1. juni 2020
Stefan Plenge grundlagde nemlig.com i 2010. Siden da er virksomheden bare vokset og vokset. Foto: Kim Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Stefan Plenge grundlagde nemlig.com i 2010. Siden da er virksomheden bare vokset og vokset. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 12.000 forskellige varer kræver faste processer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

12.000 forskellige varer kræver faste processer
Vestegnen - 29. marts 2020 kl. 19:55
Af Freja Czajkowski
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

OBS: Artiklen er skrevet før, coronavirussen kom til Danmark. Der kan derfor være procedurer, der har ændret sig hos Nemlig.com.

36.000 kvadratmeter, 12.000 forskellige varer og over 800 medarbejdere. Det er nogle af de tal, man kan knytte til virksomheden nemlig.com. Siden 2010 har det virtuelle supermarked leveret dagligvarer til danskere, som vil spare turen ned i butikken og i stedet have varerne leveret lige til døren. Men hvordan organiserer man sig som virksomhed med så mange forskellige typer varer og så stort et lager?

- Et af nøgleordene er helt faste processer, siger Stefan Plenge, administrerende direktør og stifter af nemlig.com, som viser avisen rundt på de mange kvadratmeter i Brøndby.

- Vi gentager ting til perfektion. Og vi har benyttet os meget af lean, siger han.

Rundturen starter i frugt og grønt-afdelingen, som er en af fire hovedzoner på nemlig.coms lager. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, og lagermedarbejderne er i fuld gang med at pakke dagens ordrer. Firmaet bruger teknologien "Pick to voice collect", som essentielt betyder, at medarbejderne går rundt med et headset og snakker med en robot. Robotten fortæller medarbejderen, hvor vedkommende skal gå hen.

Henne ved grøntsagerne er en lagermedarbejder i gang med at tage courgetter til en ordre. Stefan Plenge peger på et ni cifret nummer, der står under grøntsagskassen og forklarer, at det er "navnet" på lokationen, som medarbejderen er blevet sendt hen til af robotten. Her skal medarbejderen sige kontrolnummeret, som står ved siden af. I dette tilfælde 65. Herefter får han at vide, hvor mange courgetter han skal tage. Dette tal gentager han til robotten, som så registrerer, at der nu er to courgetter mindre på lageret.

- Systemet giver en meget lille fejlmargin, fortæller Stefan Plenge, som oprindeligt købte teknologien til firmaet Intervare, som leverer varer til ældre, som ikke kan klare sig selv, og som er moderselskabet til nemlig.com.

- Det er et ekstern system, som vi har videreudviklet, så det er tilpasset vores firma, fortæller han.

Pick til voice collect giver lagerstyring i realtid. Så det kunden ser i det virtuelle supermarked er det, der er. Samtidig er de varer, som man lægger i kurven reserveret.

- Vi har et større sortiment end noget andet supermarked i Danmark, siger Stefan Plenge og fortsætter:

- Vi kan for eksempel sælge både økologisk og konventionel frugt i enkeltstyk. Så godt har vi styr på vores butik. Det kan man ikke gøre i supermarkederne. Der risikerer man, at de bliver blandet sammen.

Klistermærker og paller

Medarbejderen har lagt courgetterne over i en af de blå kasser, som står side om side på hans vogn. Hver kasse er udstyret med et klistermærke med oplysninger på kunden.

Når alle varerne fra denne zone er samlet, bliver det kørt videre og samlet på en palle.

- På et tidspunkt siger vi cut, og så ruteberegner vi. Det der bliver leveret først, er også det, som er blevet pakket først, siger Stefan Plenge.

Ud over frugt og grønt zonen, findes der også et område med tørvarer. Her er der meterhøje reoler, som minder om dem, man ser i Ikea, når man skal hente sine møbler. Nederst på hylderne er de varer, som medarbejderne kan »plukke«. Øverst står det bufferlager, som nemlig.com har. For nogen varer har de mange på lager af, mens andre varer i princippet ikke engang er på lageret, selvom man kan klikke varen hjem online. Det gælder eksempelvis mælk. Den bliver leveret om natten.

De sidste to af de fire zoner er køl og frost. Sidstnævnte er en stor fryser, man går ind i. Udenfor hænger termodragter og termostøvler, som medarbejder iklæder sig for at kunne holde til de minus 22 grader, som frostrummet har.

- Vores medarbejdere arbejder fast på de forskellige områder. Det handler om ekspertise. Det højner kvaliteten og performance, siger Stefan Plenge.

Når en kunde lægger en ordre, kan det i princippet være med varer fra alle fire zoner i lageret. De bliver tilsidst samlet i et udleveringsområde.

- Det er porte, som chaufførerne kan køre op til, siger Stefan Plenge og peger ud mod enden af udleveringsområdet.

Her er porte med numre over, og flere chauffører er i fuld gang med at læsse deres varevogn, der er kørt helt op til læsseramperne.

- Vi har indrettet os, så der er så få løft som muligt. Og når varerne er pakket i bilen, så er de klar til at køre direkte ud, siger han.

Chaufførerne tæller ikke med i de over 800 ansatte, dagligt arbejder hos nemlig.com, da de arbejder for selvstændige vognmænd.

Bliver hele tiden klogere

Fra en kunde lægger en ordre, til en chauffør står uden for deres hoveddør med varerne, kan der gå så kort tid som fire timer. Det er en hastighed, som nemlig.com gennem årene har arbejdet op.

- Det, at vi havde 11 års erfaring fra Intervare, inden vi gik i luften med nemlig.com, gjorde, at mange ting var nemmere i starten. Men på mange punkter er vi startet fra scratch. At kunne levere på så kort tid fra bestilling til levering kræver så gennemarbejdet en proces. Vi bliver hele tiden klogere. Det er i den grad learning by doing, siger Stefan Plenge og fortsætter:

- Der er kun få i udlandet, der gør det samme som os, og de er ikke så meget længere, end vi er. Hvis vi ville åbne et gammeldags supermarked, kunne vi gå uden for vores dør og få inspiration. Den luksus har vi ikke haft. Vi har prøvet og testet. Er det her det rigtige? Hvis ikke, så er det forfra. Det er noget af det mest spændende ved nemlig.com.

I 2018 voksede firmaet med 26 procent, og Stefan Plenge regner med, at det fortsætter i samme tempo. Ind til videre er der dog ingen fare for, at de vokser ud af lageret i Brøndby.

- Vi kan vokse til dobbelt størrelse i disse butikslokaler, siger Stefan Plenge.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?