18. oktober 2019
Den tidligere MGP-stjerne Freja Eva Lockenwitz skal synge opera for skolebørn.
gallery icon

Se billedserie

Den tidligere MGP-stjerne Freja Eva Lockenwitz skal synge opera for skolebørn.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: MGP-stjerne skal synge opera for skolebørn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

MGP-stjerne skal synge opera for skolebørn
Vestegnen - 02. juli 2019 kl. 10:26
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Opera Hedeland har skruet op for ambitionerne i sin årlige skoleforestilling. I år opføres operaen Carmen med den tidligere MGP-stjerne Freja Eva Lockenwitz i hovedrollen.

De børn og lærere, som har taget imod Opera Hedelands invitation om at komme til børneopera, kan i år se frem til ekstra store armbevægelser. Ud over dygtige sangere på scenen og et stort kor sidder 30 musikere klar i orkestergraven. Det hele foregår i scenografien fra den store Carmen, som opføres 9., 16. og 17. august.

- Det har vist sig fra tidligere år, at børnene er meget begejstrede for stedet og musikken. I år giver vi dem mulighed for at opleve det i stor skala og så tæt på den originale opførelse som muligt. Dog har vi tilpasset det, så Carmen kun varer i cirka en time, siger Opera Hedelands direktør, Claus Lynge.

Mini-Carmen opføres den 13. august fra kl. 11-12.

Blandt sangerne er blandt andre Jonathan Koppel og Frederiks Rolin Paevatalu, som begge er solister i den store Opera Hedeland-opførelse samt Trine Vestergaard og - i hovedkarakteren som Carmen - Freja Eva Lockenwitz. Sidstnævnte har sunget med i Opera Hedelands kor i flere år, men nogle vil måske også huske hende som den ene halvdel af duoen FemininuM, som vandt MGP tilbage i år 2000.

Siden har hun blandt andet uddannet sig til sanger på Det kgl. Danske Musikkonservatorium, underviser i sang og optræder jævnligt både i Danmark og udlandet. Det er første gang, hun skal synge Carmen, men faktisk har hun haft et særligt forhold til den smukke opera næsten hele livet.

- Fra jeg var ganske lille plagede jeg ofte min far om at spille musik for mig, og så spillede han Carmen. Da jeg var fire, var jeg så vild med Carmen, at mine forældre tænkte, at jeg måtte med i operaen. Så jeg oplevede Carmen første gang, da jeg var fire, fortæller Freja Eva Lockenwitz, som dermed også bekræfter, at opera langt fra kun appellerer til ældre publikummer.

- Jeg har altid syntes, det var spændende at formidle klassisk musik til børn og andre, der ikke kender så meget til genren. Både unge, men også helt små. Jeg underviser sågar babyer i musik sammen med deres mødre, og sammen synger vi for de små, siger hun.

I skrivende stund har knap 2500 elever fra skoler i Høje-Taastrup, Greve og Roskilde kommuner tilmeldt sig arrangementet. Der er endnu gratis billetter at få, men Opera Hedeland opfordrer interesserede lærere på de tre kommuners skoler til at melde til, før det er for sent.

Billetterne kan hentes via www.operahedeland.dk/mini-carmen, hvor der også er adgang til undervisningsmateriale, der kan anvendes som optakt eller i et efterfølgende undervisningsforløb.