8. marts 2021
Direktør, stifter og IT-teknikker hos GladTeknik, Mathias E. Nielsen.
gallery icon

Se billedserie

Direktør, stifter og IT-teknikker hos GladTeknik, Mathias E. Nielsen.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: It-iværksætter med diagnoser: Vokser med rekordfart

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

It-iværksætter med diagnoser: Vokser med rekordfart
Vestegnen - 06. juni 2020 kl. 18:02

Mathias E. Nielsen har med Asperger og flere andre diagnoser langt fra haft en nem indgang på arbejdsmarkedet. Til gengæld kan han noget med en computer og med kundeservice, som andre ikke kan - og det har kunder på hele Sjælland fået øje på.

arrow Læs også: Startede på kollegieværelse: Mathias vandt erhvervspris

GladTeknik A/S tilbyder at reparere tilskadekomne computere både hurtigere og billigere end de etablerede spillere på markedet uden at gå på kompromis med kvaliteten. Forretningen er vokset med rekordfart, og virksomheden er netop flyttet til nye og større lokaler på Arnold Nielsens Boulevard i Hvidovre for at kunne følge med efterspørgslen.

De fleste kender til det. Frygten for, at computeren bliver skadet i et omfang, så dataene enten ikke står til at redde, eller at reparationen er så dyr, at det ikke kan betale sig andet end at købe en ny computer.

Det synes Mathias E. Nielsen er helt forkert. Han siger, at langt de fleste skader sagtens kan repareres, og at man derved undgår at smide dyr elektronik ud - det er både det mest økonomiske og det mest bæredygtige.

Mathias E. Nielsen har gjort op med, at det ikke skulle kunne betale sig med en reparation.

- Vi laver en egentlig reparation helt ned på komponentniveau. Vi genfinder stort set altid tabte data. Vi nørkler med fx loddekolber, hvis det er det, der skal til. Vi udskifter ikke bare reservedelene. Hvis det er skærmen, den er gal med, så nøjes vi med at skifte glasset, og hvis det er batteriet, så fjerner vi ikke bare hele toppen af computeren. Hvis det er bundkortet, så går vi ind og udskifter komponenterne, dvs. de små IC-chips, siger Mathias E. Nielsen, der nu har slået sig ned i Hvidovre med sin kæreste.

Kunden sparer mange penge på reparation frem for udskiftning. Bonussen er, at en reparation desuden er mere miljøvenligt, end at smide computeren ud.

- Vi tager heller ikke penge for grundlæggende fejlfinding. Det skal altid kunne betale sig at få undersøgt, om det kan svare sig at få sin computer repareret, mener Mathias E. Nielsen.

Hurtig service har ført til hurtig vækst

Mathias E. Nielsen peger også på tidsfaktoren.

- For mange, eksempelvis erhvervsdrivende, kan det være en katastrofe at stå uden sin computer i længere tid, og det er vi naturligvis opmærksomme på. Derfor garanterer vi, at en tekniker går i gang med sagen inden for 24 timer på hverdage og har desuden en express-service, hvor vi for et mindre gebyr går i gang inden for to timer, siger han.

Dette fokus på kundens behov er der blevet lagt mærke til. Gennem GladTekniks blot to-årige levetid er virksomheden vokset ud af først et lille kollegieværelse, og siden et rækkehus i Hvidovre, hvor to værelser blev slået sammen til at udgøre et værksted med fire tilknyttede medarbejdere. Nu har GladTeknik netop indviet nye, store lokaler på Arnold Nielsens Boulevard med cirka 10 personer tilknyttet. Samtidig er omsætningen løftet til over 500.000 kroner om måneden.



I de nye lokaler er der plads til både et stort værksted, administration og butik og til at få endnu flere medarbejdere. Ikke mindst flere teknikere kan der blive behov for, fordi GladTeknik i øjeblikket arbejder på mere end fuldt tryk for at imødekomme efterspørgslen.

- Men vi skal heller ikke være for store. Det er vigtigt for os at være et specialistfirma, hvor vi er tæt på kunderne, og de oplever at få en særlig behandling.

Diagnoser, idioter og CSR

Det har ikke været den snorlige vej, der har ført til succes for Mathias E. Nielsens, der både har autismediagnosen Aspergers syndrom og flere andre diagnoser som fx ADD. Men det er samtidig disse barrierer, der har ført til, at han gør tingene på sin helt egen måde.

Skolegangen var en udfordring, fordi han fagligt var mange længder foran de andre elever og kedede sig bravt. På universitetet læste han geofysik og rumteknologi, som han fordybede sig i nat og dag. Men det kostede på det sociale plan og endte med en depression.

- Den depression blev et vendepunkt. Jeg skulle finde et nyt ståsted, og sammen med jobcentret besøgte jeg stribevis af virksomheder for at finde et sted, jeg kunne komme i jobprøvning. Efter mere end 70 besøg fik jeg endelig en praktikplads på et Apple-værksted, fortæller Mathias.

Det satte turbo på Mathias' karriere som computerteknikker. Men han oplevede dog på flere arbejdspladser at blive unfair behandlet, og han stillede sig selv spørgsmålet: "Hvor stor er sandsynligheden for, at alle chefer i den her branche er idioter?"

Med sin egen forretning er han fast besluttet på ikke selv at blive en af idioterne. Tværtimod er han stærkt optaget af at rumme forskelligheder og give medarbejdere, der ville have svært ved at finde job andre steder, en mulighed for at komme ud at lave noget, der giver mening.

- Det kan godt give noget ekstra arbejde at have ansatte med forskellige diagnoser. Men de giver jo også meget igen, og at se dem blomstre er det hele værd.

Forstår hinanden

20-årige Marcus Aaslund Bonnevie har ligesom Mathias E. Nielsen Aspergers syndrom og har taget turen fra tekniker til nu også at stå for hele administrationen af GladTeknik.

På spørgsmålet om, hvad han synes om at arbejde i GladTeknik, svarer han:

- Det er uden sammenligning den bedste arbejdsplads for mig. Hvor ellers skulle jeg være nået så langt, som jeg er kommet her, spørger han og tilføjer om samarbejdet med Mathias:

- Det, vi laver, er ikke bare noget, vi fyrer af. Det skal være ordentligt. Og så kommunikerer vi virkelig godt, fordi vi forstår hvordan hinanden tænker.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?