16. december 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Med skoletasken til træning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Med skoletasken til træning
Vestegnen - 14. januar 2018 kl. 14:06
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I Brøndby har man opbygget et undervisningsmiljø, hvor særligt idrætsaktive unge kan få kombineret sport og skole - helt fra 7. klasse og til de går ud af gymnasiet.

Da Nana Boysen i 2016 og Caroline Pleidrup i 2017 forlod idrætsklasserne på Brøndbyvester Skole, gik de i bogstaveligste forstand kun få hundrede meter for at komme i gymnasiet:

Brøndby Gymnasium, der har lokaler på Brøndby Stadion.

Begge spiller elitefodbold i Brøndbyernes IF. Nanna Boysen på U18-holdet, og Caroline Pleidrup er netop rykket op i 3F liga-truppen.

For de to piger handlede det blandt andet om, at overgangen fra skole til gymnasium var relativ nem, fordi der er samme setup omkring sport og skolegang.

Med idrætsklasserne på Brøndbyvester Skole og Brøndby Gymnasium er der opbygget et undervisningsmiljø, hvor særligt idrætsaktive unge kan få kombineret sport og skole helt fra 7. klasse og til de går ud af gymnasiet.

Tager hensyn til sporten

Idrætsklasserne på Brøndbyvester Skole startede i august 2014, og er et tilbud til elever, der er særligt idrætsaktive - blandt andet på eliteniveau. Her kan de unge kombinere skole og sport på højt niveau, blandt andet fordi der bliver taget hensyn til kampe og turneringer, træningslejre og landsholdssamlinger.

De unge kan i disse situationer blive fritaget for undervisning, og skolen har en forståelse for den opmærksomhed og tid, som sporten kræver.

På skoleskemaet er der desuden afsat to ugentlige morgentræninger, som klubberne står for.

Det er dog værd at understrege, at de unge skal følge med i skolen, skal aflevere deres opgaver og skal igennem helt samme pensum som alle andre i folkeskolen. Skolegangen er »bare« gjort mere fleksibel.

I dag er der idrætsklasser på både 7., 8. og 9. klassetrin, og der er sportsgrene som håndbold, bordtennis, svømning og fodbold.

Til idrætsklasserne på Brøndbyvester Skole er tilknyttet en idrætskoordinator, der sørger for et tæt samspil mellem skole og klub, og som medvirker til den rette balance mellem skole og sport.

Idrætskoordinatoren sørger også for, at hver elev får en såkaldt »buddy«. En buddy er en anden elev i idrætsklassen, der kan hjælpe med beskeder, oplysninger om lektier og alt muligt andet som kan smutte, når man er væk til fx en træningslejr eller et stævne.

Samme profil

Næsten samme ordning har man for de særligt idrætsaktive elever på Brøndby Gymnasium, hvor alle får en makker.

»Vi har meget den samme profil for de særligt idrætsaktive elever. Både på skolen og i gymnasiet fylder sporten rigtig meget hos de unge. Fælles for de to steder er, at vi kan skabe en fleksibilitet og nogle rammer, som gør det muligt for de unge at kombinere skole og sport,« siger Frank Larsen, der er idrætskoordinator ved idrætsklasserne på Brøndbyvester Skole.

Det er allerede markant, at mange fra idrætsklasserne vælger at fortsætte på Brøndby Gymnasium.

»Vores klasser er blandede - vi har ikke deciderede idrætsklasser, men idræt og bevægelse er en integreret del af Brøndby Gymnasium. Vi sørger også for gode rammer for de særligt idrætsaktive elever,« fortæller Thomas Anker, der er idrætskoordinator på Brøndby Gymnasium.

»Vi har gode erfaringer med elever, der kommer fra idrætsklasserne. Det er elever, som allerede er vant til at kunne kombinere deres sport med undervisningen. De har simpelthen lært at have den nødvendige struktur og disciplin i en travl hverdag,« tilføjer Thomas Anker.

Det hele går dog ikke op i idræt. Der bliver stillet krav til de unge - de skal også passe skolen.

»Som jeg plejer at sige til dem: En studentereksamen er ikke noget man får, det er noget man tager,« understreger Thomas Anker.

Der er i dag et tæt samarbejde mellem idrætsklasserne og gymnasiet. Et samarbejde, der også har givet helt jordnære resultater. Fx at svømmernes morgentræninger nu starter kl. 7.30 i stedet for kl. 05.45, fordi det i fællesskab er lykkedes at få en bedre haltid. Dét er mange elever rigtig glade for...

Presset er større

De to 17-årige fodboldpiger, Nanna og Caroline er dog ikke kommet på dybt vand ved overgangen fra idrætsklasse til gymnasium. De har begge fået opfyldt deres forventninger til Brøndby Gymnasium, hvor Nanna går i 2.g og Caroline i 1.g.

Den største forskel mellem skolen og gymnasiet er ifølge de to piger, at presset er blevet større.

»Forventningerne til os er langt større, og vi har mange flere lektier,« siger Nanna og Caroline.

»Da vi gik i skole, troede man, at man brugte lang tid på lektier. Nu er det mindst blevet fordoblet - men man vænner sig jo til det. Og så gælder det om ikke at komme bagud, for så er det svært at indhente. Det er simpelthen nødvendigt at følge med,« tilføjer de.

Både Nanna og Caroline nyder godt af de erfaringer, som de har taget med sig fra idrætsklassen. Hvis en travl hverdag med elitesport skal passe sammen med gymnasieundervisningen, så skal man være disciplineret:

»Det kan ikke hjælpe hele tiden at udskyde fx en opgave, og så først gå i gang søndag aften, hvor man er helt brugt op. Det går ikke,« siger Nanna og Caroline.

Elsker håndbold

En kommende elev på Brøndby Gymnasium er måske den 13-årige Alberte fra Hvidovre, der går i 7. idrætsklasse.

»Jeg elsker at spille håndbold, og så søgte jeg ind her og kom heldigvis ind,« fortæller Alberte, som de fleste dage cykler mellem hjemmet i Hvidovre og idrætsklassen på Brøndbyvester Skole.

Om hun vælger at gå videre på Brøndby Gymnasium, har hun ikke taget beslutning om.

»Brøndby Gymnasium er da en mulighed, men der er jo lang tid til det bliver aktuelt,« siger hun.

En af de andre piger ved håndboldtræningen på Brøndbyvester Skole er 15-årige Carla fra Brøndby, som går i 9. idrætsklasse. Hendes nærmeste fremtid er til gengæld afklaret.

Hun er af håndboldklubben BSV blevet tilbudt et ophold på sports-college, så efter sommerferien flytter hun fra familien i Brøndby til Silkeborg, hvor hun får en hverdag med både håndbold og studier. Carla er et kæmpe talent på en håndboldbane, og i Silkeborg skal hun udvikle sig endnu mere som spiller.

»Det fedeste ville da være at komme på landsholdet,« siger Carla.