26. maj 2019
Foto: Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: De vil begge kæmpe for pokalen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De vil begge kæmpe for pokalen
Opdateret 14. maj 2019 kl. 16:43
Vestegnen - 14. maj 2019 kl. 16:07
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Brøndby er i denne uge i en helt ekstraordinær situation. Med én dags mellemrum skal mændene og kvinderne spille pokalfinale. Meldingen fra de to profiler, Kamil Wilczek og Stine Larsen er den samme: - Vi går benhårdt efter at vinde. Der er gratis adgang til kvindernes pokalfinale på Brøndby Stadion.

Viljen lyser ud af øjnene på Kamil Wilczek og Stine Larsen, da de mødes på Brøndby Stadion. De vil begge gøre alt for, at de to DBU-pokaler for henholdsvis mænd og kvinder havner på Vestegnen.

Mændenes pokalfinale spilles Store Bededag, fredag den 17. maj kl. 17 i Parken, hvor modstanderen hedder FC Midtjylland.

Kvindernes pokalfinale spilles dagen efter, lørdag den 18. maj kl. 17 på Brøndby Stadion. Modstanderen er de evige rivaler fra Fortuna Hjørring.

Vi skal bare vinde

Brøndbys superligamandskab har forpasset de fleste målsætninger for denne sæson. Én kan dog blive opfyldt - nemlig at genvinde pokalmesterskabet.

- Vi skal bare vinde. Og det har vi fuld fokus på, siger Kamil Wilczek, som med to mål i sidste års pokalfinale sørgede for, at DBU-pokalen kom til Brøndby.

- Om jeg scorer eller ej, er ikke det vigtigste. Selvfølgelig vil man som angriber gerne score mål, men det vigtigste er, at vi vinder, understreger Kamil Wilczek.

Brøndbys topscorer har en god fornemmelse inden pokalfinalen, og han vurderer, at Brøndbys erfaringer med at stå i pokalfinaler, kan være udslaggivende.

- Vi skal bruge vores erfaring til vores fordel. Vi ved, hvordan vi kan vinde over FC Midtjylland, men jeg forventer, at det bliver en hård kamp, siger Kamil Wilczek, som også håber at kunne løfte sit eget spil på dagen.

Om han skal se kvindernes pokalfinale dagen efter, er han ikke helt sikker på.

- Jeg håber jo, at vi skal fejre en hel masse, griner han.

Kamil Wilczek har tidligere set Brøndbys kvindehold spille, blandt andet mod Juventus. Og han er imponeret over, hvad han så.

- Jeg synes holdet har meget kvalitet, og et højt niveau i boldomgangen, siger Kamil Wilczek.

Klubmanden Wilczek vil være »happy«, hvis mændene tager pokaltitlen, og endnu mere happy, hvis det lykkes klubben at få to pokaler i skabet.

- At vinde titler betyder noget for en klub, fremhæver han.

Kan vinde the double

Brøndbys herrehold i superligaen har ikke haft en sæson, der er værd at skrive hjem om. Her har kvinderne til gengæld gjort det fremragende, og kunne allerede onsdag den 8. maj fejre det danske mesterskab.

Det gælder med andre ord the double, når pokalfinalen spilles lørdag den 18. maj. Og for Sine Larsen har det stor betydning, at kampen skal spilles på hjemmebane.

- Jeg håber der kommer rigtig mange tilskuere, så det bliver en fed kulisse. Vi er jo normalt glade for at spille på bane to, men det er nu engang sjovere at spille inde på stadion, lyder det fra Stine Larsen, der har været væk det meste af et år, efter hun fik en alvorlig knæskade i pokalfinalen sidste år.

Efter en hård genoptræning er hun klar igen, men hun regner ikke med at spille fuld tid i pokalfinalen.

- Hvilken rolle jeg får, er jo op til Per (cheftræner Per Nielsen, red), men jeg satser ikke på at spille fuld tid i finalen, selv om jeg er ét hundrede procent klar, siger Stine Larsen.

Hun og holdet går målrettet efter at vinde pokalen mod rivalerne fra Fortuna Hjørring, som Brøndby henviste til andenpladsen i ligaen.

- Vi går efter at nuppe begge titler. Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at det lykkes. Og jeg er overbevist om, at vi vinder, siger Stine Larsen.

Da Brøndby-kvinderne skal forberede sig til lørdagens pokalfinale, regner Stine Larsen ikke med, at hun skal se mændenes finale fredag i Parken.

- Men jeg skal da følge den på tv. Det kunne være fedt, hvis Brøndby vandt begge pokaltitler, siger hun.

Gratis billetter til fodboldfest

Når Brøndbys kvinder tørner sammen med Fortuna Hjørring i kvindernes pokalfinale, er alle inviteret. Klubben vil gerne skabe en gedigen fodboldfest på Brøndby Stadion.

Alle kan få fribilletter til kampen - eller invitere hele klubben, familien, vejen, skolen eller arbejdspladsen med.

Hvis man skal bruge fra 1-10 billetter, så kan man frem til torsdag den 16. maj hente billetter i SuperBrugsen Brøndbyvester, Søndre Ringvej 45 A, i Brøndbyernes IF's klubhus (caféen), eller i Brøndbyshoppen på Brøndby Stadion.

Hvis man skal bruge mere end 10 billetter, så skal man sende en mail til: kvindepokal@brondbyif.net med oplysninger om kontaktperson (navn, telefon og mail) og evt. klub/virksomhed samt ønsket antal billetter, så aftales der nærmere omkring afhentning af billetter.

På selve kampdagen kan billetter hentes senest halvanden time før kampstart i billetskuret udenfor Brøndby Stadion. Fra halvanden time før kampstart koster billetterne 50 kroner og kan købes ved indgangen, hvor der tages imod kontanter og mobilepay.