
Der er mistanke om, at det nye coronavirus kommer fra vilde dyr, der er blevet solgt på et marked i Kina.
Et virus har spredt sig fra den centrale del af Kina til en række andre lande, og tirsdag har det kostet 106 personer livet.
Virusset har ifølge kinesiske myndigheder hidtil smittet over 4000 personer.
Coronavirusset fører til luftvejsinfektioner og kan gøre det svært at trække vejret.
Her er, hvad vi indtil videre ved om virusset:
* De første tilfælde af det helt nye og ukendte virus blev opdaget i midten af december i den kinesiske millionby Wuhan, der ligger centralt i landet.
* Udbruddet sættes i forbindelse med et lokalt marked, hvor der sælges vilde dyr.
* Smittekilden er fortsat ukendt. I indledende undersøgelser har der været mistanke om, at smitten kan komme fra flagermus, som er blevet spist af slanger, som derefter er blevet solgt på markedet.
* Virusset kan smitte fra menneske til menneske.
* Coronavirus er 79 procent genetisk identisk med luftvejsinfektionen sars.
* Symptomerne på smitte er feber, tør hoste, i nogle tilfælde besværet vejrtrækning og tegn på lungebetændelse.
* De personer, der er blevet værst påvirket af smitten, har hidtil været ældre og folk med dårligt helbred.
* Der er ingen vaccine mod det nye virus. Flere forskningshold arbejder på at udvikle en vaccine. Forskere håber at kunne teste den første mulige vaccine om cirka tre måneder.
* Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har kaldt udbruddet for en krise for Kina, men vurderer, at der endnu ikke er tale om en international sundhedskrise.
* Foruden Kina er der konstateret smittede personer i Japan, Sydkorea, Taiwan, Thailand, Nepal, Vietnam, Canada, Saudi-Arabien, Singapore, USA, Frankrig, Australien og Tyskland.
* Flere lande derudover har indført ekstra kontrol af rejsende for at inddæmme smitten.
* Den kinesiske by Wuhan og flere andre byer i Hubei-provinsen er stort set blevet lukket ned. Over 50 millioner indbyggere er påvirket af restriktionerne.
* En lang række attraktioner og butikker er lukket midlertidigt i Kina på grund af smittefaren.
Kilder: Reuters, AFP
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her