle af elementerne i en opgradering af buslinje 500S på strækningerne gennem Brøndby og Hvidovre. Blandt andet kan passagererne spare godt et par minutter i rejsetid, viser beregninger.

Buslinje 500S kører mellem Ørestad og Kokkedal Station. Undervejs betjener 500S en række centrale steder i både Glostrup, Hvidovre og Brøndby. Det gælder fx Avedøre Holme, Brøndby Strand Station, Brøndby Hallen og Brøndby Stadion, samt Glostrup Station.

Den kommende letbane skal forbinde Vestegnen på tværs - men letbanen kommer ikke til at køre i Brøndby Strand-området og heller ikke i Hvidovre. Det har været undersøgt, om der skulle anlægges en etape 2 fra det centrale Brøndby til Brøndby Strand Station og videre mod Avedøre Holme, men i første omgang er disse planer lagt i skuffen af økonomiske årsag.

I stedet har parterne bag letbanen afsat et større millionbeløb til opgradering af buslinje 500S på strækningen fra Glostrup Station til Park Allé i Brøndby, videre ad Brøndbyvester Boulevard mod Brøndby Strand Station, og langs Gammel Køge Landevej til Avedøre Holme i Hvidovre.

Projektet starter nu

Det er Movia, Region Hovedstaden, Hvidovre og Brøndby kommuner, der er gået sammen om at opgradere infrastrukturen på linje 500S rute på strækningen mellem Glostrup Station og Avedøre Holme.

Projektet starter nu, og den nye infrastruktur skal bane vejen for Movias busprodukt +Way, som betyder, at busserne får signalprioritering langs ruten, at de kører i egen busbane på dele af strækningen, og at stoppestederne bygges om til stationslignende forhold med brede perroner, gode venteforhold, god tilgængelighed og et højt niveau af trafikinformation.

Formålet er at reducere trængsel, og gøre det lettere for de mange borgere i de to kommuner at komme hurtigere frem til Glostrup Station, hvor man fra 2025 kan tage letbanen, som kommer til at køre langs Ring 3.

Et gevaldigt løft

- At 500s nu får et gevaldigt løft, gavner ikke bare borgerne i Brøndby og Hvidovre, men alle os som færdes på tværs af S-togslinjerne. Den forbedrede busrute knytter sig nemlig op på den kommende letbane - og det viser, at investeringen i letbanen også giver et bedre passagergrundlag for at udbygge vores buslinjer og andre kollektive trafiktilbud. Det gør det attraktivt for endnu flere af os at bruge den kollektive trafik - og dermed bidrager vi til både mindre trængsel og til den grønne omstilling, siger regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.

Bindes sammen

- Det er rigtig gode nyheder for Brøndby - for vores borgere og erhvervsliv - at 500S får et gevaldigt boost. Det vil sikre, at Brøndby hænger endnu bedre sammen og at vi kommer nemmere og hurtigere frem. Man vil nemt kunne stige af letbanen og hurtigt komme videre med en opgraderet hurtigbus, der forbinder til den øvrige del af byen. Det er også gode nyheder for vores byudvikling, for bussen vil sikre en effektiv betjening af fx Sportsbyen og Brøndby Strand og sørge for, at man hurtigt kan komme videre til S-toget i Glostrup og den kommende letbane i Ring 3, siger Kent Magelund, borgmester i Brøndby.

- Flere end 8000 ansatte pendler dagligt til og fra virksomhederne på Avedøre Holme, og det giver rigtig meget trafik på vejene i området. Med en forbedret 500S-linje får vi et rigtig godt kollektivt trafiktilbud, som vi håber pendlerne bliver glade for, og som kan blive et attraktivt alternativ til bilen. Linjen vil binde regionen på tværs af fingerplanen bedre sammen, og samtidig gøre det muligt for Hvidovres borgere at tage bussen, når de pendler til og fra vores nabokommuner, siger Helle Adelborg, borgmester i Hvidovre Kommune.

Millioninvesteringer

Opgraderingen vil blandt andet betyde, at passagererne i myldretiderne vil kunne spare i omegnen af to minutter i rejsetid. Samtidig er det planen, at stoppesteds-forholdene skal forbedres, blandt andet med fokus på gode ventefaciliteter, digital trafikinformation og cykelparkering.

Hvordan de præcise løsninger kommer til at se ud, skal afklares blandt andet i Hvidovre og Brøndby kommuner.

De samlede omkostninger til projektet ventes at løbe op i godt 34 millioner kroner. Letbanepartnerne har afsat 25 millioner kroner, blandt andet fordi en opgradering af buslinje 500S vil kunne give flere passagerer til letbanen.

Buslinje 500S vil samtidig være en vigtig buslinje i forhold til de store udviklingsprojekter, der er på tegnebrættet i både Brøndby og Hvidovre. I Brøndby handler det blandt andet om udvikling af Sportsbyen Brøndby, og i Hvidovre om en udvidelse af Avedøre Holme.

Hvidovre og Brøndby og Region Hovedstaden har søgt et tilskud fra en særlig pulje til investeringer i kollektiv bustrafik. Trafik-, bygge- og boligstyrelsen har besluttet at finansiere halvdelen af projektet, som har en samlet omkostning på knapt 47 millioner kroner. Den anden halvdel af projektet finansieres via midler fra Hovedstadens Letbane. Fremkommelighedstiltagene forventes at være færdige i 2023.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk