28. oktober 2020
Udenrigsminister Alexander Schallenberg deltog i et regeringsmøde onsdag, hvor der blev taget forholdsregler og båret mundbind. (Arkivfoto).
Udenrigsminister Alexander Schallenberg deltog i et regeringsmøde onsdag, hvor der blev taget forholdsregler og båret mundbind. (Arkivfoto).
Foto: Leonhard Foeger/Reuters
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Østrigsk og belgisk minister coronasmittet - måske ved EU-møde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Østrigsk og belgisk minister coronasmittet - måske ved EU-møde

Udenrigsminister Jeppe Kofod er testet negativ efter EU-møde. Hans kolleger fra Østrig og Belgien er smittet.

Verden - 17. oktober 2020 kl. 08:54
Af Ritzau

Østrigs udenrigsminister, Alexander Schallenberg, er blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser en talskvinde for det østrigske udenrigsministerium lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Også Belgiens udenrigsminister, Sophie Wilmès, er bekræftet smittet med coronavirus, skriver hun på Twitter lørdag.

Det er muligvis sket ved et familiearrangement, tilføjer Wilmès.

Ifølge den østrigske talskvinde er Schallenberg måske blevet smittet ved et møde i EU mandag. Her deltog blandt andre også Wilmès og den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S).

- Der er mistanke om, at Schallenberg kan være blevet smittet ved udenrigsministermødet i Luxembourg mandag, siger talskvinden.

Hun oplyser, at Schallenberg er symptomfri og blev testet som del af en rutine. Han deltog i et regeringsmøde onsdag, hvor der blev taget forholdsregler og båret mundbind.

- For en sikkerheds skyld bliver alle medlemmer af regeringen testet lørdag, siger talskvinden.

Det danske udenrigsministerium oplyser, at Jeppe Kofod tirsdag blev testet negativ efter sin deltagelse ved mødet. Og han bliver for en sikkerheds skyld testet igen lørdag.

Kofod har ingen symptomer på smitte og talte kun kortvarigt med sin østrigske kollega mandag, hvor begge var iført mundbind, oplyser ministeriet.

Sveriges udenrigsminister, Ann Linde, deltog også i mødet. Hun er gået i isolation og arbejder hjemmefra, indtil hun har fået svar på en coronatest, skriver mediet SVT.

Torsdag og fredag blev der holdt topmøde i EU, hvor medlemslandenes stats- og regeringsledere mødtes i Bruxelles.

Forud for mødet satte flere, heriblandt statsminister Mette Frederiksen (S), spørgsmålstegn ved, om mødet overhovedet skulle afholdes fysisk på grund af coronasituationen.

Og coronavirus fik i det hele taget sat sit tydelige præg på topmødet.

Den finske statsminister, Sanna Marin, måtte forlade topmødet før tid, fordi hun havde været i kontakt med et finsk parlamentsmedlem, der fredag blev bekræftet smittet.

Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, var slet ikke med i Bruxelles. Han var i selvisolation efter at have været tæt på en coronasmittet.

Og kort tid efter at mødet gik i gang torsdag, hastede EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, ud ad døren, da hun fik besked om, at en ansat på hendes kontor var smittet med coronavirus.

Hun havde selv fået foretaget en test, der var negativ, men valgte af forsigtighedshensyn at forlade mødet.

Mandag skal fødevareminister Mogens Jensen (S) også til EU-møde. Han mødes med de øvrige EU-landes landbrugs- og fiskeriministre i Luxembourg.

En lang periode i foråret blev ministerråds- og topmøder i EU holdt digitalt. Men mandagens fiskeri- og landbrugsministermøde bliver som de øvrige nu også holdt med fysisk fremmøde.

- Det er jo klart, at jeg har det ambivalent med det, siger Mogens Jensen.

- Jeg synes generelt, at en række af de her rådsmøder godt kunne afholdes som videokonference, men det er jo ikke op til Danmark at beslutte.

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?