1. marts 2021
E-cykling foregår på racercykler foran en skærm med ruten. Når man cykler får man fornemmelsen af at cykle i de franske alper eller i New York. Her er Jakob Andersen på cyklen sammen med leder af DIF Soldaterprojekt, Rune Oland Tanggaard. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

E-cykling foregår på racercykler foran en skærm med ruten. Når man cykler får man fornemmelsen af at cykle i de franske alper eller i New York. Her er Jakob Andersen på cyklen sammen med leder af DIF Soldaterprojekt, Rune Oland Tanggaard. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: - Jeg har mange gange ønsket mig en resetknap

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Jeg har mange gange ønsket mig en resetknap
Vestegnen - 23. januar 2021 kl. 18:04
Af Pernille Rohde

- Jeg har virkelig mange gange ønsket mig, at der var en resetknap, man kunne trykke på og få sit gamle liv tilbage, siger Jakob Andersen. Han var udsendt som soldat til Makedonien i 2002 og Irak i 2003 og disse udsendelser har påvirket hans liv siden.

Først i 2014 blev han klar over, at han lider af posttraumatisk stress syndrom (PTSD).

- Regeringen sendte i 2014 et brev ud til alle tidligere udsendte om, at de skulle en tur til psykiater. Jeg tænkte, at det havde jeg da ikke brug for. Men jeg tog af sted og fandt ud af, hvorfor jeg havde haft det så dårligt i så lang tid, fortæller Jakob.

At han fik diagnosen, var på en måde en lettelse.

- Jeg havde vænnet mig til, at jeg sov dårligt om natten og at det var en kamp, når jeg skulle noget. Jeg læste til kandidat i først biokemi og derefter bioteknologi, men det var ikke særlig fedt og jeg måtte stoppe. Socialt havde jeg det også svært. Jeg var elevrådsformand på studiet, men når jeg var til studiecafé, drænede det mig fuldstændig. Jeg havde også et studiejob og prøvede at arbejde mig ud af, at jeg havde det dårligt. Når jeg havde været på arbejde, brugte jeg dage på at komme mig, fortæller Jakob, som på et tidspunkt måtte sygemeldes.

- Det var svært at kaste de sikre ting fra sig og jeg havde det skidt. Jeg kunne ikke altid magte at komme nogle steder. Hvis det regnede, blev jeg hjemme, for jeg magtede ikke at tage regntøj på, fortæller Jakob, der stod med meget store udfordringer, da han mistede sin studiebolig og måtte have tildelt en akutbolig.

Sat i verden for at hjælpe

Det var efter besøg hos psykiateren, at Jakob forstod, hvorfor hans liv havde været så svært. Han kom i medicinsk behandling og fik kontakt til DIF Soldaterprojekt, som har til huse i Idrættens Hus ved Brøndby Stadion.

Her er Rune Oland Tanggaard, som er cand.scient i idræt og psykologi, leder og projektet er netop sat i verden for at hjælpe psykisk og fysisk sårede veteraner med at komme videre i livet.

Artiklen fortsætter under boksen

- Jeg var med til at starte projektet i 2011. Det var generallæge i Forsvaret, Erik Darre, der fik ideen, fordi han så et behov. Vi gik i gang med at indkredse målgruppen, som bare blev større og større. I dag har vi 12 ansatte samt en del frivillige og udover afdelingen her i Brøndby, har vi en afdeling i Århus. Der hvor veteranerne er, skal vi også være.

- Vi har tre ben, som vi arbejder ud fra; Camps, Safe Zones og foreningsinklusion. Camps er forlængede weekender, hvor skadede og deres pårørende tager af sted sammen, dyrker idræt og er sociale. Safe Zones er idrætstilbud kun for veteraner. Her kan man møde op uden at forklare sig, man er safe, har et helle. På et tidspunkt skulle man gerne kunne hoppe videre til en almindelig idrætsforening og her hjælper vi med foreningsinklusion, som udgangspunkt indenfor forbundene i DIF (Danmarks Idrætsforbund, red.)

Jakob er en af de veteraner, der hver uge er med på et Safe Zone-hold i e-cykling i Idrættens Hus og han er glad for at komme.

- Når vi har cyklet, sidder vi nogle gange og snakker sammen efterfølgende. Og når der kommer nye til, er der ikke nogen, der forventer, at man skal sige en hel masse. Man venter bare, til de er klar, siger Jakob.

To gange har DIF Soldaterprojekt stået bag det store cykelevent Ride4Rehab, som løber på tværs af Danmark. Eventet giver veteranerne en unik oplevelse, men det opnår også stor opmærksomhed i omverdenen og ofte cykler prominente navne med. Dermed er det med til at sætte fokus på arbejdet med veteranernes rehabilitering. Ride4Rehab er planlagt til at foregå igen i 2021.

Tæt kontakt

Rune og medarbejderne i DIF Soldaterprojekt har tæt kontakt med alle de veteraner, der er tilknyttet.

- Vi er altid til stede på vores camps, hvor vi efter idrætsudøvelsen sætter os sammen med dem og hører, hvordan det går. Alle vores veteraner taler vi med mindst to gange om året, fortæller Rune.

Veteranerne har ofte brug for hjælp til at kommunikere med »systemet« - blandt andre kommunerne eller Arbejdsskadestyrelsen og her kan DIF Soldaterprojekt også hjælpe.

Jakob er i dag tilkendt flexjob og for en del veteraner er det relevant at få nedsat arbejdstiden, fordi de ikke kan klare et fuldtidsjob..

For Jakobs vedkommende er det blevet til et flexjob i Hjortespring Golfklub, hvor han arbejder nogle timer hver uge. Han er meget glad og lettet over, at det er faldet på plads.

Rune Oland Tanggaard fortæller, at kommunerne er blevet bedre til at håndtere veteraner.

- Vi var i sin tid firstmovers. I dag er det blevet mere accepteret, at der er mennesker med skjulte skader. Veteraner er ofte stærke mænd, og som udsendte har de været en del af en alfakultur. Derfor er man nødt til at gå til dem, når man skal hjælpe dem. De kommer ikke nødvendigvis af sig selv, siger Rune.

Artiklen fortsætter under billedet

Tvungen sport i Forsvaret

Jakob Andersen var ikke helt ukendt med sport, da han kom under vingerne hos DIF Soldaterprojekt.

- Jeg havde dyrket sport i Forsvaret, men det var mest tvungent. Det er først indenfor de sidste halvandet år, at jeg er begyndt at nyde det, siger Jakob.

En af de bedste oplevelser han har haft med sport, var da DIF Soldaterprojekt talte ind i muligheden for at komme med til Invictus Games, som er en slags OL for sårede og skadede veteraner og soldater.

- Jeg var med i 2018 i Sydney og konkurrerede i bueskydning, svømning og volleyball og det var en stor oplevelse. Jeg tabte en del af udfordringerne, men nød alligevel at være med. I dag bruger jeg idrætten til at komme videre. Jeg synes, jeg har et meningsfyldt liv, men det er kun fordi jeg træner og går til behandling, siger Jakob Andersen.

Og dermed har han opnået præcis det, som DIF Soldaterprojekt er sat i verden for.

- Vores mål er, at hjælpe veteranerne til at sætte sig nye mål fysisk og at hjælpe dem ind i et fællesskab, slutter Rune Oland Tanggaard.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?