31. marts 2020
Flere end 700 hotelgæster er tvunget i isolation på hotel H10 Adeje Palace på den spanske ferieø Tenerife på grund af udbruddet af coronavirus.
Flere end 700 hotelgæster er tvunget i isolation på hotel H10 Adeje Palace på den spanske ferieø Tenerife på grund af udbruddet af coronavirus.
Foto: Borja Suarez/Reuters
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Virus tvinger danskere i 14 dages isolation på spansk ferieø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Virus tvinger danskere i 14 dages isolation på spansk ferieø

Mindst seks danskere skal forberede sig på at være isoleret på spansk hotel i 14 dage på grund af virus.

Verden - 26. februar 2020 kl. 13:36
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Flere hundrede turister er tvunget til at tilbringe de næste 14 dage på et hotel på den spanske ferieø Tenerife på grund af udbruddet af coronavirus.

Det oplyser en talsmand for den regionale regering på De Kanariske Øer ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Blandt de flere end 700 hotelgæster er mindst seks danskere, der altså nu er tvunget i isolation på hotellet.

Bravo Tours, som har to danskere på hotellet, bekræfter over for Ritzau, at isolationen på hotellet gælder op til 14 dage.

Rejseselskabet oplyser endvidere, at de to gæster har det godt. De er ligesom resten af hotellets gæster blevet testet af en læge, men de viser ingen tegn på sygdomssymptomer.

Isolationen skyldes, at en italiensk mand, der havde opholdt sig på hotellet, blev testet positiv for virusset mandag.

Tirsdag aften blev hans kone også testet positiv for virusset. Begge opholder sig nu på et sygehus i byen Santa Cruz, skriver den spanske avis El País.

Ægteparret var en del af en gruppe italienske turister på øen. Yderligere to personer fra gruppen er også testet positive.

Resten af gruppen på i alt ti italienere er testet negative.

Hotellet H10 Adeje Palace har hundredvis af værelser, adskillige restauranter, swimmingpool og ligger blot 50 meter fra stranden.

De flere end 700 gæster tæller 25 nationaliteter. Det oplyser lederen af den regionale regering på De Kanariske Øer, Angel Victor Torres, ifølge Reuters.

Hotelgæsterne fik besked om karantænen tirsdag morgen. Her lå der en seddel på gulvet på alle værelser med besked om, at der var registreret et tilfælde af coronasmitte på hotellet.

En gruppe på omkring 100 turister, der ankom mandag, vil som de eneste få lov til at forlade hotellet, da de ikke har været i kontakt med gruppen af italienske turister.

Mange af hotelgæsterne er allerede blevet testet for virusset med digitale kropstermometre. De fleste gæster har ingen symptomer på virusset, oplyser de kanariske myndigheder ifølge Reuters.

Den lange isolation skyldes, at der kan gå op til 14 dage, fra det tidspunkt man bliver smittet, til at man viser symptomer på virusset.