16. november 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Norge mistænker tusindvis for at skjule bitcoin-formuer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Norge mistænker tusindvis for at skjule bitcoin-formuer

8000 nordmænd har indberettet gevinster fra digitale valutaer. Men tallet er alt for lavt, mener skattechef.

Verden - 12. september 2018 kl. 05:58
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I 2017 indberettede nordmænd kryptovalutaer til en samlet værdi på fem milliarder kroner til skattevæsnet. Men beløbet er sandsynligvis alt for lavt.

Ifølge nye tal, som erhvervsbladet Dagens Næringsliv har fået adgang til, indberettede omkring 8000 borgere formuer og gevinster fra investeringer i bitcoin og andre digitale valutaer.

Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Men skattevæsnet har mistanke om, at mindst 30.000 personer i Norge ligger inde med kryptovalutaer. Dermed kan skatteunddragelsen være stor, konstaterer avisen.

- Vi får stadig bedre mulighed for at følge med i, hvem som har indtægter og formuer på dette område. Blandt de 8000, som indberetter, er der nok en del, som ikke har givet helt rigtige oplysninger, siger skattedirektør Hans Christian Holte til Dagens Næringsliv.

Han understreger, at skønnet på 30.000 er foreløbigt, og tallet vil sandsynligvis stige. Dermed ligger det også lige for at antage, at nordmænd har kryptovalutaer for langt mere end fem milliarder kroner.

- Da jeg så beløbene, stod det klart for mig, at det her er et område, som har betydning for skatteprovenuet i Norge, siger skattedirektøren.

Digitale valutaer er på få år blevet et globalt investeringshit. Verdens største kryptovaluta, bitcoin, er gået fra at være næsten værdiløs til at koste flere tusinde dollar.

Og det har fået spekulanter til at kaste sig over digitale valutaer. I 2017 svingede værdien af bitcoin fra under 1000 dollar til næsten 20.000 dollar i december, da manien var på sit højeste.

Siden er værdien faldet kraftigt. Ifølge erhvervsmediet Bloomberg News var prisen på bitcoin tirsdag 6241 dollar.

Grundlæggende er kryptovalutaer linjer af computerkode, der bliver digitalt underskrevet, hver gang de handles.

Bitcoin er den mest kendte og ældste kryptovaluta. Men der findes omkring 1000 andre kryptovalutaer.