26. juni 2019
Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: For Kim Fupz er Albertslund en følelse af frihed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For Kim Fupz er Albertslund en følelse af frihed
Vestegnen - 13. januar 2019 kl. 10:46
Af Freja Czajkowski
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

For Kim Fupz Aakeson er Albertslund en følelse af frihed. Det er fægtekampe på byggepladser, cowboy og indianere i Vestskoven og at komme træt og beskidt hjem. Som barn flyttede han ind i et nybygget hus i Albertslund, hvor villavejen var fyldt med børn, og når man lukkede døren til forældrene, var der uendelig frihed udenfor. Han har ofte genbesøgt barndommens gade i sit forfatterskab, men da han mødte Søndagsavisen Vestegnen på Lodager i Albertslund for at fortælle om sin opvækst på Vestegnen, var det lang tid siden, han sidst havde taget turen.

- Der er jo rigtige træer her. Og prøv at se Vestskoven, udbryder forfatter Kim Fupz Aakeson og fortsætter:

- Da vi flyttede herud, var det små træer plantet i lige række. Man kunne se lige igennem. Men vi anerkendte det som skov.

Den 60-årige forfatter, tegner og manuskriptforfatter er på besøg ved sit barndomshjem i Albertslund. Lodager 31 - den med brandhanen, som han forklarer og peger på den røde brandhane på hjørnet af husgrunden.

Her flyttede han ind som 5-6-årig. Det var hans tredje hjem. Det første var på Vesterbro og uden minder, det andet var på Hvidovre Torv 14. Her mindes han den firkantede gård mellem blokkene. Den måtte børnene ikke bevæge sig udenfor.

- Da jeg fik at vide, at vi skulle flytte, kunne jeg kun se sort mørke forude. Men jeg fik hurtigt nye venner i Albertslund.

Forældrene havde købt en grund og et typehus, og hver søndag drog familien af sted for at se, hvor langt byggeriet var nået.

- Der var ikke noget hegn, så man kunne se igennem til naboen, som lå og solede sig. Da hegnene kom op, lukkede man andre ude og sig selv inde, siger Kim Fupz, mens han skæver over mod hegnet, som omkranser det tidligere barndomshjem.

- Det er det samme hegn som dengang. Jeg har faktisk skrevet en novelle om det hegn, siger han.

Kim Fupz Aakeson har efterhånden så lang en liste af bøger og film bag sig, at størstedelen af den danske befolkning burde have stiftet bekendtskab med den alsidige mand. Hvad enten de har grint med til filmen Den Eneste Ene eller læst højt af børnebøgerne om Vitello.

Sidstnævnte er inspireret af hans barndom i Albertslund.

- Vitello er den dreng, jeg gerne ville have været, siger Kim Fupz Aakeson.

- Jeg har skrevet rigtig meget fra villavejen. Både noveller og film. Det betyder, at jeg ikke behøver at overveje så meget. Jeg er sikker på stemningen. Hvis det skal foregå i andre miljøer, skal jeg researche, snakke med beboere og er mere på herrens mark.

Børnefamilier overalt

Hvidovre Torv blev hurtigt glemt for 6-årige Kim Fupz Aakeson, for i Albertslund var der frihed. De store, trafikerede veje lå langt væk, og så længe han ikke gik derned, måtte han gå, hvor han havde lyst.

- Det var børnefamilier, der boede her. Alle havde børn. Allerede dengang var det ikke til at betale for et hus i København, siger Kim Fupz Aakeson.

Da familien flyttede ud i det nybyggede typehus, var der mange huse, som ikke stod færdige.

- Byggepladserne blev vores legeplads. Når håndværkerne gik hjem, rykkede vi ind, siger han.

Månederne gik med fægtekampe med elektrikerrør, indtil alle husene til sidst var lukket af. Så indtog drengene i stedet Vestskoven.

- Der var ikke nogen mobiler dengang, så da vi lukkede døren og gik, så var vi væk. Det var en meget uovervåget tid. Vi løste konflikterne selv.

I skoven legede de cowboy og indianere. Pinde erstattede elektrikerrørene i fægtekampene.

- Vi fandt ældre bjørneklo og tog de tørrede stængler. Vi satte ild til dem og øvede os i at ryge. Det smagte forfærdeligt, fortæller han.

- Det var en følelse af frihed. Jeg husker egentlig ikke, at vi fortalte de voksne, hvad vi lavede. Vi kom bare trætte og beskidte hjem.

Han og vennerne tog som børn aldrig ind til København. Alt, de havde brug for, var i Albertslund.

I dag bor Kim Fupz Aakeson i Kartoffelrækkerne i København med hans kone og yngste datter. Men selvom det er lang tid siden, at han flyttede fra Vestegnen, så kender han sit ophav. Bare han ser ordet »Albertslund« eller hører Anders Matthesen snakke, bliver han ført tilbage til barndommens gade.

Forældre snakkede aldrig politik

Det var også i det nybyggede Albertslund, at grundlaget for forfatterkarrieren blev lagt.

- Vi gik på en helt ny skole. Det har nok været helt unge lærere, men vi tænkte på dem som voksne og gamle. Nogle af lærerne var der bare, mens andre virkelig har betydet meget for mig, siger han.

Der var fru Ikkala, som lærte ham at læse - hvilket i starten blev udnyttet til at læse Tintin tegneserier. Der var Kaj Folkenberg, som åbnede den politiske verden for ham.

- Han satte tanker i gang. Hvem er jeg, og hvad synes jeg politisk. Mine forældre snakkede aldrig politik.

Og så var der Lene Frandsen, som førte ham ind i litteraturens verden.

- Men jeg havde ikke regnet med, at jeg selv skulle skrive, siger Kim Fupz Aakeson, som tog en omvej som tegner, før de skrevne ord blev karrierevejen.

Poser med penge og Astrerixblade

Kim Fupz Aakeson fik sit første job som 15-årig på Paaskesens Pølsebrødsfabrik i Glostrup. Han skulle holde øje med, at der var rækker af 10 ubrudte pølsebrød til poserne.

- På lønningsdag fik vi en pose med penge - en decideret pose med penge. At køre hjem med den og forbi Brugsen og købe chips, sodavand og Asterixalbum - fantastisk, siger Kim Fupz Aakeson og tilføjer:

- Og så måtte vi spise lige så mange pølsebrød, som vi ville. Til sidst måtte mine forældre sige, at der ikke kunne være flere i fryseren.

Han går langs huset på Lodager og ned mod Vestskoven.

- Jeg gik meget med hunden her, siger han, da vi kort efter kommer til en kæmpe græsplæne, som fører op til skoven.

- Jeg havde selv tigget mig til den, så min mor sagde: »Din hund skal ud og gå«.

Hunden Skipper var en boxer og »stærk som en fucking okse«.

- Jeg fik den, da jeg var 7-8 år, og den kunne trække af sted med mig. Den ville slås med alle hunde, men elskede børn, siger han.

Ud på græsplænen står der et grønt skilt med et billede af en hund og ordene »hold rent«. Dengang samlede man ikke op efter hunden, mindes Kim Fupz Aakeson.

- Den var egentlig ikke særlig vild med at gå tur. Jeg måtte næsten vippe den ud af kurven. Og hvis hverken jeg eller hunden gad at gå særlig meget, gik vi lige ned til skoven, til højre og så hjem igen siger han og fortsætter:

- Jeg nåede at blive teenager og hippie, inden den døde.

Kirsebærvin og udlængsel

Kim Fupz Aakeson fik sig en knallert og begyndte at gå i klub, hvor man kunne lave bælter, rode med knallerten og spille billard.

- Vi lå mellem gårdhusene og drak kirsebærvin. Det var sødt og venligt. Vi kunne ikke lide alkoholsmagen, og kirsebærvin var til at komme i nærheden af, siger Kim Fupz Aakeson og tilføjer:

- Jeg er ikke så vild med kirsebærvin i dag.

Han var for hippie til at tage på det lokale diskotek. Greven eller Baronen, mener han, det hed. Men han besøgte ofte Aulaen ved Albertslund Center og hørte koncerter eller gik på værtshus.

Da han flyttede hjemmefra var det til kollegiet i Albertslund, selvom han dengang egentlig helst ville væk fra Vestegnen.

Udlængsel førte ham ud i verdenen, og da han vendte hjem til Danmark, sivede han mod København.

- Da vi børn flyttede hjemmefra, blev det her et område med ældre. Nu virker det som om, at børnefamilierne er tilbage. Cirklen er fuldendt, siger han.