20. oktober 2019
Gerda fra Rødovre blev den første nyfødte i de nye, hjemlige fødestuer på Hvidovre Hospital.
gallery icon

Se billedserie

Gerda fra Rødovre blev den første nyfødte i de nye, hjemlige fødestuer på Hvidovre Hospital.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hjemmefødsel på hospitalet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hjemmefødsel på hospitalet
Vestegnen - 11. juli 2019 kl. 06:46
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Mandag den 1. juli klokken 19.20 blev lille Gerda fra Rødovre født, og hun blev dermed den første baby i en af de nye hjemlige fødestuer, som Hvidovre Hospital havde indviet få timer forinden.

Fødeafdelingen på Hvidovre Hospital har indrettet foreløbig to fødestuer, der er præget af hjemlig atmosfære - og en tredje er på vej. I tilknytning til de to fødestuer er der indrettet to hvilerum, hvor baby og forældre kan slappe af, inden de tager hjem igen efter fødslen.

- Disse fødestuer er et tilbud om rolige og hjemlige rammer til kvinder med en normal graviditet, og hvor man forventer en ukompliceret fødsel, fortæller chefjordemoder Dorte Dahl.

Indretning, møblement og farvevalg er gjort så hjemligt som muligt. Der er blafrende LED-stearinlys på reolerne, dæmpede lyskæder, og hele den ene væg udgøres af et stort naturmaleri, så man knapt lægger mærke til en række nødvendige tekniske installationer i væggen. På den 31 kvadratmeter store fødestue er der også et stort badekar, som kan bruges enten til smertelindring, eller ved selve fødslen.

Selv om fødestuerne ligger langt fra den kliniske stemning, der er på en traditionel fødestue, så er sikkerheden lige så høj som på de øvrige fødestuer, forklarer chefjordemoder Dorte Dahl.

- Lige ved siden af fødestuerne har vi udstyr, som hurtigt kan rulles ind, hvis det bliver nødvendigt. Og de hjemlige fødestuer ligger i umiddelbar tilknytning til resten af fødeafdelingen, så skulle der være behov for det, så kan man hurtigt trække på specialisterne i afdelingen.

Når den tredje af denne slags fødestuer er indrettet sidst på året, så vil de tre fødestuer blive navngivet Storken, Vuggen og Spiren.

Fødeafdelingen på Hvidovre Hospital er landets største med cirka 7.000 fødsler om året. Fremover vil en pæn andel af fødslerne ske i de hjemlige fødestuer - også fordi disse rammer er efterspurgte.

- Vi regner med, at de hjemlige fødestuer vil have cirka 400 fødsler om året pr. stue, så samlet bliver det til 12-1500 fødsler om året, oplyser chefjordemoder Dorte Dahl.

Når den sidste af de hjemlige fødestuer åbner, vil fødeafdelingen på Hvidovre Hospital i alt have 13 fødestuer.

De nye hjemlige fødestuer er ikke helt færdigindrettede endnu.

Der mangler blandt andet et te-køkken, hvor der er mulighed for, at forældrene i løbet af fødselsforløbet selv kan lave en kop kaffe eller te, eller varme lidt mad. Det er i øvrigt en detalje, som patient- og pårørende-panelet på hospitalet har fået igennem.

Der mangler også de senge, som er specielt designet til de nye fødestuer på Hvidovre Hospital. Disse dobbelt-fødesenge har plads til både den fødende kvinde og hendes partner. Sengene, der kan hæves og sænkes, vil understrege den hjemlige stemning på stuen.