18. januar 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kriseramte Libanon har igen ret til at stemme i FN

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kriseramte Libanon har igen ret til at stemme i FN

Libanon var bagud med sit kontingent til FN, men nu er beløbet betalt, og dermed kan landet igen stemme i FN.

Verden - 14. januar 2020 kl. 02:55
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Libanon har genvundet sin stemmeret i FN efter betaling af udestående gæld til organisationen.

- Libanon har lige lavet en indbetaling. Med denne betaling er Libanons stemmeret fuldt genoprettet, siger Stephane Dujarric, der er talsmand for FN's generalsekretær, António Guterres, ifølge nyhedsbureauet AFP.

FN oplyste fredag, at det kriseramte Libanon var blandt syv lande, som havde mistet retten til at stemme i FN's Generalforsamling på grund af manglende indbetalinger.

De seks andre er Venezuela, Gambia, Lesotho, Tonga, Den Centralafrikanske Republik og Yemen.

Den midlertidige fratagelse af stemmeretten udløste i Libanon massiv kritik af landets politikere. Libanons udenrigsministerium meddelte fredag, at det "beklagede" suspenderingen og lovede at løse problemet "så hurtigt som muligt".

Libanon befinder sig aktuelt i sin værste økonomiske krise siden borgerkrigen i landet fra 1975 til 1990, skiver nyhedsbureauet Reuters.

Valutaen er faldet i værdi, og bankerne i landet har indført restriktioner for kundernes adgang til kontanter. Bankerne blokerer også for overførsler af penge til udlandet.

- Vi anerkender fuldt ud, at de seneste begivenheder i Libanon har udfordret banksektoren, siger FN-talsmand Stephane Dujarric.

Desuden har Libanon ikke en funktionsdygtig regering, efter at Saad al-Hariri i oktober trak sig fra posten som premierminister.

Landet ved Middelhavet har i månedsvis været præget af store folkelige protester mod en politisk klasse, som i manges øjne er inkompetent og korrupt, skriver AFP.

Ifølge Verdensbanken er Libanon i recession. Banken har advaret om risiko for, at antallet af fattige kan stige fra en tredjedel af befolkningen til halvdelen.

Det vides ikke, hvor stort et beløb Libanon har betalt til FN, men ifølge en diplomatisk kilde drejer det sig om 1,3 millioner dollar eller cirka 8,7 millioner kroner.

FN har et årligt driftsbudget på omkring tre milliarder dollar. Dertil kommer et separat budget på omkring det dobbelte for FN's fredsbevarende indsats.