18. november 2017
Helle Holst og Lasse Ploug har fået et helt særligt mentorforhold. Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Helle Holst og Lasse Ploug har fået et helt særligt mentorforhold. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lasse har en mentor: Hun er den største hjælp nogensinde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lasse har en mentor: Hun er den største hjælp nogensinde
Vestegnen - 15. oktober 2017 kl. 13:37
Af Kasper Ellesøe
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

På bænken for enden af badebroen på stranden Solrød sidder to personer og taler sammen. Om alt og om intet. De har talt og snakket sammen siden nytår. Ikke på stranden hver gang, men ofte. Andre gange har de cyklet, været på café eller blot gået en tur.

Helle Holst er mentor for 19-årige Lasse Ploug i et projekt, som Solrød og Greve Kommune har fået bevilget penge til.

Denne dag har de to Solrød-borgere sagt ja til at mødes for at tage en snak om, hvordan sådan et mentorforhold fungerer. Det foregår på den badebro i Solrød Strand, hvor de to har brugt timer på at tale sammen med det formål at gøre Lasse Ploug rustet til at komme videre med livet og tage en uddannelse.

For det har ikke været nemt for den unge mand.

Efter folkeskolen gik Lasse Ploug i gang med en erhvervsuddannelse som anlægsgartner, men undervejs i sin lærlingetid var han vidne til en arbejdsulykke.

»Under en opgave brugte min ven en fræser. Den lavede et hop på vej ned af en bakke, hvor den var på vej mod en stor bil. Han forsøger at skubbe den væk, men i stedet slugte den ham nærmest op,« fortæller Lasse Ploug.

Han trådte i karakter og forsøgte at hjælpe sin kammerat og hente hjælp, mens han samtidig skulle tage sig af en mand, der var gået i panik. Da hjælpen var kommet, og der var gået omkring 20 minutter, kastede han op i en container som en reaktion på det, han netop havde været vidne til.

»Der ramte det mig,« fortæller Lasse Ploug.

Ulykken tog hårdt på ham, og efterfølgende modtog han psykologhjælp og måtte stoppe som lærling. Tilbage på skolebænken på teknisk skole blev han tilbudt skolepraktik.

»Det første, jeg så der, var en fræser af samme type. Den skulle jeg bruge. Dér blev jeg ramt igen og tænkte tilbage på ulykken. Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være anlægsgartner,« siger han.

På grund af ulykken har Lasse Ploug fået konstateret PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom), og da han samtidig har ADHD og er ordblind er det ikke alle muligheder, der står åbne for en ung mand som han.

Da Lasse Ploug stoppede på uddannelsen, sagde han ja til at få en mentor gennem kommunen. Det var der, han mødte Helle Holst

»Helle har været den største hjælp nogensinde, og jeg ville ønske jeg havde haft en mentor tidligere. Det er vildt, at hun vil hjælpe mig og gør det helt frivilligt. Jeg forstår ikke de unge, der ikke vil have en mentor,« siger Lasse Ploug.

I øjeblikket tager han kurser i engelsk på en skole i Taastrup. Han har nemlig ikke fået hjælp til at lære engelsk i skolen. Målet er, at han enten til januar eller næste sommer kan starte som mekaniker.

»De har fandeme været gode og hjulpet mig. Nu kan jeg føre en samtale på engelsk, og det har jeg aldrig kunnet før. Før kunne jeg kun sige »hi, my name is Lasse«,« fortæller han.

På vejen mod igen at komme ind i uddannelsessystemet har Helle Holst været en stor hjælp. »Helle har hjulpet mig til at blive klar. Hun har været som en bedste ven,« siger han og fortæller om deres forhold, der har udviklet sig til noget særligt.

»Vi kan tale om alt, og Helle har altid et godt svar. Hun ser tingene på en anden måde, og vi kan diskutere mange forskellige ting. Når jeg kommer hjem fra et møde med Helle er mit hoved helt tomt, fordi vi har talt om en masse,« siger han.

Også Helle Holst er glad for at kunne hjælpe den unge mand.

»Lasse har haft sine kampe og udfordringer i livet. Jeg føler, at han er kommet ind på sporet igen,« siger Helle Holst, der blandt andet har været med ham til møder på kommunen og på skolen for at støtte ham.

Hun er glad for at kunne hjælpe en ung knægt, og det var derfor, hun i første omgang meldte sig som mentor.

»Jeg har været i politiet i 30 år, men stoppede og søgte nogle nye udfordringer. Jeg kan godt lide at arbejde med unge mennesker, og jeg tænkte, at jeg havde en god baggrund for at blive mentor,« siger hun og fortsætter.

»Alle bliver glade, hvis de kan hjælpe. Det gør jeg også. Lasse er en mand, og jeg er en kvinde, og det giver noget. Jeg ser tingene på en lidt anden måde, end han gør. Det giver en god dynamik«

Lasse Ploug bor stadig hjemme, og hans mentor skal ikke træde i stedet for nogen, understreger Helle Holst.

»Jeg skal ikke erstatte nogen i Lasses liv, men være en ekstra mulighed for et par lyttende øre og være der, når han har brug for det.«

De to har aftalt, at de fortsætter deres mentorforhold, så længe det giver dem begge noget.

»Så længe det giver os noget, fortætter vores vi. Vi har aftalt, at vi kan stoppe med det samme, hvis en af os ikke har lyst. Vi gør det, fordi vi synes, det er hyggeligt og godt,« siger Helle Holst.

Det gode forhold er som skabt for de to, og måske har skæbnen også haft en finger med i spillet. Da Lasse Ploug var lille, kom han hos nogle af hans forældre venner, som boede længere op ad vejen. Han legede i haven hos familiens venner, men hvad han ikke vidste, var, at haven lå lige op ad Helle Holsts have. Så som lille har Lasse Ploug løbet rundt og leget i den have, mens hans kommende mentor har været lige inde ved siden af.

»Det virker uhyggeligt, at vi har været så tæt på hinanden. Der må have været en mening med det,« siger Lasse Ploug.

Pengene til Solrød og Greve Kommuner er bevilget af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Projektet skal understøtte unge under 30 år, der modtager uddannelseshjælp, med en frivillig mentor, som vejleder op til og under uddannelsesstarten. Konsulentvirksomheden Marselisborg samarbejder med kommunerne om projektet.

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk