17. september 2019
Erhvervsvenligheden på Vestegnen går frem, viser ny erhvervsklimaundersøgelse fra DI. Her er det virksomheden Platform AS i Ishøj. Foto: Jens Wollesen
Erhvervsvenligheden på Vestegnen går frem, viser ny erhvervsklimaundersøgelse fra DI. Her er det virksomheden Platform AS i Ishøj. Foto: Jens Wollesen
Foto: Jens Wollesen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Gode til erhverv: Vestegnskommune stryger til tops

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gode til erhverv: Vestegnskommune stryger til tops
Vestegnen - 10. september 2019 kl. 18:52
Af AF Kasper Ellesøe
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Vallensbæk stryger derudaf, når det kommer til erhvervsvenlighed. Kommunen, som sidste år rykkede 31 pladser frem i DI's erhvervsklimamåling, er i år rykket yderligere 11 pladser frem. Det belønnes kommunen for med en flot 15. plads - den højeste rangering nogensinde i de ti år, DI har gennemført undersøgelsen Lokalt Erhvervsklima. Og den højeste rangering på Sjælland i 2019.

Det er ikke kun Vallensbæk, der gør det godt - for skal man være virksomhed på Sjælland, så har man det bedst på Vestegnen, fastslår undersøgelsen. Her rangerer kommunerne nemlig samlet set højere end de øvrige hovedstadskommuner, og de står samtidig for den største udvikling inden for alle ni kategorier, der afspejler de lokale erhvervsvilkår.

- Der er et bedre mindset at spore i flere af Vestegnens kommuner. Her står erhvervslivet ikke i modsætning til det lokale liv. Erhverv og lokalmiljø er i langt højere grad hinandens forudsætninger, siger formanden for DI Hovedstaden Poul Skadhede, som understreger:

- Mange steder kan vi se, at det medfører en større grad af proaktiv imødekommenhed fra kommunens side - og den form for erhvervsservice kan virksomhederne mærke.

Og Vallensbæk bør være glade for resultatet, mener man hos DI Hovedstaden.

- Det er selvfølgelig et resultat, som Vallensbæk Kommune kan være super stolt af. Virksomhederne har talt, og vi kan høre, at de er meget tilfredse med kommunens indsats for erhvervet. Den trend skal bare fortsætte, og jeg er sikker på, at de sidder på gode erfaringer, man kan nyde godt af, hvis man er en nysgerrig nabokommune, siger Poul Skadhede.

Vallensbæk har med placeringen som nummer 15 overhalet nabo-kommunen Høje-Taastrup, der i flere omgange har ligget bedst af de sjællandske kommuner. Høje-Taastrup er rykket fra 11. pladsen til 19. pladsen i 2019.

Høje-Taastrup topper dog statistikken over landets bedste kommuner i kategorien »Infrastruktur og transport«, hvor Vallensbæk er nummer tre.

Vallensbæk Kommune scorer i år særligt højt på deres sagsbehandling, som er blevet vurderet 61 pladser højere end sidste år.

- Det er jo et superflot resultat, som udtrykker virksomhedernes tilfredshed med hurtig og kompetent behandling af eksempelvis deres byggesager. Vallensbæk løber med hovedstadens højeste rangering i denne kategori, så måske der er lidt inspiration at hente for nabokommunerne, opfordrer Poul Skadhede.

På landsplan løber Vallensbæk desuden med en førsteplads i kategorien »Uddannelse« og en ottendeplads i kategorien »kommunens image«, som bl.a. omfatter evnen til at tiltrække virksomheder og tilflyttere.

I den tungere ende af skalaen udtrykker virksomhederne i Vallensbæk et behov for, at der bliver gjort mere for at tiltrække arbejdskraft, herunder et ønske om et bedre samarbejde med jobcentrene. Denne kritik er Vallensbæk ikke alene om at få blandt vestegns-kommunerne, hvor flere til trods for udfordringen kan fejre, at de er gået frem. Kun Albertslund, Glostrup og Hvidovre er gået tilbage i denne kategori, og de har en lidt større opgave at løfte her.

Mens Vestegns-kommunerne generelt klarer sig godt er det ikke alle steder i Hovedstaden, at det går lige godt. Et af de steder, hvor man virkelig kæmper er i de nordlige »vandkants- kommuner«, hvor der både er tilbagegang at spore i forhold til sidste års undersøgelse, og hvor man samtidig har nogle af landets absolut dårligste placeringer.

- Vi kan se en klar tendens, hvor Hovedstadens erhvervsklima bliver mere og mere opdelt. Vestegnskommunerne klarer sig generelt godt i undersøgelsen, mens vandkantskommunerne i Nordsjælland halter bagud, siger Poul Skadhede.

I Vestegnens dækningsområde er seks ud af otte kommuner er gået op på listen, mens kun to er gået tilbage. Tager man Høje-Taastrup med, er den også gået tilbage.

Fakta: Erhvervsklima
Vestegns-kommunernes placering i 2019 og 2018 i Dansk Industris Erhvervsklimaundersøgelse samt om de er rykket op eller ned på ranglisten.
  • År: 2019 - 2018 (+/- pladser)
  • Albertslund: 74 - 78 (+4)
  • Brøndby: 52 - 58 (+6)
  • Glostrup: 53 - 56 (+3)
  • Greve: 51 - 38 (-13)
  • Hvidovre: 73 - 69 (-4)
  • Høje-Taastrup: 19 - 11 (-8)
  • Ishøj: 36 - 40 (+4)
  • Rødovre: 68 - 76 (+8)
  • Vallensbæk: 15 - 26 (+11)




Kilde: Dansk Industris undersøgelse af lokalt erhvervsklima