21. juli 2019
Ole Heinager bliver direktør for den nye skole, som er resultatet af en fusion mellem Cph West og KTS.
Ole Heinager bliver direktør for den nye skole, som er resultatet af en fusion mellem Cph West og KTS.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fusion skaber landets største uddannelsessted for unge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fusion skaber landets største uddannelsessted for unge
Opdateret 20. december 2015 kl. 08:17
Vestegnen - 16. december 2015 kl. 09:58
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Cph West og KTS går sammen og den nye skole bliver landets største af sin slags. Den nye skole - hvis navn endnu er hemmeligt - vil kunne tilbyde hele paletten af ungdomsuddannelser, tæt på hvor de unge bor.

Et af de afgørende elementer ved fusionen er planen om at tilføre Vestegnen endnu flere »drengeuddannelser«. Det er noget, der har manglet.

I det hele taget kommer der til at ske ændringer, når to af de største ungdomsuddannelser i det storkøbenhavnske område - Cph West og KTS - nu går sammen.

De to store uddannelsessteder for unge har snakket sammen siden foråret omkring et samarbejde, og der er i den forbindelse blevet gennemført et større analysearbejde.

»Vores analyse har blandt andet vist, at unge på Vestegnen og i Storkøbenhavn efterspørger et attraktivt og bredt erhvervsuddannelsestilbud samt et bedre og bredere gymnasieudbud. Den nye skole skal være med til at sikre og øge bredden og niveauet i uddannelserne i Storkøbenhavn. I fællesskab kan vi udbyde hele paletten af ungdomsuddannelser tæt på, hvor de unge bor. Vi ønsker at give de unge i Storkøbenhavn en langt bedre mulighed for at vælge og gennemføre en attraktiv uddannelse, der passer til den enkelte,« siger Ole Heinager, der er nuværende direktør for KTS og fortsættende direktør for den nye skole.

Flytter rundt på uddannelser

Cph West har uddannelser i blandt andet Ishøj, Albertslund, Taastrup og hovedstaden, mens KTS har uddannelser i både Rødovre, Glostrup/Albertslund og hovedstaden.

Nu dannes en ny skole, der vil få cirka 8.000 årselever og cirka 1.100 medarbejdere - altsammen fordelt på 14 adresser i det storkøbenhavnske område. Det bliver landets største skole af sin slags.

Fusionen betyder, at der skal dannes en ny bestyrelse for den nye fælles skole, og først når den mødes første gang til januar, vil det nye navn og de mere præcise planer blive afsløret, fortæller direktør Ole Heinager.

Han vil dog gerne fortælle, at det er planen at flere såkaldte drengeuddannelser vil blive flyttet til Ishøj. Noget, der har været mangel på, og som har været efterspurgt. Til gengæld er det idéen at samle flere »pigeuddannelser« i hovedstaden.

»Stor er ikke nødvendigvis godt, men i dette tilfælde giver det helt nye muligheder. Det allervigtigste med fusionen er, at vi nu kan udbyde hele paletten af erhvervsuddannelser og gymnasieuddannelser til de unge. Og ved at skabe én ny, fælles skole fjerner vi enhver form for konkurrence, og kan i stedet bruge alle kræfter på at vejlede de enkelte unge i det helt rigtige valg af uddannelse,« understreger Ole Heinager.

At flytte flere drengeuddannelser til Vestegnen, giver rigtig god mening.

»Vi ved, at jo tættere uddannelsen er på de enkelte unge, jo lettere er det at fastholde dem. Så det er vigtigt, at de unge kan komme ind i en uddannelse i deres eget lokalområde - og så kan de efter grundforløbet fortsætte på en fagskole,« tilføjer Ole Heinager.

Hele paletten

Når Cph West og KTS fusioner, betyder det en ny skole, som tilsammen har studenterhuer i alle farver og over 60 forskellige erhvervsuddannelser.

Det bliver Danmarks bredeste erhvervs- og gymnasieskole.

»Vi kan tilbyde de unge alle fire gymnasieretninger - htx, hhx, stx og hf og eux samt tre ud af erhvervsuddannelsernes fire hovedindgange: Teknologi, byggeri og transport, kontor, handel og forretningsservice samt omsorg, sundhed og pædagogik. Dertil kommer et bredt udbud af efteruddannelse og 10. klasser,« fortæller Ole Heinager.

Formand for bestyrelsen på Cph West, Fritjof Lind forklarer, at størrelsen er afgørende for at sikre den nødvendige uddannelses- og udviklingskraft.

»Vi skaber en fremtidssikret skole, der står stærkere i forhold til digitalisering af uddannelserne og undervisningen samt fremtidens uddannelsespolitiske og økonomiske krav. Vi ønsker at udnytte de mange muligheder en fusion giver gennem en fleksibel anvendelse af administrative funktioner, bygninger og ikke mindst en masse gode og kompetente medarbejdere.«