19. januar 2021

Det er overvældende, og det rører os dybt, lyder det fra den norske ambassade om dansk støtte efter terror
--COP103 - Folk samles foran den norske ambassade og lægger roser og tænder lys i respekt for de indtil videre 92 omkomne fra terrorangrebet i Oslo
Foto: Jonas Vandall ØRtvig/ Scanpix /Scanpix
Norge takker for dansk støtte
Det er overvældende, og det rører os dybt, lyder det fra den norske ambassade om dansk støtte efter terror.
Blomster, lys og hilsner fylder pladsen foran den norske ambassade i København, hvor hundrede - måske tusindvis af danskere har været forbi for at vise deres støtte til nabolandet, der fredag blev ramt af en ufattelig tragedie.
- Ambassaden ønsker at takke for støtten og varmen, som strømmer ind fra det danske folk efter de forfærdelige handlinger i Oslo og på Utøya i fredags, skriver ambassaden i en pressemeddelelse.
- På vegne af alle nordmænd vil vi gerne takke for støtten. Blomsterne og lysene ved ambassaden og de hilsner, der strømmer ind, er overvældende, og det rører os dybt. Vi kan forsikre om, at vi formidler støtten til det norske folk. Tusind tak, lyder det fortsat.
Lørdag var der to mindehøjtideligheder foran ambassaden i København, den ene arrangeret af Dansk Socialdemokratisk Ungdom (DSU), som er søsterparti til Arbeiderpartiets ungdomsorganisation.
Det var 85 medlemmer herfra, der fredag blev skudt og dræbt af den 32-årige højreekstremist Anders Behring Breivik på øen Utøya, hvor de var på sommerlejr med godt 500 andre børn og unge.
- Norge er i dyb sorg efter angrebet på vores demokrati og på uskyldige mennesker, de fleste af dem unge. Vi er dybt chokerede over omfanget af den nationale katastrofe, skriver ambassaden.
Ud over de 85 unge politikerspirer mistede mindst syv livet, da en kæmpe bombe sprang i regeringskvarteret i Oslos centrum. Politiet leder fortsat efter savnede, mens andre kæmper for deres liv på byens hospitaler.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?