Senatet i Washington indleder tirsdag rigsretssag mod USA's præsident, Donald Trump.
Tirsdag bliver den tredje rigsretssag mod en amerikansk præsident officielt indledt i Senatet.
Præsident Donald Trump er anklaget for to forhold: misbrug af embedet samt for at have modarbejdet Kongressens undersøgelse af det påståede misbrug.
Bliv her klogere på, hvordan en rigsretssag fungerer:
* Den amerikanske forfatning tillader Kongressen at fjerne en præsident fra embedet, hvis denne har begået "alvorlig kriminalitet". Det kan være forræderi, bestikkelse eller kriminalitet knyttet til misbrug af politisk magt.
* En rigsretssag i USA foregår ikke som en dansk rigsretssag eller en almindelig retssag. Sagen har i højere grad politisk karakter.
* Rigsretssagen foregår i Senatet, hvor senatorerne - politikere - fungerer som en slags nævningeting. Udvalgte medlemmer af Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, fungerer som anklagere i sagen.
* Forsvaret af Donald Trump er lagt i hænderne på en gruppe bestående af op til otte advokater og jurister.
* John Roberts, der er præsident for USA's højesteret, fungerer som en slags retsformand.
* Anklagepunkterne mod præsidenten afprøves nogenlunde som ved en almindelig retssag.
* Når sagen har været fremlagt, skal Senatets 100 medlemmer stemme om, hvorvidt præsidenten er skyldig eller ej.
* To tredjedeles flertal - altså mindst 67 af Senatets 100 medlemmer - skal erklære præsidenten skyldig, hvis vedkommende skal afsættes.
* Det Republikanske Parti sidder på 53 af de 100 pladser i Senatet. Det betyder, at mindst 20 republikanere skal gå imod deres eget parti, hvis Trump skal miste sin præsidentpost.
* Hvis Trump bliver kendt skyldig og dermed må forlade præsidentposten, vil vicepræsident Mike Pence blive udnævnt til præsident.
* Donald Trump stilles for en rigsret for embedsmisbrug og hindring af Kongressens arbejde. Demokraterne mener, at han har misbrugt sin magt ved at forsøge at presse Ukraine til at grave skadelige oplysninger frem om Trumps politiske rival Joe Biden og dennes søn.
Kilder: Reuters, kongressen.com, CNN.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her