De fleste tilfælde er i Nordrhein-Westfalen, Bayern og Berlin.
Tyskland har fredag konstateret, at det totale antal af coronavirus-smittetilfælde i landet nu er på over en million. Det oplyser Robert Koch Instituttet (RKI), der følger den tyske smitteudvikling.
Instituttet har registreret over 22.000 nye tilfælde siden torsdag, hvorved det totale antal smittede er nået op på over en million.
Tyskland havde i vid udstrækning fået dæmpet udbredelsen af virusset i foråret, men den anden bølge har ramt hårdt.
Antallet af covid-19 patienter, som er indlagt på intensivafdelinger i forbundsrepublikken, er steget fra lidt over 360 i begyndelsen af oktober til over 3500 i sidste uge.
I den mest befolkede af de 16 delstater, Nordrhein-Westfalen, er der registreret over en fjerdedel af alle tilfældene i landet. Der er næstflest registrerede tilfælde i Bayern, over 198.000. I Berlin er der registreret 62.000 tilfælde under pandemien.
Forbundskansler Angela Merkel har i denne uge gjort det klart, at Tyskland forlænger de gældende restriktioner frem til begyndelsen af januar - medmindre der sker et dramatisk fald i antallet af smittetilfælde.
De gældende regler indebærer, at der i julen og nytåret højst må være samlet ti voksne.
EU’s største økonomi har lukket restauranter, barer, sportscentre og kultursteder. Skoler og forretninger er ikke lukket ned. - Vi er nødt til at gøre endnu en kraftanstrengelse, sagde Merkel, efter at hun tidligere på ugen nåede til enighed med delstaternes politiske ledere om at forlænge de indførte restriktioner.
Forbundskansleren bad allerede i begyndelsen af november tyskerne om at skrue alvorligt ned for nytårsfejringerne og de store juleborde i år.- Lyset for enden af tunnelen er ret langt væk, sagde hun.
Frem til julen må højst fem personer være sammen. Men i julen og og nytåret er sammenkomster med op til ti voksne tilladt. Børn tælles ikke med i begrænsningerne.
Der er lempeligere regler for den nordlige delstat Slesvig-Holsten, som skiller sig ud med lavere smitteniveau end resten af landet.
/ritzau/AFP
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her