20. august 2018
Kinas økonomi voksede mere end ventet i fjerde kvartal blandt andet på grund af gang i industrien. Her er det malere i gang på en fabrik i Beijing.
Kinas økonomi voksede mere end ventet i fjerde kvartal blandt andet på grund af gang i industrien. Her er det malere i gang på en fabrik i Beijing.
Foto: Reuters/Kim Kyung-hoon/arkiv
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kinas økonomi voksede mere end ventet i slutningen af 2017

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kinas økonomi voksede mere end ventet i slutningen af 2017

Med en vækst i bnp på 6,8 procent i fjerde kvartal er Kinas økonomi vokset mere end forventet.

Verden - 18. januar 2018 kl. 08:08
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Der er fortsat godt gang i væksten i verdens andenstørste økonomi. Kinas vækst i bnp i fjerde kvartal var med 6,8 procent på niveau med tredje kvartal, men lidt højere end forventet. Samlet landede væksten for 2017 på 6,9 procent.

Det viser tal fra Kinas statistiske bureau ifølge Ritzau Finans.

Økonomer, der følger Kinas økonomi, havde ifølge flere medier estimeret en fremgang på 6,7 procent i bnp i fjerde kvartal, når man sammenligner med samme kvartal året før.

Ifølge chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank er det en lille positiv overraskelse.

- Det viser, at kinesisk økonomi, som tæller en sjettedel af verdens økonomi, stadig har en del fart på, og det er positivt for verdensøkonomien. Det er med til at trække den globale handel op, fordi kineserne importerer en stor del af varerne, siger Kim Fæster.

Dermed er det ifølge Dansk Industri også gode nyheder for dansk eksport, hvor Kina spiller en voksende rolle som aftager af danske varer og tjenester.

- Kinesisk økonomi vokser i et imponerende tempo, som er langt højere end det, vi ser på alle vores andre store eksportmarkeder.

- Den høje vækst i Kina giver danske virksomheder gode muligheder, for fortsat at hente flere nye ordrer på det kinesiske marked, siger chefanalytiker i Dansk Industri, Allan Sørensen, i et notat.

Kim Fæster havde forventet aftagende vækst efter en række stramninger fra den kinesiske regering på boligmarkedet og over for den finansielle sektor.

- Der har også været meldinger om, at regeringen har bedt særligt forurenende virksomheder i det nordøstlige Kina skrue ned for produktionen, siger Kim Fæster.

En række nøgletal for den kinesiske økonomi blev offentliggjort samtidig med tallet for bruttonationalproduktet.

Ifølge Kim Fæster tegner der sig på den baggrund et billede af, at det er de gamle vækstmotorer for den kinesiske økonomi, investeringer og industriproduktion, der trækker.

Men nye vækstmotorer som detailsalget har det sværere i slutningen af året.

Især tal for detailsalget i december skuffede økonomerne. Salget voksede 9,4 procent, mens økonomer ventede en vækst på 10,2 procent.