27. maj 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Verdensbanken: Viruspandemien kan stoppe Kinas vækst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Verdensbanken: Viruspandemien kan stoppe Kinas vækst

Pandemien kan bremse Kinas økonomiske vækst og drive 11 millioner i Østasien ud i fattigdom, lyder advarsel.

Verden - 31. marts 2020 kl. 04:57
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Faldet i den globale økonomi som følge af coronaviruspandemien kan føre til et stop i Kinas vækst. Samtidig kan det drive yderligere 11 millioner mennesker i Østasien ud i fattigdom.

Sådan lyder det i en advarsel fra Verdensbanken mandag.

- Pandemien forårsager et hidtil uset globalt chok, som kan føre til standsning af væksten og øge fattigdommen i hele regionen, siger cheføkonom for Verdensbanken i Østasien og Stillehavet Aaditya Mattoo.

Selv i bedste fald vil regionen opleve et kraftigt fald i væksten. Kinas vækst vil således aftage til 2,3 procent fra 6,1 procent i 2019. Det viser en rapport om pandemiens indvirkning på regionen.

Med to femtedele af verdens befolkning under en eller anden form for lockdown og som følge deraf nedlukning af forretninger og en nedgang i transporten er der mulighed for, at Kina kan undgå en recession, mener Verdensbanken.

For kun to måneder siden forudsagde Verdensbankens økonomer, at Kina ville vokse med 5,9 procent i år. Dette ville i så fald have været landets dårligste resultat siden 1990.

Men nu står verdens næststørste økonomi over for langt mere alvorlige udsigter. Det afspejles i rekordfaldet i produktionsaktiviteten i februar, ligesom at den industrielle produktion faldt for første gang i 30 år.

Ifølge rapporten kan væksten i Østasien og stillehavsregionen, eksklusive Kina, i år falde til 1,3 procent mod 5,8 procent sidste år.

- Pandemien påvirker regionens økonomier voldsomt, men dybden og længden af chokket er usædvanligt usikkert, står der i rapporten.

- En inddæmning af pandemien vil give mulighed for bedring, men risikoen for varigt økonomisk stress er høj selv efter 2020, advarer Verdensbanken.

Den tilføjer, at de mest sårbare lande er dem, der i høj grad er afhængige af handel, turisme og råvarer.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?