17. januar 2020
Anna Karina fotograferet i 1973 i forbindelse Cannes Film Festival.
gallery icon

Se billedserie

Anna Karina fotograferet i 1973 i forbindelse Cannes Film Festival.
Foto: -/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Skuespillerinden Anna Karina er død i Frankrig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skuespillerinden Anna Karina er død i Frankrig

Anna Karina var særligt kendt for sine roller i Jean-Luc Godards film fra 1960'erne.

Opdateret 15. december 2019 kl. 16:21
Verden - 15. december 2019 kl. 11:56
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den danskfødte skuespillerinde Anna Karina er død. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Hun blev 79 år.

- Anna døde i går på et hospital i Paris som følge af kræftsygdom, siger hendes agent Laurent Balandras til AFP.

Ifølge agenten døde Anna Karina, mens hendes fjerde mand, Dennis Berry, var ved hendes side.

Den danskfødte skuespillerinde med det borgerlige navn Hanne Karen Blarke Bayer levede hele sit voksne liv i Frankrig.

Hun blev særligt kendt for sin medvirken i Jean-Luc Godards film fra 1960'erne. I samme periode var de to også gift.

Allerede som teenager blaffede Anna Karina til Paris, hvor hun ville forsøge at blive skuespiller.

Hun begyndte dog i stedet som model, hvilket førte til en forside på det franske magasin "Elle" og efterfølgende navneskift på opfordring af modeskaberen Coco Chanel.

Anna Karina blev i samme periode opdaget af filminstruktøren Jean-Luc Godard på den berømte gade Champs-Élysées i Paris. Og herfra udviklede hun sig til en muse og ansigtet på fransk film i 1960'erne.

Samarbejdet med den fransk-schweiziske filminstruktør førte til, at Anna Karina allerede som 21-årig vandt en pris for "bedste skuespillerinde" ved Berlin filmfestival for Godards film "Une Femme est une Femme" ("En kvinde er en kvinde") fra 1961.

Gennem sin karriere nåede hun at medvirke i mere end 50 film - både franske, danske og internationale.

Herhjemme spillede hun med i filmatiseringen af H.C. Andersens "Historien om en moder" i 1979 og filmen "Manden, der ville være skyldig" i 1990 efter Henrik Stangerups roman.

I 2016 modtog Anna Karina en ærespris ved Bodilprisen for sin karriere som en "alsidig og facetteret filmskuespiller og kunstner, der har givet uendeligt meget til filmen igennem årtierne", lød det i begrundelsen.

På det sociale medie Twitter skriver Frankrigs kulturminister, Franck Riester, efter Anna Karinas død ifølge AFP:

- I dag er fransk film blevet forældreløs. Den har mistet en af sine legender.

Anna Karina blev også set bag kameraet som instruktør og manuskriptforfatter.

Ved siden af filmkarrieren stod Anna Karina på scenen i flere teaterforestillinger i Paris. Hun nåede også at få en sangkarriere med pladeudgivelser og turnéer.

Anna Karina blev i 1968 skilt fra Jean-Luc Godard og var efterfølgende gift flere gange - med den franske skuespiller Pierre Antoine Fabre, den franske filminstruktør Daniel Duval og filminstruktøren Dennis Berry.

https://twitter.com/franckriester/status/1206129849691189248