12. maj 2021
Emma, Astrid og Andrea bruger mange timer om ugen på at forfølge drømmen om en dag at nå helt til tops i håndbold. Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Emma, Astrid og Andrea bruger mange timer om ugen på at forfølge drømmen om en dag at nå helt til tops i håndbold. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Leverer høj klasse på håndboldbanen og i skolen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Leverer høj klasse på håndboldbanen og i skolen
Vestegnen - 27. marts 2021 kl. 18:07
Af Peter Erlitz

Tre piger med en passion og et stort talent for håndbold. Tre piger, der spiller på udvalgte hold under Dansk Håndbold Forbund. Og tre piger, der knokler hårdt i forsøget på at nå helt til tops.

Emma, Astrid og Andrea bruger rigtig mange timer på håndboldbanen og i styrketræningslokalet. På kampe, stævner og fællessamlinger.

Derfor har de valgt at lægge deres skolegang i de særlige idrætsklasser på Brøndbyvester Skole.

- Det er rigtig godt, at der to gange om ugen er lagt morgentræning ind i skemaet. Og så er det godt med den fleksibilitet, vi har, blandt andet i aflevering af opgaver, fortæller Emma, der er fra Brøndby, og som spiller playmaker i Frederiksberg-klubben Ydun.

Astrid er enig.
- Det er fedt, at de andre i klassen også dyrker sport, så der er et godt miljø og en forståelse for hinanden, siger Astrid, der er fra Vallensbæk og er bagspiller i Ydun.

- For mig er det vigtigt, at lærerne, så vidt det er muligt, er gode til at koordinere skole og sport, og har forståelse for, at vi skal bruge meget tid på vores sport, forklarer Andrea, der spiller streg i FIF på Frederiksberg.

Artiklen fortsætter under billedet

Idrætskoordinator Frank Larsen.

Kraftig vækst

De tre ambitiøse piger er ansigter på den succes, som idrætsklasserne på Brøndbyvester Skole har oplevet.

De første idrætsklasser på Brøndbyvester Skole blev startet i 2014, og siden er det kun gået frem. I dag er der idrætsklasser på både 7., 8. og 9. klassetrin, og tilstrømningen har været så høj, at man i år har åbnet to 7. klasser, hvilket bringer det samlede elevtal i idrætsklasserne op på over 100 elever.

Lige nu er 11 sportsgrene repræsenteret, og blandt de største er fodbold for piger og drenge, håndbold og svømning. Også mindre sportsgrene som fægtning, golf, ridning, gymnastik og esport er at finde i idrætsklasserne, hvor 75-80 procent af eleverne kommer fra kommuner uden for Brøndby.

Skal passe skolen

Netop håndbold er eksempel på en sportsgren, som har haft en markant vækst i idrætsklasserne. I starten var der kun én elev, som spillede håndbold, i dag er der 32 elever, som spiller håndbold og der er tre trænere tilknyttet.

- Det betyder meget for træningsmiljøet og dermed for eleverne. De får håndboldtræning på højt niveau - også individuelt - i tæt samspil med klubberne, fastslår Frank Larsen, der er idrætskoordinator for idrætsklasserne på Brøndbyvester Skole.

Selv om idrætsklasserne tilbyder stor fleksibilitet i forhold til undervisningen og tager hensyn til elevernes sport, så skal eleverne stadig følge med i skolen, skal aflevere deres opgaver og skal igennem helt samme pensum som alle andre i folkeskolen.

- Både vi og klubberne lægger stor vægt på, at de unge passer deres skole, og det sker da også i langt langt de fleste tilfælde. Hvis det ikke sker, så tager vi en snak med eleven, fortæller idrætskoordinator Frank Larsen.

»Truslen« er, at eleverne kan blive sanktioneret af klubben i forhold til træning eller kamp, hvis ikke de får indhentet skoleopgaverne. Og bare dét er et effektivt virkemiddel.

- Vi ved jo godt, at nogle af vores elever ikke har så meget andet i hovedet end deres sport, og i forhold til dem gør vi meget ud af at fortælle dem, at skole og uddannelse er lige så vigtig - en værdi, som klubberne bakker fuldt op om, tilføjer Frank Larsen.

Gode karakterer

Generelt er de unge i idrætsklasserne målrettede - både når det gælder skolegang og når det gælder deres sport.

Det ses også af, at eleverne fra idrætsklasserne næsten alle sammen erklæres for uddannelsesparate, og at karaktergennemsnittet ligger relativ højt - på trods af, at sporten fylder meget hos de enkelte elever.

Artiklen fortsætter under billedet

Det er også tilfældet med Emma, Astrid og Andrea, der går i henholdsvis 8. og 9. idrætsklasse. Alle tre piger har høje karaktergennemsnit, og er også ambitiøse omkring deres skolegang.

De føler sig dog sjældent pressede.

Det lykkes, blandt andet fordi de er gode til at planlægge deres tid - også, at der bliver lagt tid ind til afslapning, så det hele ikke går op i skole og sport.

- Når de klarer sig så godt, som tilfældet er, så tror jeg blandt andet det skyldes, at de er vant til at skulle være på og præstere, og de er vant til, at det er nødvendigt med struktur og disciplin for at nå sine mål. De tager så at sige indstillingen fra sporten med ind i skolen, siger idrætskoordinator Frank Larsen.

For Emma, Astrid og Andrea er drømmen at blive en del af A-landsholdet og komme med til slutrunder. En drøm, som de knokler hårdt for skal blive til virkelighed.

Kan høre mere om idrætsklasser

Hvis man er interesseret i at gå i en idrætsklasse på Brøndbyvester Skole - et tilbud for særligt idrætsaktive elever - så kan man - hvis ellers coronasituationen gør det muligt - komme til informationsmøde onsdag den 7. april kl. 19 i hallen på Brøndbyvester Skole, der ligger på Tornehøj 5 i Brøndby.

Idrætskoordinator Frank Larsen vil fortælle om idrætsklasserne og om retningslinjerne for ansøgning og optagelse i forbindelse med skoleåret 2021/2022, og er klar til at svare på spørgsmål.

Ansøgningsfristen er i øvrigt fredag den 9. april.

Selvom Danmark har skrottet vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, arbejdes der på en model, så man frivilligt kan vælge dem. Kunne du finde på det?