24. september 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: EU: Undersøgende journalistik er et farligt job i Europa

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

EU: Undersøgende journalistik er et farligt job i Europa

I oktober blev en undersøgende journalist bilbombet på Malta. I februar blev en journalist skudt i Slovakiet.

Verden - 14. marts 2018 kl. 19:00
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

To undersøgende journalister er blevet dræbt i EU på lidt over fire måneder.

Det viser, at undersøgende journalistik stadig er et farligt job over hele verden, også i Europa, siger EU's sikkerhedskommissær, Julian King.

- Vi kan ikke acceptere det, siger King onsdag i en debat i Europa-Parlmentet i Strasbourg.

- Intet demokrati kan overleve uden den frie presse. Derfor har journalister krav på respekt og beskyttelse, siger han.

Debatten er sat på Europa-Parlamentets dagsorden efter drabene på den 27-årige slovakiske journalist Jan Kuciak og hans kæreste, Martina Kusnirova.

Parret blev 25. februar fundet dræbt af skud i deres hjem i landsbyen Velka Maca, der ligger omkring 65 kilometer fra hovedstaden Bratislava.

Jan Kuciak arbejdede ved sin død på en historie, der involverede svindel med EU-midler og korruption.

Han arbejdede på en historie, der trak tråde mellem den italienske mafia, forretningsfolk og den politiske elite i Slovakiet.

De nye mord sker, godt fire måneder efter at den 53-årige maltesiske blogger og journalist Daphne Caruana Galizia 16. oktober sidste år blev dræbt af en kraftig bilbombe.

Hun var ved sin død ved at afdække formodet korruption, der involverede den politiske elite i Malta.

Den konservative EU-parlamentariker Ivan Stefanec, der selv er fra Slovakiet, vil have EU til at fortsætte, hvor Jan Kuciak måtte stoppe i afdækningen af, hvor EU's penge ender.

- Lad os gøre hans arbejde færdigt, siger Stefanec.

Både den britiske socialdemokrat Claude Moraes og den liberale hollænder Sophie in 't Veld vil have Europol involveret i efterforskningen af drabene.

- To journalister er dræbt i EU, fordi de gjorde deres arbejde og undersøgte dem ved magten, siger Sophie in 't Veld.

Hun forlanger uafhængig efterforskning af drabene i Slovakiet "med fuld involvering af Europol".

- Ikke bare med teknisk ekspertise, men med fuld adgang til sagens akter, siger in 't Veld.

Europol har også hjulpet med efterforskningen af mordet på Malta.

Venstres EU-parlamentariker Morten Løkkegaard har selv arbejdet som journalist i mange år.

Han siger, at både Slovakiet og EU har "et enormt ansvar for at grave til bunds" i sagen og få stillet de skyldige til ansvar.

- Hvis EU's medlemslande ikke formår at beskytte deres journalister, så må EU træde til med en fælles indsats, siger han.

Drabene har udløst demonstrationer i Slovakiet, hvor regeringen er under pres for at udskrive nyvalg.