Birgitte blogger om livet på Vestegnen - denne gang inspireret af kommunalvalget tirsdag den 21. november. Her er hendes indlæg:
Det er ikke altid nemt at være fra Vestegnen. Det kan være en lynhurtig vej til at man bliver sat i bås. Til tider så vælter fordommene frem, når man præsenterer sig som værende fra Vestegnen. Oftest er det ikke for det gode og så er det ikke rart at blive skåret over én kam. Det tror jeg, de fleste folk kan være enig med mig i.
Jeg selv er jo stolt over at være fra Vestegnen. Trods jeg møder fordomme og holdninger. De er nogle gange uden hold i noget, mens de andre gange er korrekt kritik. Alligevel så mener jeg, at det hovedsagligt bør være forbeholdt os, der bor på Vestegnen, at være kritiske. Vi kan jo godt se både de gode og de dårlige forhold herude. Så det er primært vores opgave, at hjælpe til med det, som burde rettes op.
Der skal snart være kommunalvalg. Også på Vestegnen, hvor stemmeprocenten traditionelt ikke er den højeste i landet. Det er virkelig ærgerligt. For det er lige præcis her, vi skal bruge vores demokratiske ret til at sætte et kryds på en kandidat - eller et parti - der er enig med de ønsker, som vi har for Vestegnen.
For krydses det skal der den 21. november! Det er i min optik ret så vigtigt at finde en kandidat eller parti, som vil tage vores ønsker og håb for Vestegnen seriøst. Som vil sørge for, at nogle af de ønsker vi har, bliver en realitet. Om det så må være bedre cykelstier, forbedringer for skolerne, mere ældrepleje eller bedre betingelser for erhvervslivet.
Det kan være noget af en opgave at sætte sig ind i lokalpolitik lige før et valg. Der er dog hjælp at hente på Internettet, hvor man kan tage en test og se, hvilken lokalpolitiker man er mest enig med i sin kommune. Det kan være en god indikator for, hvem eller hvilket parti, der skal have ens stemme. Eller måske kan du endda være heldig at møde en eller flere kandidater til en snak ude i byen.
Smut også forbi din kommunes hjemmeside og se, hvad de laver af aktiviteter i forbindelse med det forestående kommunalvalg. Det går ikke stille af sig - og der er masser af kreative påfund, for at lokke os alle ned og sætte et kryds.
Kommunalvalget er demokratiets festdag og jeg håber, at alle på Vestegnen, der har mulighed for det, vil deltage i den fest.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her