23. oktober 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tyrkisk valuta rammer ny bund: Minister lover handling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tyrkisk valuta rammer ny bund: Minister lover handling

Tyrkiet vil mandag præsentere plan, der skal dæmpe bekymringerne om landets valuta, oplyser finansminister.

Verden - 13. august 2018 kl. 05:12
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den tyrkiske lira har natten til mandag dansk tid ramt nye bundniveauer mod den amerikanske dollar på de asiatiske valutamarkeder.

Udtalelser fra Tyrkiets finansminister har dog rettet en smule op på kursen.

arrow Læs også: Tyrkiet svinger toldvåbnet over for USA

Finansminister Berat Albayrak siger i et interview med avisen Hürriyet, at myndighederne er klar med en handlingsplan, som skal mindske uroen på finansmarkederne.

Ministeren går ikke i detaljer med planen, der angiveligt vil blive sat i værk mandag morgen.

I de tidlige morgentimer i Asien skulle der betales 7,24 lira for en amerikansk dollar. Efter finansministerens kommentarer blev liraen styrket til omkring 6,85 for en dollar.

Fredag kostede en dollar cirka 6,4 lira, mens kursen i begyndelsen af året var bare 3,8 lira.

Liraen har hidtil i år tabt omkring 45 procent mod dollar. En høj inflation har udhulet valutaens købekraft, og det har fået investorerne til at sælge ud.

En forhøjelse af renterne plejer at være kuren mod inflation, men hidtil har Tyrkiets centralbank undladt at sætte renterne op.

Landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har erklæret sig som modstander af renteforhøjelse.

Trykket på liraen er desuden taget til på grund af en forværring af forholdet mellem Tyrkiet og USA.

Tyrkiet har afvist et krav fra den amerikanske præsident, Donald Trump, om at løslade en amerikansk præst, som myndighederne beskylder for at have støttet det mislykkede militærkup i juli 2016.

Trump reagerede fredag ved at bebude en forhøjelse af toldsatserne på tyrkisk stål og aluminium.

- Det er forkert at vove at bringe Tyrkiet i knæ gennem trusler om en præst, sagde præsident Erdogan ved et vælgerarrangement lørdag.

Erdogan gentog flere gange i weekenden, at valutakrisen beror på en "politisk sammensværgelse".

En påstand, som finansminister Berat Albayrak gentager i avisinterviewet.

arrow USA afviser at være skyld i Tyrkiets økonomiske krise
15. august 2018 kl. 04:37 Opdateret: kl. 04:38
arrow Erdogan beskylder USA for at dolke Tyrkiet i ryggen
13. august 2018 kl. 14:59 Opdateret: kl. 15:00
arrow Erdogan om amerikanske sanktioner: Skam jer
11. august 2018 kl. 14:16 Opdateret: kl. 14:18