24. april 2019
Taastrup Hovedgade udmærker sig som en aktiv og attraktiv handelsgade, siger John Munch, partner i EDC Erhverv Strandfelt & Hjort med kontorer i Taastrup og Lyngby.
Taastrup Hovedgade udmærker sig som en aktiv og attraktiv handelsgade, siger John Munch, partner i EDC Erhverv Strandfelt & Hjort med kontorer i Taastrup og Lyngby.
Foto: SEIDEL
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Flere tomme butikslokaler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Flere tomme butikslokaler
Vestegnen - 14. april 2019 kl. 06:46
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det seneste år er der blevet flere ledige butikslokaler på Vestegnen og omegnen til København, viser tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. En større del af handlen koncentreres i områdets storcentre, og især små butikker er bukket under, vurderer lokal mægler.

Trods opsvinget og den stigende beskæftigelse er der kommet flere tomme butikker det seneste år i omegnen - med otte kommuner på Vestegnen og en håndfuld kommuner nord og nordvest for hovedstaden.

- Ved indgangen til 2018 stod kun 2,9 procent af butikslokalerne i Københavns omegn tomme, men det er vokset kvartal for kvartal, og tomgangen ligger nu på fire procent. Det svarer til, at der er kommet lidt over 10.000 ekstra kvadratmeter med butikker til leje i området. Desuden er lejeniveauet for udbudte butikslokaler cirka 12 procent lavere end for et år siden, men dog stadig væsentlig højere end for fem år siden, da finanskrisen åndede os i nakken, siger Mette B. Dehn, kommunikationsansvarlig i Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom »søsterportalen« Boligsiden.dk. På landsplan er 1.700 butikslokaler udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk. 81 af dem ligger i Københavns omegn, flest i Gentofte med 25, Lyngby-Taarbæk med 10, Høje-Taastrup med 9, Glostrup med 7 og Ishøj med 6.

- Ligesom på landsplan er øget handel på internettet nok hovedårsagen, og især mange små butikker er bukket under. Desuden oplever vi en koncentration med handlen af udvalgsvarer i storcentrene, og efterhånden er der ikke mange handelsstrøg tilbage i forstæderne. Taastrup Hovedgade udmærker sig dog som en aktiv og attraktiv handelsgade, hvor der for tre-fem år siden kun lå få madsteder, men siden er fem-seks tidligere butikker konverteret til café, takeaway eller anden form for mad. Vi ser også, at større butikker bliver delt op i mindre lejemål, ligesom forskellige klinikker rykker fra førstesalen og ned i gadeplan, siger John Munch, partner i EDC Erhverv Strandfelt & Hjort med kontorer i Taastrup og Lyngby.

Newsec Advisory i København hæfter sig ved, at butikstomgangen i omegnen fortsat ligger markant under landsgennemsnittet, som er på over seks procent.

- Vores fornemmelse er, at e-handlen ikke har slået helt så hårdt igennem i Storkøbenhavn som i resten af landet. I omegnskommunerne er der stadig en fornuftig efterspørgsel på helt almindelige butikslokaler, som ofte er afsat i løbet af to-seks måneder. Da Kiwi-dagligvarekæden lukkede for et par år siden, gav det en del tomme butikker, men de er stort set væk igen, siger direktør og seniorpartner Brian Tretow-Loof.

De fleste kommuner i hovedstadsområdet har stigende indbyggertal, hvilket kan dæmpe den negative effekt fra fx nethandel. Omvendt døjer Nordjylland og Sydjylland med landets højeste butikstomgang - og med sivende eller i bedste fald stagnerende indbyggertal i mange kommuner.