7. marts 2021
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Jeppe forvandler gamle kopper til lamper

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jeppe forvandler gamle kopper til lamper
Vestegnen - 23. februar 2021 kl. 18:59

For ni måneder siden fik Jeppe fra Brøndby en glimrende idé, og i dag har han solgt 15 helt særlige lamper. Lamper, der består af dét, vi andre forsøger at få afsat. Jeppe har derudover fundet på andre sjove påfund: Hans postkasse sender ham en sms, hver gang der er kommet fysisk post, og han er ved at bygge en racer-simulator i kælderen.

I dag er det fine porcelæn, som vi kender det fra vores bedsteforældre, med kop og underkop, et sjældent syn i de moderne hjem. Kopperne er blevet større, og underkopperne negligeret.

Men Jeppe fra Brøndbyvester kan ikke få nok af kopper og underkopper. Hos ham lever det fine, gamle porcelæn i bedste velgående, men uden at indeholde væske. Det er noget andet, varmt, som kopperne er fyldt med.

39-årige Jeppe Ladefoged har nemlig fået en lys idé, og den betyder, at kop og underkop får ny funktion og nyt liv, samtidig med at idéen blænder op for tilværelsen hos danskerne. Det skriver DBA Guide.

De upopulære genbrugsvarer

På DBA er der millioner af annoncer, og derfor kommer det nok ikke bag på nogen, at ikke alle ting bliver solgt lige med det samme. Der er nogle varegrupper, der er sværere at få solgt end andre, og nogle ting sættes der flere til salg af end andre.

DBAs porcelænskategori løber med titlen som den kategori, der år efter år oprettes flest annoncer i. Det læste Jeppe en artikel om og summede lidt over det.

- Da det gik op for mig, at porcelæn er noget af det, mange danskere har tilovers i hjemmet, og gerne vil af med, fik jeg idéen. Jeg har før eksperimenteret med at lave lamper ud af andre, gamle genbrugsting, og jeg har længe synes, at upcycling var sjovt, fortæller Jeppe til DBA Guide.

Det første, han gjorde, var at svinge forbi den lokale genbrugsbutik for at erhverve sig nogle kopper og underkopper i forskellige materialer. Derefter købte han sig et diamantbor, som skulle bruges til at lave hul i lamperne.

- Det første resultat var en temmelig grim og tung lampe i keramik med flere skår, griner Jeppe til DBA Guide og fortsætter:

- Lampe nummer 2 var i porcelæn, så den gik bedre og gav et meget spændende lys igennem det tynde porcelæn. Derefter gik jeg på jagt efter forskellige kopper og underkopper i tyndt porcelæn.

Artiklen fortsætter under billedet

De mest populære lamper

I dag er det ni måneder siden, Jeppe borede hul i sin første kop, og på den tid har han fået solgt 15 af hans unikke lamper på DBA.

Jeppe har udvidet sit hobbyprojekt, så han ikke kun laver lamper til lofterne. Han har også designet porcelænskop-lamperne i en bordlampe-model.

- De lamper, der sælger bedst, er dem, der er lavet af tyndt porcelæn, og hvor kopperne er store. Det sælger især godt, når porcelænet er udsmykket med det blå-og-hvide med blomster, eller bare blomster-porcelæn generelt, fortæller Jeppe, der tilføjer, at hans loftslamper sælger bedst.

Og heldigvis for det. Bordlamperne er nemlig en del mere tidskrævende for ham at lave. Træet skal saves, fræses, slibes, tørres og meget mere.

Jeppes egen favoritlampe

Der er stadig en masse kopper at drikke kaffe og te af i Jeppes hjem, for han bruger aldrig sine egne til lamperne. Kopperne og underkopperne køber han altid på brugtmarkedet. Enten i genbrugsbutikker eller på DBA.

- Jeg køber helst dér, hvor pengene går til velgørenhed. Det muliggør også, at jeg kan stå med kopperne i hånden og tage mål på dem, så jeg er sikker på, at de duer som lamper, fortæller Jeppe til DBA Guide.

Men det er ikke altid, at kopperne hænger på træerne. Én særlig kop forelskede han sig i på DBA, og derfor blev han nødt til at køre langt for, at den skulle blive hans:

- Engang er jeg kørt hele 15 kilometer for at købe 1 kop med underkop til 10 kroner, som jeg bare måtte have. Det var en kop med et dragemotiv på. Den har jeg lavet til en bordlampe, og det er i dag min personlige favorit, fortæller han til DBA Guide.

Drømmer om lysekrone

Selvom bordlamperne er de mest udfordrende at skabe, har Jeppe en endnu større udfordring til gode. Han drømmer nemlig om at udsmykke sin egen stue med en lysekrone lavet ud af kopper og underkopper.

- Jeg har desværre ikke fundet en egnet model til at lave sådan en lysekrone endnu, siger Jeppe til DBA Guide.

Men det lader til kun at være et spørgsmål om tid.

Hjemmet flyder heller ikke over med koppe-lamper, så der er plads til en stor én over spisebordet.

Artiklen fortsætter under billedet

- Jeg bruger faktisk kun én af mine bordlamper. Jeg har nemlig ikke særlig mange gode steder i mit hjem, hvor lamperne lige passer ind, fortæller Jeppe, der også oplyser, at han heller ikke modtager nogen anerkendelse for sit lampeværk fra de to små i hjemmet:

- Jeg bor med min kone og to hunde. Mine hunde er ligeglade med lamperne. Bare de kan se madskålen, griner han.

Heldigvis har hans kollegaer sat mere pris på Jeppes lys-ihærdighed, for på arbejdspladsen har Jeppe hængt en demo-model op, og det har resulteret i, at flere har bestilt en lampe af Jeppe.

Har gang i andre ting

Det er langt fra første gang, Jeppe får en strålende idé. Han har som tidligere nævnt før tryllet gamle genstande om til lamper.

- Jeg har for eksempel lavet en gammel MC-hjelm, arvet fra min onkel, om til en lampe. En træt hat har også fået en pære i sig, og jeg har også lavet elektrisk lys i en gammel, defekt petroleumstryklampe. Sidstnævnte har jeg lavet vandtæt, så den kan stå udenfor ved hoveddøren, fortæller Jeppe til DBA Guide.

Det er dog langt fra alle opfindelser, han beholder. Han producerede engang et par lamper ud af nogle gamle 8 millimeter projektorer. Men de er solgt i dag, fordi Jeppe ikke kunne finde en god plads i hjemmet til dem.

Heldigvis er hans hus udstyret med en stor kælder, så han har intet problem med at opbevare koppe-lamperne, mens de er i gang med at blive lavet.

- Porcelæn er heldigvis nemt at stable, så det er ikke svært at få plads til, og jeg kan bare efterlade al rodet nede i kælderen, når jeg ikke gider mere, fortæller Jeppe til DBA Guide.

Jeppe er en sand Georg Gearløs

Til dagligt arbejder Jeppe med it, og det kan også ses på hans hus og indretning.

- Jeg har installeret internet i min postkasse, fortæller Jeppe med et smil og uddyber:

- Sådan kan jeg få en besked på min mobil, hver gang der er kommet post i postkassen.

Den hyggelige opfinder har også selv installeret en løsning, der får garageporten til at åbne automatisk, når han kommer hjem.

- Jeg har bygget mit eget alarmsystem, og nu er jeg ved at bygge mig en racer/bilsimulator i kælderen. Til den fandt jeg et lækkert Recaro-sportssæde på DBA, fortæller Jeppe til DBA Guide.

Han tror, han er blevet så kreativ, fordi hans job med it ikke efterlader meget plads til kreativitet i arbejdslivet.

- Det er ikke sidste gang, jeg laver en lampe, og der kommer helt sikkert nogle nye modeller i fremtiden, fortæller Jeppe til DBA Guide.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?