23. juli 2019
Borgmestre og regionsrådsformand tog de symbolske første spadestik.
gallery icon

Se billedserie

Borgmestre og regionsrådsformand tog de symbolske første spadestik.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Med hver sin spade: Borgmestre satte gang i letbane-byggeri

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Med hver sin spade: Borgmestre satte gang i letbane-byggeri
Vestegnen - 19. juni 2019 kl. 17:12
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Rødovres borgmester, Erik Nielsen er oprindelig faglært, så han tog naturligt fat og »organiserede« flytningen af grus, da en række Vestegns-borgmestre og regionsrådsformanden onsdag eftermiddag tog første spadestik til byggeriet af Hovedstadens Letbane.

Den symbolske handling var den officielle start på letbane-byggeriet.

Det foregik på et areal i Glostrup - på »hjørnet« af Nordre Ringvej og Ejby Mosevej - hvor letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenter skal ligge. På arealet har arbejdet allerede været i gang i flere måneder, for at forberede det egentlige byggeri.

På det kommende kontrol- og vedligeholdelsescenter, som ligger cirka midt på letbanestrækningen, skal letbanetogene fremover vaskes, vedligeholdes og »overnatte«.

Det er entreprenøren CG Jensen, som står for byggeriet, som snart vil rejse sig på grunden i Glostrup. Det glæder borgmester i Glostrup Kommune, John Engelhardt.

- Det er ingen hemmelighed, at vi her i Glostrup er meget begejstrede over letbaneprojektet. Vi ser letbanen som en vigtig dynamo for udviklingen af vores kommune. Indtil videre har det mest drejet sig om nedrivninger samt omlægning af rør og ledninger i jorden. Nu begynder selve byggeriet snart at blive synligt, lød det fra John Engelhardt, da han bød velkommen til dagens arrangement.

John Engelhardt tog et første spadestik sammen med blandt andre Rødovres borgmester Erik Nielsen, Albertslunds borgmester Steen Christiansen og Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen.

Også regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen fik flyttet en spadefuld grus.

- Letbanen bliver en vigtig brik i at udvikle et stærkt hovedstadsområde for alle og sikre gode transportmuligheder på tværs af regionen. Det er det største infrastrukturprojekt, siden S-toget blev anlagt i 1960'erne. Derfor er det med stor glæde, at vi i dag efter seks års hårdt arbejde sætter spaderne i jorden, sagde Sophie Hæstorp Andersen.

Efter planen skal de første letbanetog køre fra 2025.

Hovedstadens Letbane kommer til at binde Vestegnen sammen på tværs. Fra Ishøj, gennem Vallensbæk, Brøndby, Glostrup/Albertslund, Rødovre, og videre mod Herlev og Lyngby.

Hele idéen med letbanen er at styrke den kollektive trafik, og at mindske trængslen på vejene. Letbanen vil betyde lettere transport til både arbejdspladser, hospitaler, uddannelsessteder, kulturinstitutioner mm.

- Letbanen vil skabe sammenhæng og vækst, og den vil gøre det lettere at være borger, lød det fra regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.