14. december 2019
Bolivianske soldater ses her i hovedstaden La Paz onsdag under sammenstød med tilhængere af den tidligere præsident Evo Morales.
Bolivianske soldater ses her i hovedstaden La Paz onsdag under sammenstød med tilhængere af den tidligere præsident Evo Morales.
Foto: Henry Romero/Reuters
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Politi skyder 20-årig i hovedet under uroligheder i Bolivia

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politi skyder 20-årig i hovedet under uroligheder i Bolivia

En mand har mistet livet under sammenstød mellem politiet og tilhængere af ekspræsident Morales i Yapacani.

Verden - 14. november 2019 kl. 00:27
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En 20-årig mand har mistet livet i voldelige sammenstød mellem tilhængere af Bolivias nyligt afgåede præsident, Evo Morales, og politiet.

Det oplyser en læge på stedet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Manden blev skudt i hovedet under en konfrontation med politiet i byen Yapacani, der ligger nær Santa Cruz, oplyser læge Jhonny Guzman.

Evo Morales måtte søndag træde tilbage fra præsidentposten i Bolivia.

Landet har været præget af store demonstrationer mod påstået valgsvindel efter præsidentvalget i oktober.

Mexico har givet den afsatte præsident politisk asyl.

På et pressemøde i Mexico City onsdag sagde Morales, at han ønsker at vende hjem og skabe ro så hurtigt som muligt.

Han understregede, at han kun opholder sig midlertidigt i Mexico.

Samtidig opfordrede han til en "national dialog" for at løse krisen i Bolivia.

- Den eneste måde at afslutte denne krise er ved at sidde ned og forhandle og undgå at ødelægge landets økonomi undervejs, sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Efter Morales' afgang er oppositionspolitiker og næstformand for Senatet Jeanine Anez tiltrådt som midlertidig præsident.

Tirsdag udpegede hun en ny militærkommando, og senere onsdag ventes hun at navngive sit kabinet.

På et pressemøde i præsidentpaladset tirsdag gentog hun sit løfte om at "afholde valg hurtigst muligt".

Samtidig afviste hun Morales' beskyldninger om, at hendes præsidentskab er et kup.

- Det eneste statskup i dette land har Evo Morales stået bag, sagde hun ifølge AFP med henvisning til en folkeafstemning i 2016.

Resultatet af afstemningen betød, at Morales ikke kunne stille op til genvalg. Det gjorde han dog alligevel med hjælp fra forfatningsdomstolen.

60-årige Evo Morales, der første gang blev valgt til præsidentposten i 2006, er Bolivias første præsident fra landets oprindelige folk.