18. oktober 2019
Debatten på Next startede med en konkurrence om, hvem der kunne slå med færrest slag. Her må Rasmus Jarlov (K) rette sit søm op, mens Morten Bødskov (S) og ordstyrer Thomas Overgaard fra 3F kigger på. Foto Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

Debatten på Next startede med en konkurrence om, hvem der kunne slå med færrest slag. Her må Rasmus Jarlov (K) rette sit søm op, mens Morten Bødskov (S) og ordstyrer Thomas Overgaard fra 3F kigger på. Foto Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat på Next: Tror I, vi kan holde til det?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat på Next: Tror I, vi kan holde til det?
Vestegnen - 18. maj 2019 kl. 13:26
Af Freja Czajkowski
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I skal vide, det har ikke været nemt at finde ud af, hvem der skal starte, sagde Thomas Overgaard fra 3F, mens han stod mellem de to folketingskandidater Morten Bødskov (S) og Rasmus Jarlov (K) i kantinen på Next i Rødovre.

- Så vi har fundet en sømbuk og to galvaniserede søm frem. Den med færrest slag får lov at starte, fortsatte Thomas Overgaard, der var ordstyrer til dagens valgdebat.

Med fire slag hver blev dysten uafgjort. I stedet fik Rasmus Jarlov ordet først, da han ifølge ordstyreren er på udebane mod Morten Bødskov, som bor »et stenkast væk«.

Det store tema for debatten på uddannelsesinstitutionen var netop uddannelse, men debatten startede et helt andet sted. Nemlig pension. For Sammy, en studerende, havde et spørgsmål til dem - efter de nu selv havde prøvet at slå søm i:

- Tror I, alle os kan holde til, vi er 75 år i den branche, vi er i?

- Jeg tror ikke, I kan holde til det samme job som tømmer i 55 år. Nu er det også sjældent at se folk i samme job hele deres liv, svarede Rasmus Jarlov, som foreslog, at man senere hen kunne tage job, hvor man ikke var ude i marken hele tiden.

- Det er klart. Pensionsalderen er nødt til at stige. Jeg kan ikke se, at vi kan gøre andet, sagde han.

Morten Bødskov var enig med Rasmus Jarlov i, at pensionsalderen må stige, men holdt fast på, at Socialdemokratiet vil finde en model for de nedslidte.

- Hvordan, ville Jarlov vide. De specifikke kriterier for tidlig tilbagetrækning skulle dog først findes senere, svarede Bødskov.

Thomas Overgaard fik debatten tilbage på sporet om uddannelse med et spørgsmål fra en underviser, der ville høre, hvad de ville gøre ved besparelserne på uddannelsesområdet.

- Det er ikke nok at stoppe besparelserne, uddannelserne skal have et kraftigt løft, sagde underviseren.

- Uddannelse spiller en nøglerolle i samfundet. Besparelserne har været voldsomme. Man kan ikke spare så store beløb på uddannelse uden, at man kan mærke det. Jeg håber, vi efter et valgt finder sammen om at lave lange investeringsaftaler på uddannelsesområdet. Der skal ro på og enighed om, at uddannelse skal vi leve af, svarede Morten Bødskov.

Det fik Rasmus Jarlov til at joke med, at Morten Bødskov havde penge til at løse alle problemer.

- Det er jeres penge. Man bliver nødt til at balancere indtægter og udgifter. Vi har det højeste skattetryk i verden, vi kan ikke bare hæve skatten. Vi har ikke skåret uddannelse ned til noget, vi ikke kan være bekendt, sagde Rasmus Jarlov.

Til sidst fandt Thomas Overgaard to nye søm frem.

- Lad os se, om I har udviklet jer, sagde han og gav hammeren til Morten Bødskov. Men med syv slag til Bødskov og seks til Jarlov, kunne han konstatere, at de begge var blevet lidt dårligere.