25. november 2020
Visualisering af stationsforpladsen i Ishøj. Illustration: Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue
gallery icon

Se billedserie

Visualisering af stationsforpladsen i Ishøj. Illustration: Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kunststi med finurligheder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kunststi med finurligheder
Vestegnen - 25. oktober 2020 kl. 10:37

Til næste sommer får Ishøj en ny kunststi, som vil strække sig fra Ishøj Station til kunstmuseet Arken. Målet er at give borgere og museumsgæster en kunstoplevelse - også når de færdes uden for museet i Ishøj.

Med nogle års forbindelse er der nu taget første spadestik til Arkenwalk gennem Ishøj. Den oprindelige plan var, at kunststien skulle have været færdig i foråret 2019 - nu forventes en åbning i det kommende forår.

Den 2,2 kilometer lange sti skal løbe fra Ishøj Station til Arken, og er udviklet af Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue og den internationalt anerkendte kunstner Jeppe Hein.

- Arkenwalk er et spændende projekt, som vi har arbejdet på i en årrække, så det er en stor glæde for mig, at vi nu kan komme i gang med anlægsarbejdet. Der er tale om et nytænkende projekt, som vil blande kunst og landskabsarkitektur og både vil gøre Ishøj til et mere sanseligt sted for vores borgere og i højere grad sætte Ishøj på landkortet for besøgende. Jeg glæder mig meget til at gå den første tur på stien, siger Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj Kommune.

Artiklen fortsætter under billedet

Visualisering af villakvarteret Solvej. Illustration: Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue

Stien skal binde Ishøj sammen

Ishøj Kommune, Realdania og Arken står bag Arkenwalk, hvis formål både er at binde Ishøj sammen som natur- og kunstby - og gøre det lettere og mere attraktivt for borgere og museumsgæster at vandre eller cykle fra Ishøj Station til kunstmuseet.

Selve stien vil begynde ved Ishøj Station og slange sig igennem en trafikeret stationsforplads, et beboelsesområde med lejligheder, en tunnel og et roligt villakvarter, før den ender ved en naturskøn strandpark.

- Arkenwalk er et interessant by- og landskabsprojekt, hvor landsskabsarkitektur og kunstoplevelse skaber attraktion og bykvalitet i en forstadsby, som er anlagt og udbygget i perioden fra 60'erne til 70'erne. Jeg ser meget frem til, at vi nu endelig kan realisere projektet, som på meget fin vis sætter fokus på de grønne områders betydning i byerne og værdien af det kunstneriske og legende i et travlt hverdagsliv, siger programchef Astrid Bruus Thomsen fra Realdania.

Hvordan skal Arkenwalk se ud?
  • Den overordnede vision er at skabe en oplevelsesfuld kunststi fra Ishøj Station til Arken ved at lade kunst, arkitektur og natur smelte sammen.
  • Idéen er at forene landskab og kunst - og variere ruten med landskabsarkitektoniske greb, som vil supplere og iscenesætte de forskellige byrum i Ishøj.
  • Langs hele ruten vil knaldrøde lamper bøje sig for træerne, støtte sig op ad husmure og krølle i vinden.
  • Lamperne vil fungere som synlige fikspunkter på ruten og lede fodgængere og cyklister mod Arken.
  • De markante røde kunstlamper har et stærkt visuelt udtryk og vækker undren, fordi de både er et velkendt inventar i bybilledet og samtidig har en uventet form og farve, som tilfører ruten et lag af fantasi og uvirkelighed, der pirrer nysgerrigheden.
  • I bymidten vil en samling kunstlamper markere starten af Arkenwalk og lede borgere og besøgende i retning af Strandparken.
  • Beboelsesområdet Ishøj Centrum skal forvandles til et parkrum med en variation af træer.
  • Beplantningen skal etableres på et grønt areal med græs og stauder, som skal erstatte nogle af de eksisterende SF-sten.
  • Arbejdet i området vil være centreret omkring åbenhed, tryghed og et godt lysfald ind i lejlighederne.
  • Omkring tunnellen skal dannes et frodigt dalstrøg med skrænter beplantet med naturgræsser og urter.
  • To kunstlamper vil signalere, at fodgængerne er ”på rette vej”.
  • Målet vil være at gøre tunnellen lys og tryg.
  • Projektet indebærer et forslag om at ændre Solvej til et såkaldt ”shared space”, hvor trafikken skal foregå på de bløde trafikanters præmisser med en maksimal hastighed på 15-20 km/t for bilerne.
  • Visionen er at plante træer i et grønt bed langs villavejens ene side, som er tilpasset de eksisterende træer og indkørsler. Den nye træplantning skal suppleres med et markant plantebed på den anden side af vejen. Bedet med græsser og stauder vil tilføje en smuk årstidsvariation og være med til at tydeliggøre Arkenwalk som ét samlet forløb.
  • Forslaget lægger vægt på at arbejde nænsomt i Strandparken og kun lave få tilretninger, som strammer rutens forløb op.
  • Den eksisterende poppellund skal markeres som et særligt sted. I midten af lunden etableres en lysning, hvor eksisterende eller nye kunstværker kan placeres.
  • Generelt vil Arkenwalk følge det eksisterende vej- og stisystem, men for at skabe en mere tydelig og æstetisk ankomst til Arken, vil en 78 meter lang træbro blive anlagt fra poppellunden til holmen foran Arken. Den s-formede gangbro vil give gående museumsgæster mulighed for at ankomme fra ”vandsiden” og opleve Arken som en del af Strandparkens landskab.
Kunstlamper viser vejen

Et af de mest i øjenfaldende vartegn for den nye kunststi vil være 32 lysskulpturer i form af knaldrøde, finurlige gadelamper. De er skabt af den danske kunstner Jeppe Hein og skal stå langs hele stien for at fungere som vejvisere.

Derudover vil de forskellige områder af Ishøj, som Arkenwalk skal gå igennem, få forskellige typer af beplantning, der vil fremhæve områdernes særtræk og skabe en grøn og frodig kunstpark langs ruten.

- Fra det øjeblik, hvor de besøgende til Arken træder ud af Ishøj Station og begiver sig mod Arken, vil de få en kunstnerisk oplevelse ud over det sædvanlige. Ud over at hver lampe er et kunstværk i sig selv, vil rækken af lamper også fungere som vejviser til og fra Arken. Borgerne i Ishøj kan se frem til at få et kunstnerisk udformet bymiljø, som både inddrager, stimulerer sanserne og giver stof til eftertanke. Samtidig er Jeppe Heins finurlige gadelygter med til at give oplevelsen en snert af leg og fantasi. Udsmykningen vil tilføre Ishøj en ny kunstnerisk identitet, siger Christian Gether, museumsdirektør på Arken.

Borgerne er blevet hørt

Anlæggelsen af Arkenwalk går snart i gang og skal udføres af entreprenøren Malmos A/S.

Tidligere i processen har Ishøj Kommune afholdt en række møder med de borgere, som bor langs den kommende sti, for at inddrage dem i udviklingen af projektet, og det ligger også kommunen på sinde, at borgerne skal opleve så få gener som muligt i forbindelse med anlæggelsen af kunststien.

- Vi får med Arkenwalk et helt unikt vartegn for Ishøj, og jeg håber, at borgerne vil føle stor glæde ved at bo i en by med nye, grønne byrum og masser af kunst i bybilledet. Det betyder meget for os, at borgerne også føler ejerskab over projektet, og derfor har vi blandt andet også afholdt en række møder, hvor vi har lyttet til borgernes ønsker og bekymringer, siger borgmester Ole Bjørstorp.

Anlægsarbejdet forventes at være afsluttet i foråret 2021.

Det oprindelige budget for projektet beløber sig til cirka 24 millioner kroner. Heraf bidrager henholdsvis Ishøj Kommune med 8 millioner kroner og Realdania med 16 millioner kroner til det samlede projekt.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?