2. december 2020
En skitse til stationen ved Hvidovre Hospital.
gallery icon

Se billedserie

En skitse til stationen ved Hvidovre Hospital.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hurtige busser for en milliard

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hurtige busser for en milliard
Vestegnen - 20. september 2020 kl. 06:47
Af Peter Erlitz

Hvis pengene kan findes, vil Vestegnen kunne få en tværgående buslinje, der kører i sin helt egen bane på Avedøre Havnevej og Tårnvej gennem Hvidovre og Rødovre.

arrow Læs også: Lang vej mod hurtige busser

Det vil koste godt én milliard kroner at anlægge en højklasset busforbindelse mellem Gladsaxe Trafikplads og Avedøre Holme.

Det viser den analyse, som trafikselskabet Movia har udarbejdet i samarbejde med Region Hovedstaden og flere kommuner, blandt andre Rødovre, Hvidovre og Brøndby.

Der er tale om et allerførste skridt mod en BRT-løsning på den strækning, som i dag betjenes af buslinje 200S. BRT betyder Bus Rapid Transit, og det er en løsning, hvor busserne kører i deres helt egen bane, og dermed ikke er påvirket af trængsel på vejene. Det betyder, at busserne kommer frem til tiden, og at rejsetiden bliver kortere for passagererne. Desuden er stationer og busser i en højere standard og med mere komfort.

Gode faciliteter

Analysen tager udgangspunkt i, at buslinjen skal køre på stort set samme strækning, som den nuværende 200S. Det vil sige langs med Avedøre Havnevej og Tårnvej på strækningen gennem Hvidovre og Rødovre. Der er dog en ændring i Hvidovre, hvor en kommende hurtigbus ikke vil dreje ind omkring Hvidovre Hospital og Hvidovre Rådhus, men vil fortsætte ad Avedøre Havnevej.

Når projektet kan løbe op i godt en milliard kroner, så er årsagen, at der skal anlægges et helt nyt spor til de hurtige busser.

På næsten hele strækningen er sporet udformet som en selvstændig to-sporet vej i midten af den eksisterende vej, og der er på hele strækningen lagt vægt på fremkommelighed og komfort. Blandt andet er det forudsat, at de hurtige busser bliver prioriteret i næsten alle lysregulerede vejkryds.

Stationerne er på hele strækningen udformet med rummelige perroner med gode vente- og læfaciliteter. Det er planen, at der skal være en tæt sammenhæng til gang- og cykelstinettet, og mulighed for parkering af cykler og løbehjul.

På niveau med letbane

I analysen har det været forudsætningen, at BRT 200S bliver en buslinje på højt niveau - fuldt sammenlignelig med en letbane målt på kvalitet, rejsetid og rettidighed.

Det skal blandt andet medvirke til at flytte flere over i den kollektive trafik, og dermed mindske trængslen - nøjagtig som det har været visionen bag den letbane, som netop nu anlægges langs Ring 3.

I dag er buslinje 200S påvirket negativt af den tætte trafik, og en opgradering til BRT vil derfor give et vigtigt løft for passagererne. På hele strækningen vil der blive skåret cirka 12 minutter af køretiden, svarende til 22 procent.

En BRT-løsning vil give en vækst i passagertallet, og det vil forbedre driftsøkonomien på linjen, påpeges det i analysen.

Hurtige busser på Vestegnen
  • BRT 200S skal gå fra Jernholmen på Avedøre Holme i Hvidovre og til Gladsaxe Trafikplads.
  • Strækningen er på næsten 19 kilometer, og der er 21 stationer. Køretiden for hele strækningen er beregnet til 42 minutter. En BRT 200S får færre stop end den nuværende buslinje 200S - for at forkorte køretiden.
  • Der er beregnet 11-12.000 påstigere på en almindelig hverdag. Der er på nuværende tidspunkt taget udgangspunkt i 10-minutters drift i dagtimerne.
  • Ser man på hele BRT 200S-strækningen, så er der i en afstand på 800 meter fra stationerne cirka 65.000 indbyggere, cirka 30.000 arbejdspladser og cirka 13.000 studiepladser.
  • Anlægsudgifterne er beregnet til 1,05 milliard kroner, inkl. reserve.

På strækningen er der planlagt 21 stationer - blandt andet ved Friheden Station i Hvidovre og Rødovre Station. Blandt de steder, som de hurtige busser kommer til at betjene, er Avedøre Holme, Hvidovre Hospital og Rødovre Centrum. Fra Rødovre kører bussen til blandt andet Husum Station, inden den når Gladsaxe Trafikplads, hvor der kan ske skift til den kommende letbane.

Skal se på biltrafikken

Analysen har prioriteret den optimale løsning for den kollektive trafik, og i nogle tilfælde er det sket på bekostning af biltrafikkens plads og prioritet.

De nærmere konsekvenser for biltrafikken er dog ikke belyst i analysen, men der er en opfordring til, at det skal ske i en senere fase.

Ifølge analysen er linje 200S vital for at binde S-togs -og buslinjer sammen. Ligesom letbanen i Ring 3 og ringbanen i Ring 2, vil BRT 200S være med til at skabe sammenhæng i det overordnede kollektive transportnet for både lokale og regionale rejsende.

Det er frivilligt og gratis for den enkelte, når Danmark - formentlig snart - begynder at vaccinere befolkningen mod covid-19. Vil du vælge at blive vaccineret?