

Se billedserie
Det var et aftalt møde mellem to ungdomsgrupperinger, som torsdag aften udviklede sig til et større slagsmål på Friheden Station i Hvidovre, hvor to blev ramt af knivstik.
Det er i hvert fald en teori, som Vestegnens Politi arbejder med i efterforskningen.
Politiet vil i den forbindelse gerne høre fra vidner. Hvis man har set noget i forbindelse med overfaldet, eller i øvrigt har oplysninger, så kan Vestegnens Politi kontaktes døgnet rundt på telefon 43861448.
Vestegns Politi modtog torsdag kl. 17.40 anmeldelse om et større slagsmål på Friheden Station i Hvidovre.
En større politistyrke rykkede frem, og det i følgende forløb blev to 17-årige kørt på hospital til behandling for knivlæsioner.
Vagtchefen hos Vestegnens Politi oplyste torsdag aften, at ingen af dem var i livsfare, og den ene blev allerede samme aften udskrevet efter endt behandling.
Vestegnens Politi oplyser, at fire unge blev tilbageholdt og i alt otte sigtet for grov vold. De anholdte blev løsladt samme aften.
Den foreløbige efterforskning indikerer, at to grupper unge i alderen fra 13 til 17 år mødtes efter aftale, og at nogle blandt dem havde et personligt mellemværende - men det skal den videre efterforskning klarlægge.
I forbindelse med politiets arbejde var Friheden Station afspærret i en periode, og S-togene stoppede ikke på stationen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her