16. juli 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Turbulens skader over 30 personer på fly mod Australien

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Turbulens skader over 30 personer på fly mod Australien

Passagerer og besætning fløj rundt i kabinen, da Air Canada-fly ramte uroligt vejr over Stillehavet.

Verden - 12. juli 2019 kl. 02:34
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Et fly fra Air Canada på vej til Australien blev torsdag tvunget til at afbryde flyvningen og lande i Honolulu på Hawaii, efter at over 30 personer om bord var kommet til skade som følge af voldsom turbulens.

- Jeg så en hel masse personer ramme loftet i flyet, siger Alex McDonald, passager på flyet med kurs mod Sydney fra Vancouver.

- Nogle stewardesser, som var ved at servere mad, ramte også loftet, tilføjer han.

Flyet ramte pludseligt og uden varsel ind i turbulens over Stillehavet, to timer efter at det havde passeret hen over Hawaii.

- Flyet drattede bare. Jeg vågnede, da vi ramte turbulensen og sikrede mig, at mine børn var spændt fast. Derefter var der bogstaveligt talt passagerer oppe i flyets loft, siger passageren Stephanie Beam.

En kvinde bag hende, som tilsyneladende ikke havde spændt sit sikkerhedsbælte, ramte loftet med så stor kraft, at en iltmaske blev smadret.

En anden passager fortalte efter den uplanlagte landing i Honolulu, at omkring halvdelen af passagererne ikke havde spændt deres sikkerhedsbælter.

Selv i roligt vejr anbefaler luftfartsselskaber altid rejsende at spænde sig fast for at undgå situationer, som den, der ramte Air Canada-flyet.

Flyet befandt sig i 36.000 fods højde, knap 11 kilometer, da det ramte et område med uroligt vejr, oplyser Ian Gregor, talsmand for den amerikanske luftfartsmyndighed Federal Aviation Administration.

Flyets kaptajn besluttede at vende om og lande i Honolulu af hensyn til de tilskadekomne.

Air Canada oplyser, at cirka 35 personer har pådraget sig mindre skader.

Over 20 blev bragt direkte fra lufthavnen i Honolulu til et hospital, oplyser en talskvinde for byens katastrofeberedskab.

Boeing 777-200-flyet med 15 besætningsmedlemmer medbragte 269 passagerer, oplyser Air Canada.

Selskabet har sørget for hotelophold og forplejning, indtil passagererne kan genoptage turen til Sydney.

- Hvis vi skal sidde fast et sted, så kan jeg forestille mig værre steder, siger Stephanie Beam, der rejser med sine to børn på 10 og 11 år, fra Hawaii.