23. marts 2019
De Danske Hyrder tilbage i Albertslund. Fra venstre er det Oliver Sjur, Theodor Praem, Frederik Behring og Martin Dam. Sidste medlem er Adam Samuelsen, som var syg denne dag. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

De Danske Hyrder tilbage i Albertslund. Fra venstre er det Oliver Sjur, Theodor Praem, Frederik Behring og Martin Dam. Sidste medlem er Adam Samuelsen, som var syg denne dag. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ærligt interview om opture og nedture: De Danske Hyrder har fundet sig selv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ærligt interview om opture og nedture: De Danske Hyrder har fundet sig selv
Vestegnen - 20. februar 2019 kl. 14:22
Af Kasper Ellesøe
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Det er et nostalgisk gensyn, lyder det fra fire unge mænd, der er med i Rapgruppen De Danske Hyrder, som denne dag er mødtes med avisen til en gåtur og et interview i området.

arrow Læs også: Stodderne fra Vestegnen rapper om fest og farver

Vi befinder os I Galgebakken i Albertslund. Det er længe siden medlemmer af De Danske Hyrder hang ud her. Det var da, de var yngre og havde deres daglige gang i byen.

De fortæller røverhistorier fra ungdomsårene i området og mindes den tid og det sted, de tidligere var så stor en del af. Det var her, historien om rapgruppen De Danske Hyrder begyndte, og det var her gruppens allerførste livekoncert blev afholdt i forbindelse med Galgebakkens 40 års jubilæum i 2013.

Rapgruppen De Danske Hyrder består af medlemmerne Oliver Sjur, Frederik Bering, Martin Dam, Theodor Praem og Adam Samuelsen. Sidstnævnte kunne ikke være med denne dag på grund af sygdom.

Fløjet fra reden

Gruppen har de senere år spillet på festivaler landet over, været på Danmarksturne og udgivet albums, og de er for længst fløjet væk fra reden på Vestegnen, hvor de oprindeligt kommer fra. Det er vigtigt for dem at understrege under interviewet, at der er sket meget siden dagene i Albertslund. Det er gruppens nye album »Flyvende«, der udkom 1. februar, et bevis på.

- Det viser, hvor vi er nu. Lige nu har vi ingen problemer, og det er fede tider. Vi har det godt, og vi hviler i os selv. Så titlen på albummet er så sigende, siger Frederik Bering.

Det nye album er mere reflekterende end tidligere.

- Der er den røde tråd med, at vi synger om de oplevelser, vi har. Om ting, vi har været igennem. Vi synger om, hvor vi er på det tidspunkt, sangen bliver lavet. Det er meget ægte, kan man sige, siger Theodor Praem, mens Martin Dam supplerer.

- Vi har altid lavet meget glad musik. Men vi giver også os selv lov til at sige de ting, vi vil. Vi har haft en hård periode, og det må vi godt fortælle om. Det er ikke bare nice hele tiden.

Fokus på business

Det var i 2017, at alt ikke var nice, og det er her historien begynder. Det år udgav De Danske Hyrder albummet »DDH«, og i efteråret samme år begyndte hyrderne med egne ord at gøre det, som alle andre gjorde. Nemlig at udgive en masse singler, og få succes på den måde. Men det gik ikke som forventet.

- Vi tabte lidt os selv i det og fokuserede for meget på business. De her singler blev ikke det store spring videre i vores karriere, som vi havde satset og håbet på. Det var meget underligt, men vi oplevede en kreativ ild, der var ved at brænde ud. Vi havde det sådan, at der godt snart måtte ske noget. Vi kunne mærke, at vi også rykkede os som mennesker, og vi blev ikke ved med at være dem, der synger om billige øl, siger Theodor Praem med henvisning til blandt andet et af gruppens største, men også tidlige hits »Billig bajer«.

I samme periode, som hyrderne selv kalder for »single-perioden«, var de på den første Danmarkstour i vinteren og foråret 2018. Det var med til holde modet oppe hos dem. De indrømmer, at de til tider overvejede at give op.

- Singlerne fik ikke gennemslagskraft, men vi fik så meget respons og opbakning på vores første tour, og det var så fedt, så det er et skud ud til alle vores fans, siger Martin Dam.

Læs et interview med De Danske Hyrder fra 2016.

Vendepunktet

Efter touren kom vendepunktet. De unge mænd tog i studiet og gjorde, som de plejede at gøre i gamle dage. De satte sig ned sammen og lavede musik.

- Fuck det hele. Nu skal vi lave noget, der er nice, og noget, vi kan lide. Det blev til sangen »Svigermors drøm«, hvor vi bare alle blev enige om, at det var fedt. Omkvædet giver ikke mening, men det lyder bare fedt. Vi fik følelsen tilbage, som vi havde, da vi begyndte, med det nummer, og det blev vores vendepunkt, siger Theodor Praem.

- Vi tog i studiet bare for at lave musik sammen. Og for at lave den plade, vi havde lyst til. Vi fandt tilbage til det, vi er gode til, og det er at lave plader, siger Martin Dam.

- Vi fik et mantra: Folk kan ikke elske dig, hvis ikke du elsker dig selv. Hvis ikke vi kan lide os selv, og det, vi laver. Hvordan skal andre så kunne? Det er også meget sigende, at første single fra det nye album hedder »En dag der elsker alle DDH«, siger Frederik Bering.

»Svigermors drøm« blev begyndelsen på det nye album, som blev lavet efter en periode, hvor også to medlemmer faldt fra, og Oliver Sjur var igennem et kræftforløb.

Her fik De Danske Hyrder lært en masse om sig selv og hinanden og om dynamikken i gruppen.

- Vi blev til en enhed, og vi fandt os selv i den periode. Vi satte os ned og kiggede hinanden i øjnene og blev enige om, hvor vi er, og hvor vi vil hen. En stort del af det hele er selvfølgelig også, at vi er blevet ældre og har udviklet os, siger Theodor Praem.

Kræftramte Oliver på scenen

Oliver Sjurs kræftsygdom har også haft kæmpe betydning i perioden. Han blev ramt af kræft i tarmen, der spredte sig til leveren. Det skete i slutningen af 2017, og det rapper han om det på det nye album.

- Jeg har haft brug for at fortælle det, og det gør jeg på albummet. Nu er det ikke en hemmelighed, siger han og fortæller, hvad forløbet har betydet.

- Jeg sætter mere pris på livet. Jeg spilder ikke tiden og gør, hvad jeg har lyst til. Mit kræftforløb har nok været det allermest udviklende for vores gruppe. Lige pludselig blev det vigtigste ikke at spille koncerterne. Det blev at få mig op på scenen til koncerterne. Der mærkede vi virkelig venskabet og DDH-fællesskabet, siger Olivers Sjur, der trods behandlingsforløbet i festivalsæsonen i 2018 alligevel var på scenen og optræde ved flere festivaler.

Han har ikke længere kræft, men går til kontrol hos sundhedsvæsnet.

Pissestolt af nyt album

De Danske Hyrder er netop aktuelle »Flyvende«, og de drager også på tour i hele landet frem til den 29. marts.

De er enige i at det nye album er deres bedste til dato

- Jeg er pissestolt over vores album. Det er det mest gennemførte, vi har lavet, og jeg er sindssyg glad og stolt over at vise det frem, og så er jeg ligeglad, hvad andre siger, siger Oliver Sjur, mens Martin Dam tilslutter sig at han er stolt over, hvad De Danske Hyrder står for.

- Jeg er stolt af, hvad vi har opnået, og kigger man på, hvad vi har opnået, så er der ikke nogen, der kan sige, at vi ikke har præsteret noget. Vi Fortjener ikke mere, end vi gør, men mange kan lide det, vi laver. Og vores fans er dedikerede og møder op. Vi behøver ikke, at en anmelder siger, at vi er nice. Vi ved, at vores fans synes, vi er nice, siger Martin Dam.

Theodor Praem fortæller, hvordan det nye album adskiller sig fra tidligere.

- Der er et skift i lyden i forhold til tidligere, og det er bare produktionsmæssigt nice. På det nye album lefler vi ikke for nogen, vi stikker ud og laver noget, der lyder som os selv, siger han.

De Danske Hyrder ser frem til at komme på tour igen, hvor de den 21. februar kommer forbi Vestegnen og Viften i Rødovre, men de ser ikke meget længere frem end det.

- Vi glæder os bare til at stå på scenen den næste tid og være sammen med vores fans og skabe øjeblikke, siger Martin Dam.

De Danske Hyrder
  • Gruppen består af Adam Samuelsen, Theodor Praem, Oliver Sjur, Frederik Bering og Martin Dam.
  • De fire første kommer fra Albertslund, Martin Dam kommer fra Glostrup.
  • Aktuelle med nyt album med titlen »Flyvende«, der udkom 1. februar.
  • Er i øjeblikket på Danmarksturne. Torsdag den 21. februar gæster De Danske Hyrder Viften i Rødovre. De slår også vejen forbi Vega og Gimle i Roskilde undervejs.
  • Har udgivet fire albums i alt og en række singler.