
En 41-årig mand er efter en biljagt i Brøndby nu blevet dømt for særlig hensynsløs kørsel og for at have forvoldt nærliggende fare for andres liv eller førlighed.
Det takserede Retten i Glostrup til ni måneders ubetinget fængsel og frakendelse af kørekortet i ti år.
Det hele startede en sen martsaften i 2019 på Park Allé i Brøndby. En patrulje fra Vestegnens Politi blev opmærksom på den 41-årige, da han kørte over for rødt lys, og ville derfor standse ham.
Den 41-årige trykkede dog på speederen for at slippe væk fra politiet. Politipatruljen satte efter, og i den forbindelse kørte den 41-årige flere gange over for rødt lys og imod færdselsretningen. I alt fire patruljebiler deltog efterhånden i eftersættelsen, blandt andet ad Gammel Køge Landevej, inden den halv time lange biljagt endte ved Brøndby Havn, hvor både fører og bil havnede i vandet. Derefter blev den 41-årige mand anholdt. Han var så medtaget af opholdet i det kolde vand, at han måtte tjekkes på skadestuen.
Ingen personer kom noget til under eftersættelsen, men en bil måtte undvige for ikke at blive ramt.
Anklagemyndigheden ved Vestegnens Politi rejste efterfølgende tiltale mod den 41-årige for den hensynsløse kørsel, og blandt andet også for at have været påvirket af kokain under kørslen, ligesom han kørte bilen selv om han var frakendt kørekortet.
I retten erkendte den 41-årige, at han kørte bilen, men han nægtede sig skyldig i anklagerne.
Retten i Glostrup dømte ham dog skyldig, og når straffen blev så høj, som det var tilfældet, skyldtes det blandt andet, at han tidligere er straffet for lignende kriminalitet.
Den 41-årige mand har taget betænkningstid med hensyn til en eventuel anke af dommen til Østre Landsret.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her