6. marts 2021
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: - Vi vil vide noget om sex, drugs and rock n' roll

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Vi vil vide noget om sex, drugs and rock n' roll
Vestegnen - 20. februar 2021 kl. 13:07

»Kan jeg drikke en øl til?«, »Hvordan skal jeg gøre med hensyn til kærester og sex?« og »Kan jeg tage på festival?«.

Disse og lignende spørgsmål rumsterer ofte i hovedet på unge med kroniske inflammatoriske tarmsygdomme som Crohns sygdom og colitis ulcerosa - og det er spørgsmål, som flere unge ikke har lyst til at vende med lægen, når fx forældre lytter med.

Derfor har børne- og ungeafdelingen på Hvidovre Hospital med støtte fra Trygfonden udviklet en ny hjemmeside - www.ungmedidb.dk - som giver svar på noget af det, de unge går rundt og spekulerer på.

- Vi læger er ikke altid klædt på til at tale om det, der handler om livet snarere end om sygdommen, så mange af de unge har oplevet et hul i informationen. Med den nye hjemmeside kan jeg sige: »Tag lige din telefon frem«, og så er de tabt for omverdenen, når de går ind på www.ungmedibd.dk, fortæller overlæge Vibeke Wewer.

Smartphone, »skæve« tegninger og unge eksperter

Hjemmesiden www.ungmedidb.dk er specielt designet til smartphones. Den er bygget op omkring forskellige emner, fx sygdom og behandling, hvordan man passer godt på sig selv, og hvad man kan gøre, når sygdommen gør livet svært - og så tiltrækker den øjnene med farverige og lidt »skæve« tegninger.

Derudover fortæller unge med kronisk tarmsygdom i en række videoer om udfordringerne ved teenagelivet som tarmkronikker. I en af videoerne kan man fx møde Christian på 17 år, der fortæller om at være på festival:

- Det var en fed oplevelse, og jeg sørgede for kun at drikke alkohol to gange, tage hjem og sove og spise sundt. Og så søgte jeg om og fik en handicapnøgle, så jeg havde adgang til aflåste toiletter, og dermed undgik lange toiletkøer.

Et fotogalleri med operationsar

Netop emner som festivallivet er noget af det, de unge med kroniske tarmsygdomme har efterspurgt.

Ligesom det, under et interview med en række unge fra børne- og ungeafdelingens ungdomspanel om, hvad en hjemmeside med råd om håndtering af sygdommene skulle indeholde, lød fra en af drengene: »Vi vil vide noget om sex, drugs and rock n' roll.«

- De unge ønskede at vide noget om emner, vi slet ikke havde skænket en tanke. De ville fx også have et fotogalleri med operationsar, fortæller Vibeke Wewer.

Derfor kan man på hjemmesiden blandt andet se fotos af en nyopereret mave med en ny stomi, en mave fyldt med metalklips og en mave med defekter i huden efter lukning af en stomi.

Holdet bag

Bag hjemmesiden står psykolog Mette Hald, overlæge Vibeke Wewer og reservelæge Katrine Carlsen. Hjemmesiden er økonomisk støttet af Trygfonden med én million kroner.

Cirka 53.000 danskere har kronisk inflammatorisk tarmsygdom, heraf får 20 procent sygdommen før 18 års-alderen.

På Hvidovre Hospital følges cirka 350 børn og unge med disse livslange sygdomme.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?