21. august 2019
Det amerikanske krigsskib "USS Boxer" har torsdag ødelagt en iransk drone, der nærmede sig skibet. Billedet er fra 14. juli og viser skibet "USS Boxer".
Det amerikanske krigsskib "USS Boxer" har torsdag ødelagt en iransk drone, der nærmede sig skibet. Billedet er fra 14. juli og viser skibet "USS Boxer".
Foto: Keypher Strombeck/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Trump: USA har ødelagt iransk drone i Hormuzstrædet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Trump: USA har ødelagt iransk drone i Hormuzstrædet

En iransk drone er blevet ødelagt af USA, da den udgjorde trussel mod amerikansk skib, siger Donald Trump.

Verden - 18. juli 2019 kl. 21:30
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Et amerikansk krigsskib har torsdag ødelagt en iransk drone i Hormuzstrædet mellem Den Persiske Golf og Omanbugten.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, ifølge nyhedsbureauet AP.

Dronen nærmede sig skibet "USS Boxer", der derfor så sig nødsaget til at ødelægge den iranske drone. Ifølge den amerikanske præsident udgjorde dronen en trussel mod skibet og dets besætning.

Der var derfor tale om en "forsvarshandling", lyder det fra Trump.

Dronen befandt sig angiveligt omkring 900 meter fra det amerikanske skib og ignorerede forsøg på at få den til at vende om.

- Dronen blev øjeblikkeligt ødelagt, siger Trump.

Det fremgår ikke, præcis hvordan dronen blev ødelagt.

Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, siger, at han ikke kender til nogen nedskudt drone.

- Vi har ingen informationer om, at vi skulle have mistet en drone i dag, siger Zarif før et møde med FN's generalsekretær, António Guterres, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der er i øjeblikket store spændinger mellem USA og Iran.

For cirka en måned siden - den 20. juni - skød Iran en militærdrone fra USA ned over netop Hormuzstrædet. Det skete med et iransk jord-til-luftmissil.

Trump har torsdag opfordret andre lande til at fordømme, hvad han kalder et iransk forsøg på at ødelægge den frie bevægelse i Den Persiske Golf.

- Det her er det seneste af flere provokerende og fjendtlige aktioner fra Iran mod skibe i internationalt farvand, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tidligere torsdag forlød det, at Irans Revolutionsgarde havde tilbageholdt et skib i Den Persiske Golf. Ifølge billeder fra Irans statslige engelsksprogede tv-kanal er der tale om et skib fra De Forenede Arabiske Emirater.

USA har torsdag opfordret Iran til straks at frigive det tilbageholdte skib.

- USA fordømmer på det kraftigste Revolutionsgardens fortsatte chikane af skibe og indblanding i sikker passage i og omkring Hormuzstrædet, skriver en talsmand fra USA's udenrigsministerium til nyhedsbureauet Reuters.

Området ved Den Persiske Golf er ekstremt vigtigt for verdens olieeksport.

Omkring 40 procent af verdens olieproduktion sejler ifølge erhvervsmediet Bloomberg fra Den Persiske Golf gennem Hormuzstrædet og via Omanbugten ud på Det Arabiske Hav og videre til resten af verden.