10. december 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Talsmand om angreb i Iran: Vi er kun politisk aktive

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Talsmand om angreb i Iran: Vi er kun politisk aktive

Gruppen i Danmark, der udpegede de ansvarlige for angreb i Iran, afviser at have deltaget i aktionen.

Verden - 23. september 2018 kl. 19:20
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Et angreb mod en iransk militærparade med 25 dødsfald har trukket tråde til Danmark, da en gruppe med danske rødder efterfølgende udpegede de ansvarlige for angrebet.

Gruppen, der kalder sig Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz (ASMLA), afviser dog over for DR at være indblandet i lørdagens angreb.

Gruppens talsmand, Yaqoub Al Tostari, forklarer, at den er en undergruppe til bevægelsen Ahwaz National Resistance (ANR).

Og netop ANR stod ifølge ham bag angrebet.

- Vi er kun den politiske del af bevægelsen Ahwaz National Resistance (ANR) og står for mediehåndtering.

- Vi ved ikke noget om detaljerne, og vi har ikke haft noget at gøre med planlægningen. Vi formidler bare, hvad der er sket, hvordan og hvorfor, siger han til DR.

Over for TV2 udpegede Yaqoub Al Tostari tidligere søndag ANR, som den ansvarlige for angrebet, der fandt sted under en militærparade i byen Ahvaz i den sydvestlige del af Iran.

Yaqoub Al Tostari fortæller, at gruppen med base i Danmark ikke vidste, at angrebet ville finde sted.

Men de forskellige undergrupper i ANR arbejder ifølge ham alle mod "iransk terror og regimets undertrykkelse".

Yaqoub Al Tostari, der ifølge DR og TV2 ikke er hans rigtige navn, siger, at han støtter alle lovlige aktioner mod "Irans undertrykkelse af vores folk".

Men han vil ikke svare på, om lørdagens angreb var i den kategori. Han vil heller ikke svare på, om den danske gruppe tager afstand.

Angrebet har fået stor opmærksomhed politisk, da den danske ambassadør i Iran sammen med den hollandske og britiske blev indkaldt til møde i det iranske udenrigsministerium.

De tre lande anklages ifølge Reuters for at huse medlemmer af iranske oppositionsgrupper.

Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), slog tidligere søndag fast, at det får konsekvenser, hvis de ansvarlige for angrebet er i Danmark.

- Hvis det viser sig, at de ansvarlige har forbindelser til Danmark, så skal det naturligvis have konsekvenser, skrev han i en mail til Ritzau uden at uddybe hvilke konsekvenser.